Читать книгу Skabende kunstterapi - Aarhus University Press - Страница 8

FÆNOMENOLOGISK FORSTÅELSE AF PSYKISKE LIDELSER

Оглавление

Fænomenologien som filosofisk tradition har haft afgørende indflydelse på europæisk psykiatri. Således er mange af de begreber, man benytter i psykiatrien til at beskrive psykopatologiske (sindssygelige) fænomener, udviklet af fænomenologisk tænkende psykiatere.9 Denne fænomenologiske tradition blev i moderne tid trængt i baggrunden til fordel for et mere positivistisk syn med vægt på især biologiske forhold og psykoanalysen med dens tanker om det ubevidste.

I 1990’erne synes der imidlertid at være opstået en fornyet interesse i fænomenologisk psykopatologi, specielt i udforskningen af skizofreni (Rulf, 2003). Dette er interessant for en fænomenologisk funderet kunstterapi, da det dermed bliver muligt at skabe en bedre forståelse af, hvordan kunstterapien kan påvirke psykiatriske sygdomsfænomener.

Grundlaget for en fænomenologisk forståelse af psykiske sygdomme er analyser af, hvordan vi normalt konstituerer os selv som individer, altså hvordan vi bliver til og forstår os selv som de mennesker, vi er, hvordan vi oplever mening, hvordan vi interagerer med hinanden osv. Disse tanker vil jeg præsentere i bogen, når det er relevant i forhold til en forståelse af det kliniske materiale.

I fænomenologisk teori om skizofreni ses kernen i sygdommen at være en forarmning af individets umiddelbare erfaring af sig selv som udgangspunkt for egne sansninger og handlinger. Parnas m.fl. taler om “primary alterations of the very basic, prepersonal, prereflective sense of self (ipseity10)”, som skaber en adskillelse mellem oplevelsen og erfaring af oplevelsen som værende min (Parnas & Handest, 2003). Dette svækker individets evne til at sammenholde forskellige perspektiver i tid og rum til et samlet billede og gør det vanskeligt for den syge at skabe meningsfulde strukturer i sine oplevelser. Wiggins m.fl. udtrykker det som et sammenbrud i selvets enhed og dermed de automatiske processer, hvormed verdensforholdet konstitueres (Wiggins et al., 1990). Egoet overvældes af forsøgene på aktivt (tankemæssigt) at konstituere sit verdensforhold og bryder til sidst sammen (Parnas & Handest, 2003, side 32).

Disse tanker om selvforholdets betydning i psykisk sygdom vil blive forklaret nærmere i kapitel 3 i forbindelse med min analyse af skabende kunstterapis virkning ved skizofreni.

Skabende kunstterapi

Подняться наверх