Читать книгу Skabende kunstterapi - Aarhus University Press - Страница 5

I ethvert forsøg på at forstå mennesker og håndtere deres lidelse er der et mere eller mindre skjult sæt af antagelser. Vores opfattelser af, hvad der er rigtigt eller forkert, er bundet til vores billeder af, hvad et menneske er, og hvad verden er. Har man f.eks. et overvejende positivistisk³ naturvidenskabeligt fundament, vil man gå ud fra, at verden er materiel og kan studeres objektivt, hvorfor man vil søge at objektivisere sine vurderinger i skalaer og lægge vægt på biologiske forhold i studiet af psykisk sygdom. Psykoanalytikere derimod vil tage for givet, at der er en mening i symptomerne, som ikke har direkte materiel basis, og at symptomer udspringer af den enkeltes indre verden og relationer til andre personer.

Disse bagvedliggende antagelser, som er så indgroede, at de sjældent overvejes, bliver årsag til forståelseskløfter mellem psykoterapier af forskellige skoler og mellem biologisk orienterede psykiatere og psykoterapeuter. Vi har tendens til at dømme “de andre” ud fra vores egne grundlæggende antagelser om verden, hvorved vi let kommer til at tale forbi hinanden. Også kunstterapeuter har forskelligt videnskabsteoretisk udgangspunkt, og kunstterapien vil få sin udformning afhængigt af det bagvedliggende tankesæt.

Forskellige teoretiske positioner åbner altså verden på forskellig måde og har forskellige begrænsninger, hvorfor bestemmelsen af et teoretisk grundlag for kunstterapi også er et valg, snarere end en afgørelse af, hvad der er “det rigtige”. Det er oplagt, at positivismen kommer til kort i udforskningen af bevidsthedsfænomener som kunst, skønhed og galskab, og derfor ikke er egnet til at forstå kunstterapiens virkning, selvom en logisk empirisme⁴ vil være velegnet til at afgøre effekten af kunstterapi.

Inden for psykologien og psykiatrien har den psykoanalytiske tradition i bred forstand været næsten alene om at søge forklaringer, som ikke er materialistiske, og mange kunstterapeuter har da også bygget deres teori og praksis på denne tænkning. Jeg ser imidlertid nogle problemer i dette valg. En psykologisk/psykoanalytisk tænkning holder sit fokus på individet, hvorfor den del af kunsterfaringen, som ikke umiddelbart kan forstås psykologisk, udelades. Kunsten som fænomen er nemlig ikke bare indre-psykisk. Kunstens evne til at bevæge og berøre os beror netop på, at den eksisterer uden for os selv og kun kan begribes sanseligt. Vi kan derfor vanskeligt begribe, hvordan det skabende aspekt af kunstterapien er med til at forme vores bevidsthed, hvis vi alene har et psykologisk eller psykoanalytisk begrebsapparat.

Psykologien kan selvfølgelig bidrage til at forstå, hvordan kunst påvirker os, og hvordan vi gennem kunst kan udtrykke os symbolsk, men den kommer alligevel til kort i forståelse af det nyskabende, altså det fænomen, at ingenting bliver til noget. Det betyder, at kunsten i psykologisk perspektiv må forklares som reproduktion af noget, der er der i forvejen, f.eks. udtrykt i “det ubevidste”. Dette giver nogle problemer for kunsten, hvilket vi kommer ind på senere. Her giver fænomenologien efter min opfattelse en meget bedre mulighed for at kunne begribe kunsten og dens indvirkning på bevidsthedsfænomener som f.eks. galskab.

Fænomenologien er netop en filosofisk tradition, som beskæftiger sig med at forstå bevidstheden. Her taler man ikke om det ubevidste og den objektive ydre verden, men om fænomenerne, som de viser sig i bevidstheden. Fænomenologerne i europæisk tænkning har i deres udforskning af bevidstheden desuden været optaget af kunsten, kroppen og galskaben. Dermed giver fænomenologien et godt teoretisk udgangspunkt for at forstå, hvordan kunsten spiller sammen med vores bevidsthed og kan påvirke psykiske lidelser.

Den fænomenologiske tænkning er på flere måder en radikalt anderledes måde at opfatte verden på end de dominerende videnskabelige paradigmer, og da begrebet fænomenologi yderligere bliver brugt og forstået på flere måder, kan det skabe megen forvirring. Da en vis fænomenologisk forståelse samtidig er afgørende for at forstå grundtankerne i resten af bogen, følger her en helt kort præsentation af nogle af de hovedtanker i fænomenologien, som i min optik har betydning for at forstå virkningerne af skabende kunstterapier.