Читать книгу Skabende kunstterapi - Aarhus University Press - Страница 3

Det er digterens klassiske situation. Konfrontationen i timevis, måske i dagevis med det hvide papir, og med bevidstheden om, at “i begyndelsen var ordet”, men hvilket ord – dette ord, som straks vil begynde at forvandle ingenting til alt muligt.

For i begyndelsen står der ingenting på det hvide papir. Ikke et ord.

(Inger Christensen, 2000, side 52)

Ingenting bliver til noget. Det er et vilkår ikke blot i kunsten, men i hele den brogede tilværelse. Og selve det mysterium, at vi eksisterer og at verden eksisterer, reflekteres i enhver skabende proces: Der er nu noget skabt, hvor der før var ingenting.

At skabe kunst rækker derfor ud over blot at manipulere med en given virkelighed. Det er også at skabe en virkelighed at manipulere med. Eller med andre ord kaster kunsterfaringen lys på, hvordan vi skaber – ikke bare vores verden, men også mening og retning i vores liv.

Når kunst møder psykoterapi, er det derfor ikke nødvendigvis for at forstå, forklare og manipulere med psyken, men for at skabe noget nyt. Skabe ny form og skønhed fra flygtige og diffuse erfaringer af lyst og lidelse. På den måde kan kunsten etablere nye bevidsthedsstrukturer sideløbende med de konkrete værker. Her taler jeg om en bestemt type kunstterapi, som vil være hovedfokus i denne bog. En kunstterapi, der bygger på en fænomenologisk forståelse af kunsten og bevidstheden; hvad jeg har valgt at kalde skabende kunstterapi.

Vi kender alle til kunstens betydning på forskellig vis: En bestemt musik giver måske ro efter et oprivende møde, en anden stemmer sindet til fest og ballade. Nogle bliver rystet i teatrets mørke, andre oplever, at de møder det, der er vigtigt for dem, i et billede eller et digt.

Vi er med andre ord alle kunstbrugere, og kunsten er så indbygget i vores menneskeliv og i vores kultur, at mange knap skænker det en tanke. Skulle det alligevel ske, at vi overvejer, hvad kunst egentlig er, fører det til rækker af spørgsmål og mulige fortolkninger. Det gælder både kunst som kategori og det enkelte værk. Denne åbenhed i kunsten, som gør den så vanskelig at gribe begrebsligt, er også med til at gøre den til en potent medspiller i psykoterapi og andre udviklingsprocesser.

På de kommende sider vil feltet mellem kunst og psykoterapi blive belyst fra mange vinkler. Jeg ønsker at give en forståelse af, hvordan kunsten kan spille en afgørende rolle i menneskers erfaring af sig selv og deres verden, og tilsvarende hvordan udvikling af nye erfaringer kan spille sammen med det at skabe kunst. Jeg vil desuden præsentere nogle nye begreber og tanker, som kan give en mere klar forståelse af kunstterapierne, samt inspirere til, hvordan skabende kunstterapi konkret kan indgå i behandling af forskellige tilstande.

Bogen henvender sig derfor til alle, som er optaget af kunstens mulige rolle i udviklingsprocesser, og her især kommende og praktiserende kunstterapeuter. Desuden vil mennesker, der beskæftiger sig med andre former for psykoterapi og supervision, kunne hente ny inspiration i bogen.

Lone søger psykoterapi på grund af en nagende følelse af tomhed. Siden ungdommen har hun haft en oplevelse af, at det hele i grunden kan være lige meget. Trods et godt arbejde og en god familie frygter hun at falde for fristelsen til at tage sit eget liv.

Lone¹ mangler noget. Men hun aner ikke, hvad det er, hun mangler. Og hvordan kan hun finde noget, som måske ikke eksisterer – mening med et liv f.eks.? Lone har brug for noget, som hverken hun eller hendes terapeut kender. Terapeuten kan derfor ikke løse problemet eller lære Lone, hvordan hun skal overvinde det.

I stedet kan kunstterapeuten hjælpe Lone ind i en proces, hvor hun har mulighed for at skabe det, hun mangler. Ved at åbne sine sanser og begynde at skabe midt i meningsløsheden åbnes for, at noget andet kan dukke op. Hun må afprøve og lege med mulighederne, indtil noget måske falder på plads. I denne proces er terapeuten ikke klogere på Lone end Lone selv, han har ingen klare svar eller en fastlagt plan for behandlingen, men må have erfaring nok med de skabende processer til at kunne bevare åbenheden, også når papiret bliver ved at være hvidt i dagevis – jævnfør indledningscitatet.

