Читать книгу Skabende kunstterapi - Aarhus University Press - Страница 15

I billedkunstterapi med de sygeste psykiatriske patienter har jeg haft en tilbagevendende oplevelse af, at terapien som sådan fortonede sig – patienterne hyggede sig med deres billeder uden synlig retning i en social, kognitiv eller følelsesmæssig udvikling. Det terapeutiske fokus, som blev formuleret forud for terapien, blev ofte helt glemt.

Som terapeut følte jeg en vis frustration, som var knyttet til ideen om terapi i traditionel forstand – at man formulerer nogle problemområder inden for det mentale felt, skitserer nogle måder, hvorpå situationen kan påvirkes, og derefter går i gang med at ændre tingenes tilstand på en nogenlunde systematisk måde.

Som kunstterapeut blev denne terapiforståelse udfordret af billedprocessens egen dynamik.

Jeg forsøgte sommetider at “genindføre” terapien, hvilket faldt ud med blandet held. Det var ikke så vanskeligt med ikke-psykotiske patienter. Her har patienterne som regel en terapeutisk “dagsorden”, som de på forskellig vis inddrager i deres kunstneriske arbejde.

Med skizofrene patienter har det været vanskeligere. For de fleste var det, som om terapien i traditionel forstand løb ud i sandet til fordel for et engagement i skabelsen af værkerne. Fordi den kunstneriske proces, som kunstterapien bygger på, fordrer en umiddelbarhed og en tillid, der åbner for, at man lader sig lede af inspirationen til der, hvor den bringer os hen, syntes det ikke altid muligt at fastholde et terapeutisk fokus uden at forråde kunsten.

Det har altid været vigtigt for mig, at denne kunstneriske åbenhed bliver vægtet højt, også selvom det sommetider betyder, at terapien bliver tabt af syne. Det kan derfor undre, at netop de skizofrene patienter, som glemte alt om deres terapi undervejs, er blandt dem, der gav udtryk for det største udbytte af kunstterapien.

Problemet med at fastholde terapien har givet anledning til refleksion over forholdet mellem terapien og den kunstneriske proces, hvilket har givet mig en bedre forståelse af udfordringerne og mulighederne i skabende kunstterapi. Mine refleksioner, som jeg vil præsentere i det følgende, tager udgangspunkt i et karakteristisk aspekt af den kunstneriske proces, som jeg, inspireret af maleren Per Kirkeby (Rasmussen, 1994), har valgt at benævne “sammenbruddet”.