Читать книгу Entreprenorskabsundervisning - Группа авторов - Страница 30

Forskning inden for entreprenørskab har de senere år set ‘den entreprenørielle mulighed’ som det, der afgrænser entreprenørskab fra andre discipliner. I særdeleshed er individets mulighedsforfølgelse søgt fastlagt som det konstituerende for entreprenørskabsdisciplinen (Shane og Venkataraman, 2000; Sarason et al., 2006). I en artikel, der senere skal vise sig at blive særdeles retningssættende, fastlægger Shane og Venkataraman (2000) således entreprenørskab som: “… the nexus of two phenomena: the presence of lucrative opportunities and the presence of enterprising individuals” (s. 218). Mødet mellem individ og mulighed anskues i denne tradition således som entreprenørskabens teoretiske hjørnesten, der samtidigt bryder med tidligere entreprenørskabsforståelser, der typisk fokuserer enten entrepreneurens egenskaber eller mulighedernes karakter (Shane, 2003; Sarason et al., 2006).

Spørgsmålet er efterfølgende, hvordan individ og mulighed mødes? Her gives der ikke entydige svar i den entreprenørielle forskning, idet svaret i høj grad handler om, hvordan vi forstår individet og muligheden: Er individet noget isoleret, eller er det en del af et praksisfællesskab – og eksisterer muligheden uafhængigt af individet, eller er muligheder noget, som individet selv skaber? (Blenker, 2005; Blenker & Thrane, 2009). Ideen om at tilføre en entreprenøriel vinkel på universitetsundervisning kræver derfor, at vi som undervisere tager stilling til vores individ-mulighedssyn, og at vi tager den pædagogiske konsekvens af denne stillingtagen.

Som vi har set, er den dominerende tanke, at det entreprenørielle, der foregår på universitetet, kan være med til at realisere nye muligheder og forny verden uden for universitetet. Så vidt, så godt, men hvordan? De herskende tankesæt om individ-mulighedsmødet ser typisk de studerendes møde med verden uden for universitetet som det centrale, enten ved at de studerende omsætter deres faglige viden til viden, der er anvendelig uden for universitetet (fx som patenter), eller ved at de studerende øver sig i at løse ‘virkelige’ problemer ved at benytte deres faglighed på eksterne problemer (fx som en slags situeret konsulentlæring).

At forestillingerne om, hvad entreprenøriel undervisning kan indbefatte, ikke er mere højtflyvende, er egentlig ikke underligt, når man ser på de gængse idealer for universitetsundervisning. Universitetsundervisningens adelsmærker er normalt, at den skal være distanceret, individuel, generaliserbar og interessefri. Det vil sige, at gængs universitetsundervisning bygger på formidling af generel, objektiv viden, som det er hver enkelt studerendes individuelle ansvar at tilegne sig. Den tilegnelse foregår bedst, når den studerende forholder sig distanceret og interessefrit til det, der skal læres. De studerende trænes i at stille sig uden for eller på afstand af det, de studerer. På den måde kan man lære om termodynamiske bevægelser i saltvand, om telebranchens konkurrencesituation eller om Svend Åge Madsens forfatterskab. For at sikre objektivering benyttes en accepteret analysemetode, fx bestemte måleinstrumenter, kvantitative tests, eller en tekstanalytisk metode. Hvordan den studerende som færdig kandidat vil bruge al denne viden, hun har lært noget om, er hendes egen sag. At undervisningen ser ud på denne måde, er der gode grunde til. Det er let at skitsere læringsmål for, hvad den studerende skal lære. Distancen og objektiveringen sikrer ædruelighed og kritisk sans i analysen, men det har omkostninger, nemlig at den studerende beskæftiger sig med noget, der er fjernt fra hende selv (Bager & Blenker, 2007, 2008).

Hvis vi imidlertid ser entreprenørskab som mødet mellem et konkret individ og dette specifikke individs muligheder, kan vi ikke på forhånd definere ydre mål for resultatet af individets møde med sine muligheder eller bestemme, i hvilken retning den entreprenørielle proces skal bringe den enkelte studerende. De studerende står således over for hvert sit unikke mulighedsfelt, som er forskelligt fra det mulighedsfelt, andre studerende står over for. Vi kan derfor ikke meningsfuldt foruddiskontere, hvilke entreprenørielle muligheder der skal komme ud af den entreprenørielle proces. Hvis vi kunne, eller rent faktisk gjorde det, ville vi på forhånd begrænse enten den studerendes handlerum eller det potentielle entreprenørielle mulighedsrum – og så ville det ikke rigtigt være entreprenørskab.

I stedet er vores påstand, at ideen om entreprenøriel undervisning bygger på, at nye muligheder kommer til verden gennem individers aktive forholden sig til sig selv, hinanden og verden. Vi lægger derfor op til, at målet med læringen skal opstå ud fra den enkelte studerendes eget udgangspunkt. Undervisningen må tage eksplicit udgangspunkt i de studerendes personlige og faglige baggrund. Men det betyder, at de ikke kan holde den traditionelle universitære afstand til stoffet, men tværtimod netop skal inddrage sig selv som subjekter i læringsprocessen. Et væsentligt kendetegn er jo, at det er den studerende, der kommer til sine egne vigtige erkendelser i sit møde med sine egne specifikke muligheder. Det er i dette møde, at den studerende bliver til entrepreneur.

God entreprenørskabsundervisning hjælper den studerende igennem denne personlige proces. Det betyder, at den netop ikke, som vanligt på universitetet, må være distanceret, individuel, generel og interessefri. Tværtimod skal den gode entreprenørskabsundervisning:

 være subjektiv, fordi entreprenørielle muligheder ikke eksisterer objektivt for alle og enhver, men altid kun subjektivt for konkrete individer på et bestemt tidspunkt

 bygge på praksisfællesskab, hvor man ved at pulje ressourcer og energier med andre i et forpligtende fællesskab kan bringe nye muligheder til verden

 være kontekstuel, fordi man kun kan få den dybe indsigt, der skal til at frembringe entreprenørielle muligheder, i en afgrænset del af verden

 have en rettethed mod verden, hvor man er optaget af grundlæggende misforhold i egen hverdagspraksis, som man med en entreprenøriel indsats kan rette op på.

Vores billede af den gode entreprenørielle proces, som er skitseret ovenfor, er en læreproces (Bager & Blenker, 2008), hvor den studerende øves i at inddrage sig selv som subjekt i læringsprocessen, bringes til at konstruere sine egne specifikke muligheder og på baggrund af denne mulighedskonstruktion efterfølgende ser sig selv i et nyt lys ud fra disse muligheder.