Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 26

De fleste flygtninge kom fra de dele af Tyskland, som Sovjetunionen og Polen annekterede, og de ønskede ikke, at flygtningene skulle vende tilbage til deres oprindelige hjem. Flygtningene skulle derfor hjemsendes til de fire besættelseszoner i Efterkrigs-Tyskland. Besættelsesmagterne i Tyskland, som havde store problemer med at forsørge den indfødte befolkning, og som derudover måtte tage sig af de millioner af Volks- og Reichsdeutsche personer, som blev udvist hovedsageligt fra Polen, Tjekkoslovakiet og de af Sovjetunionen og Polen annekterede østområder af Tyskland, ønskede ikke at få dem tilbage før de kaotiske tilstande i Tyskland var kommet under ordnede forhold.

De danske udenrigsministre, John Christmas Møller og Gustav Rasmussen, havde helt fra 1945 forsøgt at overtale de allierede til, at flygtningene kunne komme tilbage til Tyskland. Beslutningen om tilbageførsel lå hos det allierede kontrolråd i Berlin, men den danske regering forsøgte at lægge pres på den sovjetiske, franske, engelske og amerikanske regering, for at de skulle påvirke kontrolrådet. Danskernes argumentation var, at flygtningene udgjorde en meget stor økonomisk byrde for det danske samfund. Det må siges at være en af de dårligste argumenter i efterkrigstidens Europa, hvor Danmark som et af de få lande var kommet økonomisk helskindet ud af krigen og hvor der på intet tidspunkt var fødevaremangel, som i de fleste andre lande. Derudover synes det, at regeringens officielle politik i lang tid var at undgå at forhandle om afgrænsede gruppers hjemsendelse, idet man ville have hjemsendelsen af alle 200.000 flygtninge på plads samtidigt, et projekt som besættelsesmyndighederne i Tyskland formentlig havde vanskeligt ved at overskue.⁶⁷ Derudover forsøgte man i starten ikke ved en »give and take«-forhandling eller ved at bruge argumentet om humanitær sammenføring af flygtningebørn med forældre i Tyskland, at få flygtningene hjemsendt.

Den danske chargé d’affaires i Washington, Povl Bang-Jensen, gjorde dog et spinkelt forsøg med en mere smidig forhandlingsteknik, da han udvidede sit mandat på egen hånd i april 1946 ved overrækkelse af et memorandum fra den danske regering om flygtningene. Han tillagde mundtligt »en del yderligere argumenter i tilslutning til de i memorandum’et anførte og nævnede bl.a., at den øjeblikkelige mangel på levnedsmidler i Tyskland ikke burde være af væsentlig betydning i sagen, eftersom Danmark, hvis flygtningene blev sendt væk, ville kunne frigive så meget større kvantiteter af levnedsmidler til eksport.«⁶⁸ Men initiativet blev ikke fulgt op af den danske regering, og først i efteråret 1946 inddrog de danske myndigheder fødevareleverancer til Tyskland i forhandlingerne om hjemsendelse af flygtningene, uden dog at komme med konkrete forslag.⁶⁹ Først da franskmændene i slutningen af april 1947 stillede som en absolut betingelse for at modtage flygtninge fra Danmark, at der samtidig blev sendt betydelige mængder levnedsmidler gratis til den franske zone, blev det almindelig praksis at tilbyde leverancer af levnedsmidler svarende til det kontingent af flygtninge den pågældende zone modtog.

I sommeren 1946 besøgte udenrigsminister Gustav Rasmussen Stalin, hvor han fik denne til at love at den russiske zone ville tage 100.000 flygtninge, hvis de tre andre besættelsesmagter tog et tilsvarende antal. Det ville de dog ikke, og resultatet blev endeløse forhandlinger med russerne om, hvor stor en kvote de så skulle modtage, og hvordan kvoterne i øvrigt skulle fordeles mellem de tre andre besættelseszoner.