Den skabende kunstterapi læner sig tættere op ad kunsterfaringen end ad psykologien. Lones problem bliver altså ikke opfattet som udtryk for en ubevidst konflikt, som skal afdækkes og løses, eller som en forkert tænkning, men ses snarere som et udtryk for, at den bevidsthed, hun har om sig selv og verden, har brug for et andet rum at genskabe sig i.

Hvor den analytiske kunstterapi overvejende vil se på Lones tegninger eller andre værker for at forstå hendes billede af sig selv og baggrunden for hendes meningsløshed, vil den skabende kunstterapi snarere kaste Lone ind i en skabende proces: Hjælpe hende til at komponere noget musik, koreografere en dans, forme en skulptur eller male det helt rigtige billede, dvs. et billede der “virker” for Lone, med henblik på at etablere nye bevidsthedsstrukturer.

Om værket virker, er en æstetisk afgørelse, og den skabende kunstterapi bygger på tanken om, at vores sanselige erfaringer er helt afgørende for udviklingen af vores bevidsthed. I dialogen med værket og i det forhold, der opstår mellem Lone, værket og omverdenen, åbnes nye erfaringsmuligheder.

Den skabende kunstterapi tilbyder altså et rum til at skabe på kunstens præmisser. Vel vidende at vi måske ingenting finder. Eller at vi måske finder noget helt andet end det, vi søger. Det overraskende er, at netop idet vi giver afkald på at finde noget bestemt, dukker meget ofte nye muligheder op.

Nogen vil hævde, at kunst ikke kan bruges til terapi eller andre formål uden at “Kunsten” derved tabes, og at kunstterapi derfor intet har med kunst at gøre. Kunstværket kræver en åbenhed i tilblivelsen, siges der, som lukker til, når kunsten spændes for en vogn, hvad enten denne vogn er propaganda, reklame eller psykoterapi. Andre vil mene, at kunst kun kan laves af kunstnere med helt særlige talenter og træning, og at almindelige mennesker ikke laver kunst.

Med al respekt for disse positioner vælger jeg alligevel uden tøven at kalde mange af de værker, patienterne² skaber med deres hjerteblod, for kunst. Også teknisk ubehjælpsomme billeder kan være bevægende og formidle noget betydningsfuldt eller åbne for ny erkendelse. Men forudsætningen er, at terapien ikke får lov at kvæle den kunstneriske åbenhed og æstetiske sensibilitet. Skabende kunstterapier fungerer derfor kun, når de kan udfolde sig på kunstens egne ustyrlige præmisser. Frem for kun at være en psykoterapi, som benytter kunst, er skabende kunstterapi derfor et arbejde på kunstens betingelser. Det er netop derfor, denne terapi i ordets egentlige betydning kan blive nyskabende.

Dette, at arbejde på kunstens præmisser, giver nogle bestemte vilkår for udøvelsen. Først og fremmest bliver vi som terapeuter nødt til at kaste alle forudfattede teorier og planer til side for at kunne gå ind i en skabende proces med patienterne. Og netop dette kan også være et vældigt potentiale. Kunsten tvinger os ind i et ukendt rum, hvor vi bliver nødt til nærværende at åbne alle sanser og gribe det, som kommer. Her kan ingen være eksperter. Hvad vi som kunstterapeuter skal kunne, er – midt i dette uforudsigelige rum – at bringe patienterne mest mulig tryghed og tillid. Vi skal “holde rummet”, dvs. tilbyde en klar struktur og konkrete materialer at arbejde med. Samtidig skal vi være 100 % til stede som medmennesker, som patienterne kan lege med, blive inspireret af, finde tryghed ved og spille bold op ad.

Lone oplever, at hendes sanser på en eller anden måde er sløvede – som om hendes oplevelser ikke rigtig har betydning. Terapeuten giver hende en klump ler i hånden og opfordrer hende til at forme det uden at tænke, mens de taler videre. Undervejs dukker former op, som de kikker på sammen. Det sidste, der dukker op, er en slags fugl med stort åbent næb. Det ser ud, som om den siger noget. Terapeuten spørger Lone, hvordan fuglen lyder, og hvordan den bevæger sig. Resten af timen udvikler og opfører Lone fuglens sang og dans sammen med terapeuten. Senere opstår en historie om fuglens længsel efter at kunne flyve og angsten for at forlade den snævre klippehule, som den bor i.

Fuglen eksisterede ikke, før Lone skabte den med sine hænder, og dens dans blev skabt af Lones dans med terapeuten. De opstod i Lones sanselige omgang med ler og bevægelser. Fuglen blev en del af Lones verden, som fulgte hende gennem terapien. Den kunne næppe være talt frem, så præcist og mangetydigt som den flaksede rundt i rummet. Og fuglens dans talte til de døvede sanser, satte noget i gang, som ikke var der på forhånd, og som hverken Lone eller terapeuten kunne have tænkt sig til.

