Читать книгу LAering og it - Helle Mathiasen - Страница 12

Kvalifikations- og kompetenceudvikling?

Оглавление

Inden for den anlagte teoretiske ramme vil den variation, som Figur 1 viser med hensyn til undervisningsorganisering, kunne betragtes som et forsøg på at tænke i gode mulighedsbetingelser for kvalifikations- og kompetenceudvikling. Der er ikke tale om en koncentration af en enkelt form for undervisningsorganisering, hvor enten kvalifikationer eller kompetencer er i fokus. De faglige kvalifikationer og kompetencer kan teoretisk udvikles i en kombination af undervisningsorganiseringer, hvor heldagsseminarer med oplæg fra lærere, studerende og gæstelærere giver rammer for informationsudveksling/-præsentation og vidensproduktion. De studerende gives mulighed for at arbejde med et fagligt tema og formidle dette til de øvrige studerende. Ved deltagelse i workshops gives der mulighed for udvikling af mere konkrete færdigheder, her i forbindelse med brugen af forskellige it-formidlingsværktøjer, og i den forbindelse at trække på informationer og viden, som de parallelt løbende moduler bringer på banen. I forbindelse med undervisning organiseret som traditionelt formidlede læreroplæg gives mulighed for at samle informationer, som kan indgå i de løbende videnskonstruktionsprocesser, og mulighed for at relatere de af læreroplæggene meddelte informationer til de øvrige aktiviteter på uddannelsen. Projektforløbet giver den studerende mulighed for fortsat videnskonstruktion, hvor de enkelte modulers faglige indhold skal samles og danne fundament for indholdet af projektopgaven.

Figur 1 viser, at der er perioder, hvor der ikke er tilrettelagt tilstedeværelsesbaseret undervisning. Disse perioder inviterer til faglig fordybelse, og de studerende bliver opfordret til at finde sammen i mindre grupper for derigennem at kunne udvikle dels faglige kvalifikationer og kompetencer, dels sociale kvalifikationer og kompetencer. I disse perioder, hvoraf projektarbejdsperioden er den længste (godt 11 uger), har de studerende mulighed for selv at organisere deres studieaktiviteter. Det betyder, at de kan vælge, i hvor høj grad de skal mødes ansigt til ansigt, og hvilken betydning de eksempelvis vil tildele netmedierede kommunikationsfora.19

I projektperioden indtager læreren rollen som vejleder, som deltager i tilstedeværelsesbaserede møder og som deltager i de aktuelle netmedierede konferencer. Derudover kommunikerer lærere og studerende i varieret omfang via mailsystemer.20

De forskellige prøveformer, der afslutter de enkelte moduler på uddannelsen, giver de studerende mulighed for at udvikle skriftlige og mundtlige kompetencer i varierende kontekster. Der er således en skriftlig prøve, en mundtlig prøve og variationer, hvor der både er et mundtligt og et skriftligt element indbygget i prøveformen, eksempelvis i forbindelse med projektmodulet, hvor de studerende afleverer projektopgave og med udgangspunkt i denne gennemfører den mundtlige prøve.

Når de studerendes skriftlige opgaver er bedømt, tilbydes de et møde med vejleder, som gennemgår opgaven, således at den studerende har mulighed for at forholde sig til, hvad bedømmerne har vurderet som godt og mindre godt samt hvorfor.

Den afsluttende eksamen, hvor projektet er i fokus, afsluttes ligeledes med censors og eksaminators feed-back til de studerende.

Ideen med den fokusering på kommunikation og feed-back er funderet i den anlagte teoretiske ramme, hvor netop kommunikation er den mulighed, der er for at kontrollere og korrigere forståelse (for såvel lærere som studerende) og dermed den mulighed, der er for revision af egen viden og fortsat videnskonstruktion – fortsat udvikling af kvalifikationer og kompetencer.

Denne gennemgang af undervisningens tilrettelæggelse og udførelse på et samlet uddannelsesforløb skal ses som et forsøg på at aktualisere nogle mulighedsbetingelser for udvikling af de i studieordningen fordrede kvalifikationer og kompetencer.21

Men hvordan oplever de studerende et uddannelsesforløb, hvor undervisningen er organiseret som vist i Figur 1?

LAering og it

Подняться наверх