Ved et møde om flygtningene mellem repræsentanter for den britiske Militærmission i Danmark, den britiske chargé d’affaires og den danske udenrigsminister den 25. september 1946 viste sig pludselig et nyt forhandlingsudspil. Brigadier Crowe fra den britiske Militærmission oplyste afslutningsvis, at de britiske militærmyndigheder var meget ivrige efter at opnå en ordning med hensyn til et danskt militærkontingent til Tyskland. Udenrigsministeren Gustav Rasmussen øjnede forbindelsen og gjorde opmærksom på, at det ville »være en umulighed at stille et dansk kontingent til rådighed, hvis ikke flygtningene blev fjernet her fra landet.«⁷⁰ Omsider var danskerne gået ind i en realistisk »give and take«-forhandling. Dette blev fulgt op af en note fra Gustav Rasmussen til den britiske gesandt i København fra 1. februar 1947, hvor der direkte som betingelse for at udstationere et dansk kontingent på 4.000 mand i Tyskland blev fordret, at flygtningene blev hjemsendt.⁷¹ Fra starten af 1947 var der endelig gået hul på bylden, og hjemsendelserne begyndte, men kun i mindre hold ad gangen. De sidste flygtninge forlod Danmark i februar 1949. Den endelige fordeling mellem de fire besættelseszoner blev 44.000 til britisk zone, 51.000 til fransk zone, 15.000 til amerikansk zone, 36.000 til russisk zone og 1600 til Berlin.

Fra 1946 til 1949 blev derudover 53.000 personer udsendt som såkaldt Wehrmachtsangehörige og Wehrmachtsgefolge uden om de sædvanlige kvoter, og de blev som hovedregel blot kørt til Slesvig-Holsten i den engelske zone uden om de normale danske registreringer. Den af tyskerne til blandt andet minerydning tilbageblevne hærenhed Dienstgruppe Dänemark stod for udsendelsen.⁷² Så mange flygtninge tilhørende Wehrmacht var der selvfølgelig ikke i Danmark, men papirerne fremskaffedes ved halvofficiel fremstilling af falske Wehrmachtspapirer, som enhver flygtning kunne købe sig til. De danske myndigheder kendte udmærket denne trafik, men lukkede øjnene, for hovedopgaven for dem var at få så mange flygtninge ud af Danmark så hurtigt som muligt. Englænderne kiggede også den anden vej, men i perioder med særlig stor udsendelse, standsede de disse udtransporter nogle måneder, men lod dem derefter fortsætte. Chef for Dienstgruppe Dänemark var den tyske Oberstløjtnant Günter Toepke, og han var også hovedentreprenøren ved fremstilling af falske Wehrmachtspapirer til flygtninge. Men samtidig benyttede han sig af sine mange ture over den dansk-tyske grænse og store ekspertise i fremstilling af falske papirer til illegalt at tage tyskere med til Danmark fra Tyskland, for at sende dem videre over Sverige til Argentina. Den første udrejserute for tyske krigsforbrydere var således Günter Toepkes rute fra Tyskland til Argentina over Danmark og Sverige. Den blev ved et tilfælde stoppet, da en tysk flyvemaskinekonstruktørs papirer i Kastrup Lufthavn i november 1947 blev afsløret som falske. Han var på vej til Argentina, og han havde passeret den dansk-tyske grænse i Toepkes bil. Pga. dette blev Toepke kort efter anholdt.⁷³

Som dansk ansvarlig officer for Dienstgruppe Dänemark udnævntes den tidligere Finlandsfrivillige, oberstløjtnant J.H. Skjoldager. Efter udrejse af Dienstgruppe Dänemark og arrestation af Toepke i slutningen af 1947 blev en Dr. Krohne tysk leder af udsendelsesholdet, mens Skjoldager fortsat var den egentlige danske leder ved udsendelsen.

Hos Havrehed beskrives Toepke-Skjoldagers indsats som en storslået pimpernelaktion, der sparede Danmark for 52 millioner i udgifter til flygtningeforsorgen. At de var vigtige brikker i udsmuglingen af krigsforbrydere til Argentina og til hurtig hjemsendelse af pengestærke eller efterlyste tyske flygtninge til Tyskland, samt at man må formode, at dette kriminelle foretagende var en glimrende privatøkonomisk forretning for de implicerede, synes ikke at have generet ham.⁷⁴