Lone kommer på den måde gennem formgivningen i spil med alle sanser og sættes i gang med at lege med sit udtryk. Sproget bliver her sekundært i forhold til den sanselige eksperimenteren. I den skabende kunstterapi behøver man altså ikke eksplicit at vide, hvad patienten arbejder med. Ofte kommer den sproglige erkendelse i kølvandet på de skabende processer. Som da Lone efter en vellykket terapi kunne reflektere over, hvordan hun havde stækket fuglen i forsøg på at kontrollere en svær familiesituation. På det tidspunkt havde andre væsener hjulpet fuglen i luften.

Denne bog er blevet til på baggrund af mange års fascination af Lones fugl og en endeløs række af andre skabninger. Da jeg som ung læge introducerede den skabende kunstterapi i psykiatrien, var jeg overrasket over, hvor godt patienterne oplevede, det hjalp dem. På det tidspunkt var jeg ved at afslutte en uddannelse i Expressive Arts Therapy. Jeg søgte forklaringer på den tilsyneladende gode effekt af terapien både i litteraturen og hos mine lærere. Men jeg fandt ingen tilfredsstillende svar. Der var til min store overraskelse kun foretaget meget lidt forskning inden for området. I årene 2004-2008 gennemførte jeg derfor selv et forskningsprojekt med udgangspunkt i et ønske om at forstå, hvordan arbejde med kunst kan påvirke sygdomssymptomerne hos psykiatriske patienter (Teglbjærg, 2009).

Forskningen åbnede for dybere forståelse af, hvad det er, kunsten gør ved os. Og selvom jeg centrerede projektet omkring skabende billedkunstterapi som behandling af skizofreni, var det en forståelse, som rakte langt ud over kunstterapeutisk behandling af skizofreni. Samtidig tvang projektet mig til at skabe en slags overblik over det kunstterapeutiske landskab og finde en vis systematik i et uoverskueligt felt. Det er dette arbejde, som sammen med mine øvrige kunstterapeutiske erfaringer danner grundlag for den bog, du nu har i hånden.

Jeg ønsker med bogen at give kommende generationer af skabende kunstterapeuter en forståelse af kunstterapien, som kan være med til både at udvikle praksis og skabe grundlag for yderligere forskning. Samtidig er det mit ønske, at de indsigter, som min forskning har ført med sig, kan være inspiration for mennesker, der arbejder med kunst og æstetiske processer i andre udviklingssammenhænge. Af denne grund har det været vigtigt i arbejdet med at skrive bogen, at alle uden særlige forudsætninger skal kunne læse den.

Skabende kunstterapi er som tidligere nævnt afgørende forskellig fra analytisk orienteret kunstterapi, hvor det kunstneriske arbejde indgår i en psykologisk kontekst. Analytisk arbejdende kunstterapeuter benytter dog også ofte skabende elementer i terapien, og da denne bogs ærinde blandt andet er at forstå de skabende elementer i alle udviklingsprocesser, vil også analytisk arbejdende kunstterapeuter kunne hente ny viden og inspiration i bogen.

Der vil gennem kapitlerne blive refereret til alle de kunstneriske modaliteter (musik, poesi, teater, billede osv.), men jeg vil overvejende tage afsæt i billedkunst. Eksemplerne fra billedkunstterapi vil mange steder blive brugt til at perspektivere erfaringer fra andre typer kunstterapi og tilgrænsende områder. Dette gør jeg ud fra en opfattelse af, at de forskellige kunstneriske modaliteter har et fælles udgangspunkt, selvom de taler gennem forskellige sanser. Således synes skabende billedkunstterapi og skabende musikterapi at have mere til fælles i teori og metode end f.eks. analytisk og skabende billedkunstterapi. Det betyder, at mennesker, der arbejder med drama eller musik eller andre medier i terapi og andre udviklingsprocesser, også vil kunne have stort udbytte af læsningen.

Bogen er delt ind i ni kapitler, som belyser emnet fra forskellige vinkler. Selvom kapitlerne i nogen grad bygger på hinanden, er det også muligt at læse enkelte kapitler uafhængigt, og det er tilsvarende muligt at springe kapitler over, uden at de grundlæggende budskaber bliver tabt.

Jeg indleder i kapitel 2 med at introducere nogle grundlæggende begreber og gøre mit teoretiske grundlag klart. Jeg nævnte før, at den skabende kunstterapi bygger på fænomenologisk tænkning og tanker om kunst. Dette kapitel vil derfor give en kort introduktion til fænomenologi og til det kunstsyn, som bærer bogen. Her kommer jeg også ind på vigtige begreber i kunstterapi som form, leg og skønhedserfaringer. Som afslutning på kapitel 2 vil jeg med udgangspunkt i forskellige kunstneres tanker om deres kunstneriske aktivitet, analysere det paradoksale forhold mellem kunsten og terapien, som præger den skabende kunstterapi.

