Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 22

Ved Kapitulationen var der cirka 85 egentlige flygtningelejre, hovedsageligt placeret i tyske militærforlægninger, men derudover var cirka 1000 danske bygninger – skoler, højskoler, idrætshaller osv. – beslaglagt af tyskerne i de sidste måneder af krigen og belagt med flygtninge. Tyskerne havde forsøgt at få flygtningene væk fra Københavnsområdet, men pga. sammenbruddet i trafikken, som bl.a. var forårsaget af den indskrænkede Storebæltstrafik, var omkring 100.000 flygtninge stuvet sammen under forfærdelige sanitære forhold i hovedstadsområdet. Specielt Høveltelejren, hvor flygtninge der den 5. maj stadig befandt sig i Frihavnsområdet, var blevet transporteret hen, var under al kritik. Men også på andre lokaliteter var forholdene dårlige. Umiddelbart efter Kapitulationen var en række danske læger blevet udpeget som tilsynsførende for flygtningelejrene. De skulle ikke behandle flygtningene, men blot indrapportere om forholdene til Sanitetstjenesten under luftværnschefen i København. Disse indrapporteringer foreligger i stort tal og fortæller om de umenneskelige forhold flygtningene levede under. De sanitære installationer var helt utilstrækkelige, flygtningene lå på gulvene i snavset halm, børn døde i hobetal og den mad, de fik leveret fra Københavns folkekøkkener eller fra firmaet Beauvais, var ofte bevidst gjort direkte uspiselig af danskere, der havde haft adgang til den. Således er der rapporter om toiletpapir, muselig og glasskår i maden.

Noget af det første, Kjærbøl koncentrerede sig om efter sin tiltræden, var at organisere indkvarteringen i baraklejre for at få frigjort skoler, idrætshaller, højskoler o.l. bygninger, idet tyskernes beslaglæggelse af disse bygninger var en torn i øjet på den danske befolkning, inklusiv forældre til børn, der ikke kunne komme i deres sædvanlige skole. Han fik bygget nye baraklejre og udbygget de eksisterende, men de fleste steder var bygningskvaliteten ringe. En del eksisterende barakker blev flyttet til lejrene, mens et mindre antal barakker af betydelig bedre kvalitet end sædvanlig norm blev stillet til rådighed af svenskerne. Ca. 2000 svenske barakker á 55-80 m² blev leveret i slutningen af 1945 og begyndelsen af 1946. En anden type ofte set barak var de af Wehrmacht efterladte 100-mands barakker med et samlet areal på 525 m². I sådan en barak boede dog ikke 100, men over 200 flygtninge. Nogle af de dårligste indkvarteringer frembød dog de i de tyske militærlejre foreliggende hestestalde. De var uden egentlige vinduer og med cementgulv. Særlig i Oksbøllejren var en stor del af flygtningene indkvarteret i sådanne stalde. Efter klager i foråret 1946 fra de tyske læger og den tidligere nævnte danske teolog Halvdan Lange, hvor den meget store spædbarnsdødelighed påpegedes, kom der en lodret ordre fra Kjærbøl selv til lejrledelsen om ikke at anbringe spædbørn i staldene.⁵⁹ Tyskerne boede tæt i barakkerne. Mænd, kvinder og børn boede på samme stue, og belægningstætheden blev beregnet således, at hver person over 8 år skulle have 2,5 m² til sin rådighed, børn under 8 år dog kun det halve. Kvadratmeterantallet blev med tiden udvidet til 3 m² pr. person, børn under 8 år det halve. Da flygtningene fra årsskiftet 1946/47 begyndte at blive hjemsendt, fik de tilbageblevne ikke mere plads, idet der skete en omfattende forflytning af flygtninge til de store lejre og nedlæggelse af de mindre lejre. Normen var, at 20-25 personer døgnet rundt opholdt sig i samme rum. Efterhånden fik man opstillet etagesenge i lejrene, således at hver person rådede over egen seng, børn under 8 år skulle dog dele sengen med et andet barn. Standarden blev efterhånden en halmmadras til sengen og et tæppe pr. person. Der var dog mange lejre i den kolde vinter 1945/1946, hvor der ikke var et tæppe pr. person.

Opvarmningen af opholdsrummene var et særligt problem. Der var i barakkerne opsat kakkelovne, og brændslet var tørv. Der er talrige rapporter om den sparsomme mængde og ringe kvalitet af tørvene, og mange flygtninge kan fortælle om, hvor meget de frøs. Flygtningene var derfor fristet til at skaffe sig brændbart træ på mere ulovlig vis. Således var den plantage, som Oksbøl-lejren var omgivet af, ribbet for trævækst efter at flygtningene forlod stedet i 1949, ligesom en del træ fra inventar og bygninger blev brændt i ovnene. I den kolde vinter 1946/47 svigtede tilførslerne af tørv og i februar 1947 måtte man indstille opvarmningen af beboelsesbarakkerne.