Читать книгу Entreprenorskabsundervisning - Группа авторов - Страница 29

I 2008 kunne en nu bedrageridømt forretningsmand fejre titlen som ‘Entrepreneur Of The Year’. Giverne af prisen, Ernst & Young, overvejede, om grundlaget for nominering og kåring af prisen som årets entrepreneur var tilstrækkeligt. Man opfattede dog sagen som unik! I kølvandet på den efterfølgende retssag kunne man fristes til at spørge, hvorvidt den nu bedrageridømte så alligevel ikke var en entrepreneur, der tænkte nyt, skabte muligheder og omsatte dem til værdi?

Nuvel, man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om der blev skabt værdi, og ikke mindst om den efterfølgende tilegnelse af den tvivlsomme værdi er forenelig med en traditionel samfundsopfattelse af, hvad der rent faktisk er værdifuldt. Ikke desto mindre er det et sjældent eksempel på, at entreprenørskab optræder i en samfundsskadelig og negativ sammenhæng. Vi forstod da også sølle fire dage efter kåringen, at der alligevel ikke var tale om en entrepreneur.

Bemærkelsesværdigt er det, at entreprenørskab næsten altid opfattes og italesættes som noget i sig selv positivt. Eksempelvis hedder det i en af de seneste rapporter fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, at: “It is good when people have the opportunity to realize their ideas and dreams by starting their own enterprise. Entrepreneurship also has a positive impact on the national economy” (vores fremhævning; The Danish Enterprise and Construction Authority, 2009). I den daglige debat sættes der således sjældent spørgsmålstegn ved, hvorvidt entreprenørskab og entreprenørielle evner er ‘en god ting’. Det skyldes ikke mindst, at der ofte drages ensidige koblinger mellem niveauet for entreprenørskab i Danmark og vores nuværende og fremtidige konkurrenceevne og velfærd. Det hedder sig typisk, at Danmark skal være blandt de mest innovative nationer i verden og have flest vækstiværksættere. Midlet til at nå dette mål er, at vi ikke alene skal være veluddannede, men også sørge for at uddanne entrepreneurer, entreprenørielle virksomhedsledere og foretagsomme medarbejdere, der evner at tænke nyt, se muligheder og omsætte ideer til værdi (Ministeriet for Videnskab, Teknologi & Udvikling, 2010).

Det betød ifølge ministeriet, at flere studerende skal udsættes for undervisning i entreprenørskab for ikke alene at skærpe de studerendes interesse for og lyst til entreprenørskab, men også deres evne til at blive ‘mere’ entreprenørielle, således at de bliver i stand til at skabe værdi ved at starte nye virksomheder eller ved at forbedre eksisterende kommercielle eller sociale aktiviteter. Når entreprenørskab nu engang i sig selv er noget godt, og der ikke er nogen tvivl om, hvorvidt vi skal have mere af det, er undervisning i entreprenørskab helt åbenbart en af vejene til at få mere af det gode. Man kunne endda fristes til at sige, at ministeriet tog glæderne på forskud ved på hjemmesiden at konstatere, at “ … uddannelse i entreprenørskab er med til at skabe flere nye virksomheder med vækstpotentiale og flere vækstiværksættere” (Forsknings- og Innovationsstyrelsen, 2011).

Det er nu ikke, fordi denne ‘fra tanke til faktura’-idé er ny i ministerierne. Lidt ældre rapporter, eksempelvis fra Videnskabsministeriet (VTU, 2005 a,b), ønsker ligeledes, at universitetsuddannelserne indgår i et tættere samspil med samfundet, så det, der foregår på universiteterne, i højere grad kan bidrage til samfundsudviklingen. En rapport om de humanistiske og samfundsvidenskabelige studerende lægger op til, at disse i mindre grad skal forstå sig selv og deres faglighed som noget, der adskiller sig radikalt fra verden uden for universitetets mure, men mere bør indtænke, hvordan deres faglighed kan bruges til at skabe værdi for såvel andre som dem selv.

Vi vil da heller ikke anfægte, at eksogene mål kan være vigtige ud fra en generel samfundsbetragtning. Det er uden tvivl vigtigt, at der under paraplyen ‘entreprenørskabsuddannelse’ er studerende, der trænes til at kunne udvikle vækstvirksomheder eller tilbydes kurser i intra prenørskab, så universiteterne kan levere entreprenørielle medarbejdere til landets eksisterende virksomheder, ligesom samfundsmæssige problemer sikkert kan løses bedre, hvis flere af universiteternes kandidater var uddannede i social entreprenørskab. Således kan flere former for entreprenørskabsuddannelse retmæssigt legitimeres ved udvendige læringsmål.

Vores påstand, der er udgangspunktet for denne artikel, er imidlertid, at sådanne udefra givne begrundelser for, hvorfor vi skal undervise i entreprenørskab, for det første ikke yder retfærdighed til de potentialer, der ligger i entreprenørskabsundervisning, og for det andet ikke tager de didaktiske konsekvenser af den dominerende entreprenørskabstradition, der netop ser entreprenørskab udfoldet i mødet mellem det enkelte individ og individets muligheder. Når begrundelserne i stedet hentes udefra, bliver undervisningen et middel til at opnå nogle bestemte mål – altså en logik, der følger et givet mål-middel-hierarki. Med andre ord benyttes ofte en instrumentel begrundelse for entreprenørskabsundervisningen, idet undervisningen ses som middel til opnåelse af noget andet uden for undervisningen selv. I det følgende vil vi i stedet argumentere for en mere kongenial forståelse af entreprenørskabsundervisningen. Vores påstand er, at vi skal undervise i entreprenørskab for de studerendes skyld, for undervisernes skyld og for universitetets skyld. Entreprenørskab er noget værd i sig selv og behøver ikke eksterne begrundelser. Heraf følger nødvendigvis, at de styrende mål i læringsprocessen tager afsæt i den enkelte studerendes eget udgangspunkt. Et væsentligt kendetegn er jo netop, at det er den studerende, der selv kommer til de vigtige erkendelser i mødet med sine muligheder, og at der ikke på forhånd er fastsat et mål-middel-hierarki, hvorunder den studerende kan udfolde sig. Vi vil påstå, at det netop er i denne selverkendelse, at den studerende kommer til at opfatte sig selv som entrepreneur.