Читать книгу Skabende kunstterapi - Aarhus University Press - Страница 11

Det var især Løgstrup, der i sin afsøgning af kunsten og menneskelivet cirklede omkring vigtigheden af, at vi som mennesker giver os selv og vores verden form på mange planer; lige fra den måde vi går klædt og organiserer vores hverdag på til vores sprogbrug og vores arbejde og ikke mindst kunsten.

Begreber og metaforer kan i den sammenhæng ses som sproglige former, der giver vores tænkning struktur. Et begreb som “det ubevidste” er f.eks. en sådan sproglig form, som refererer til nogle erfaringer og knytter dem ind i en meningsfuld sammenhæng. Uden dette begreb var der ting, der ikke kunne tænkes på samme måde. Når et begreb giver god mening for os, siger vi, det er sandt. Og vi kommer alt for let til at se denne sandhed som noget absolut og evigt – indtil det forandres og nye former opstår.

Også vores adfærd giver vi form – som vores opførsel. Denne kræver af andre, at de forholder sig til os og dannes omvendt ud fra de andres forholden sig til vores opførsel. Det er således ved at forholde sig til andre og til verden, at vi får form og “kommer til os selv”. Løgstrup sætter på denne måde menneskets evne til at skabe form i centrum af selve det at blive til som menneske.

Løgstrup mente, at alt hvad mennesker oplever, vil artikuleres. Og kunsten er en måde, hvorpå vi kan artikulere os: “Jo tættere på det ubetvingelige, urørlige og utilgængelige erfaringerne er gjorte, desto mægtigere er digtet, maleriet og skulpturen …” (Løgstrup, 1961, side 8). Kunsten er derfor helt nødvendig for mennesker, især når vi kommer ud, hvor vi ikke kan bunde, hvad vi jo gør blandt andet i kriser og galskab. Skønheden, det æstetiske, det formede – bringer os verden nær på en måde, som det dagligdags trivielle ikke kan det. Og det, som skal formes, er det levende i livet, bl.a. lidelsen, opløftelsen og det næsten ubærlige:

Der er ting, som ikke tåler formløshed! Hvad der er mest liv i for et menneske tåler ikke banaliteten. Det ødelægges i det formløse udtryk … Det mest levende forlanger et behersket, et bundet, et indirekte udtryk.

(Løgstrup, 1956, side 29).

Kunsten bliver derfor en nødvendighed, når vi har at gøre med svære og smertefulde erfaringer.

Også symptomer og livsmønstre kan forstås som måder at give form til oplevelser på. Ud fra denne betragtning synes det indlysende, at effektiv psykoterapi må tilbyde andre muligheder for at skabe form og dermed mening i erfaringerne. Og dette gøres ingen steder mere direkte end i den kunstneriske stræben.

Poesiens, kunstens opgave er, ifølge Løgstrup, at give os verden, tingene, naturen og “den anden” tilbage. At binde udtrykket som form og derved opdage verden.