I kapitel 3 kommer jeg ind på det, som nok var de vigtigste resultater af min forskning. Nemlig hvad det egentlig er, der virker i kunstterapien, og hvordan det at skabe kunst kan reducere de psykiske symptomer hos psykiatriske patienter. Det handler blandt andet om, at kunstterapien kan øge menneskers selverfaring og dermed styrke deres relationer til omverdenen, deres identitet og deres handlekraft.

Kapitel 4 går videre med at vise nogle andre resultater af min forskning, nemlig dem som drejer sig om, hvordan kunsten helt konkret indgår i terapien. Jeg har undersøgt, på hvilke forskellige måder den kunstneriske proces sættes i gang i det kunstterapeutiske værksted, og hvordan de forskellige afsæt får betydning for det terapeutiske udbytte. Omdrejningspunktet er skabelsen af et værk, og kapitlet afsluttes med en beskrivelse af værkets betydning i skabende kunstterapi.

For at komme tættere på hvordan kunsten kan bruges, og hvad der er potentialerne i de forskellige kunstneriske discipliner, sætter kapitel 5 fokus på, hvordan dans, poesi, musik, billeder og teater kan anvendes terapeutisk. Gennem en række eksempler ønsker jeg her at kunne inspirere kunstterapeuter, kunstnere og andre til at inddrage flere kunstneriske modaliteter i deres arbejde. Netop fordi de forskellige kunstarter taler til sanserne på forskellige måder og stiller forskellige krav, åbner de en vifte af muligheder for forskelligt terapeutisk arbejde. F.eks. kan musik etablere en stærk oplevelse af fællesskab i en gruppe, mens billedprocessen er meget mere privat. Leret taler i høj grad til følesansen og mindre til narrative strukturer, og poesien er god til at skabe forbindelse til sproget, hvor dansen er mere knyttet til kroppen. Kapitlet afsluttes med et afsnit om struktureringen af kunstterapi i grupper.

“Det kunstterapeutiske landskab” er titlen på bogens kapitel 6. Der er megen usikkerhed og uenighed om, hvad kunstterapi overhovedet er. Forskellige kunstterapeuter lægger vægt på helt forskellige aspekter både teoretisk og i deres praksis. Der er altså tale om en hel vifte af forskellige terapier, som end ikke taler samme sprog. Det er derfor helt afgørende for en videre udforskning af kunstterapi, at der udvikles en mere klar kategorisering af de forskellige slags kunstterapier. Af denne grund har jeg foreslået en logisk adskillelse af de grundlæggende forskellige kunstterapier på baggrund af, hvad de forskellige kunstterapeuter lægger vægt på, og hvordan de forstår kunstterapien. Dette giver samtidig mulighed for at forstå de enkelte kunstterapeutiske retninger i forhold til hinanden og dermed for at åbne en konstruktiv dialog mellem de forskellige skoler.

I kapitel 7 sættes fokus på forskellige lidelser og tilstande, hvor kunstterapien bliver brugt med gode resultater. Her gives et kort indblik i forskningen inden for de forskellige anvendelsesområder fra kræft og demens til indsatte i fængsler. Gennemgangen af resultater fra litteratursøgninger suppleres af mine egne erfaringer af behandlingen, hvor det er relevant, og kapitlet giver samlet et godt indblik i kunstterapiens status internationalt, ligesom man kan blive overrasket over, hvor bredt det rammer.

Kunstterapi i den skabende form kan være vanskelig at skelne fra de måder, hvorpå æstetiske processer inddrages i pædagogik, erhvervsliv og forskning. Jeg har derfor fundet det naturligt at berøre disse områder sammen med en præsentation af, hvordan skabende kunstterapiers metode kan udnyttes i coaching og supervision. Disse tilgrænsende områder vil blive behandlet i kapitel 8. Bogen slutter med overvejelser om forsknings- og uddannelsesaspekter i kapitel 9, inden der afrundes og konkluderes i 10. og sidste kapitel.

Jeg har forsøgt at skrive den bog, jeg ville ønske, jeg selv havde haft, da jeg startede som grøn kunstterapeut. Foruden at give konkret inspiration til mennesker, der arbejder med alle typer af kunstterapi og med kunst i andre udviklingsprocesser og læring, er det også min ambition at kunne inspirere til mere forskning i kunstterapi og æstetiske processer. Det er især mit håb, at bogen kan bidrage til, at kunstterapeutiske tilbud vil blomstre, og at bogen vil styrke uddannelsen af kunstterapeuter – i sidste ende til gavn for de lidende.

God fornøjelse!