Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 29

I september 1940 oprettedes i Tyskland »Die Erweiterte Kinderlandverschickung«, KLV, som en direkte førerordre fra Hitler efter et oplæg fra Jugendführer des Deutschen Reiches, Baldur von Schirach.⁷⁶ KLV-organisationen er beskrevet og analyseret af historikeren Gerhard Kock i bogen »Der Führer sorgt für unsere Kinder … » Die Kinderlandverschickung im Zweiten Weltkrieg fra 1997.⁷⁷ Det egentlige formål med KLV var at vise befolkningen, at Føreren sørgede for sine børn (deraf Gerhard Kock’s titel). Men det var også en evakueringsplan for børnene fra de luftkrigstruede områder, idet civilbeskyttelsesforanstaltninger som beskyttelsesrum o.l. slet ikke var opbygget til at kunne tage imod bare en brøkdel af indbyggerne i storbyerne. For ikke at forurolige forældrene eller give indtryk af, at det tyske militær ikke kunne yde den fornødne beskyttelse, blev det præciseret fra starten, at projektet ikke måtte omtales som en evakuering, hvilket blev opretholdt under hele krigen. Af samme årsag fastholdt man fra Førerkvarteret under hele krigen, at KLV var en frivillig ordning for forældrene, selvom frivilligheden blev mere og mere illusorisk. Navnet lå, formentlig bevidst, tæt op ad det siden slutningen af 1800-tallet velfungerende og velrenommerede Kinderlandverschickung, hvor forskellige humanitære organisationer arrangerede sommerophold i landlige omgivelser for dårligstillede børn fra storbyerne. Efter nationalsocialisternes magtovertagelse var dette område blevet monopoliseret under Reichsjugendführung, men ellers ført videre i sin oprindelige udformning. Sommerophold for truede børn fortsatte parallelt med KLV helt til krigsafslutningen, men blev under krigen forlagt fra Reichsjugendführung til Nationalsozialistische Volkswohlfahrt (NSV) under betegnelsen Reichszentrale Landaufenthalt für Stadtkinder.

En helt anden karakter havde det i 1940 oprettede KLV, idet opholdet var for alle børn fra byerne, opholdets varighed teoretisk var ubegrænset og for børn i alderen 10-14 år var en kombination af skole og Hitlerjugend(HJ)-lejr med en forskydning af ansvaret for opdragelse og påvirkning af børnene fra forældre og eventuelle kirkelige institutioner til HJ. I det første oplæg til KLV fra september 1940 havde man ikke angivet nogen tidsramme for opholdet, idet man regnede med, at børnene skulle forblive under KLV til den i forholdsvis nær fremtid indsættende krigsafslutning. Senere da krigsafslutningen lod vente på sig, blev varigheden for ophold i KLV-lejre angivet til minimum 6 måneder og uden maksimumtid.⁷⁸ Som ovenfor nævnt var formålet med KLV at evakuere børn fra luftkrigstruede storbyer, og i efteråret 1940 drejede det sig udelukkende om børn fra Hamburg og Berlin. Allerede i oktober 1940 blev de første børn sendt af sted, og fra årsskiftet 1940/41 omfattede ordningen alle byer, der var truet af luftbombardement. Tilslutningen til KLV var størst i begyndelsen, men faldt hurtigt i løbet af 1941. I 1943, hvor de allieredes luftbombardement intensiveredes, lukkede mange skoler i byerne, og forældrene blev på den måde tvunget til at sende børnene væk. Mange forældre sendte børnene til slægtninge på landet, men hvis forældrene ikke havde mulighed for dette, var det eneste andet tilbud KLV. Børnene var stadig skolepligtige, så forældrene kunne kun ved at bryde denne pligt, beholde dem hjemme, hvis den lokale skole var lukket, idet det ikke var tilladt at genindskrive børn i andre nærliggende endnu fungerende skoler.⁷⁹ I nogle byer lukkede alle skoler, således i Berlin fra april 1944.⁸⁰ Alligevel opholdt sig i juni 1944 stadig 100.000 af Berlins 420.000 skoleelever i byen på grund af forældrenes modstand mod at sende dem væk, til trods for at det medførte, at børnene ikke modtog undervisning.⁸¹ På grund af den massive forældremodstand blev reglerne i nogle byer, bl.a. Hamburg og Köln, men ikke Berlin, bøjet, og der blev etableret skolegang for de tilbageblevne børn.⁸² En anden måde at tvinge forældrene til at sende børnene væk, men som dog kun synes anvendt systematisk i få byer, var den af Reichsverteidigungskommissar Meyer i Gau Westfalen-Süd foreslåede, at nægte børn, som forblev hos forældrene, rationeringsmærker til levnedsmidler.⁸³ Trods disse drastiske forholdsregler forblev en meget stor del af børnene mod myndighedernes ønske i storbyerne.⁸⁴

Til leder af KLV udnævntes Baldur von Schirach med titel af Beauftragter des Führers für die Erweiterte Kinderlandverschickung. Schirach var i 1931 blevet udnævnt til Reichsjugendführer der NSDAP og i 1933 til Jugendführer des Deutschen Reiches og fik dermed kontrol over alt ungdomsarbejde i Tyskland. I august 1940 var han dog blevet afløst som Reichsjugendführer af Arthur Axmann. Schirach var i 1940 stadig på toppen af sin karriere og var på det tidspunkt nyudnævnt som Beauftragten für die Jugenderziehung des Deutschen Reiches og Reichsstatthalter i Østrig, og han var med i kredsen, som havde tæt personlig kontakt med Hitler. Nogle få år efter blegnede hans stjerne, og fra sommeren 1943 var han ikke længere med i den personlige kreds omkring Føreren.⁸⁵ Han beholdt dog til krigsslutningen sit hverv som leder af KLV. På grund af sin medvirken ved deportationen af de 185.000 østrigske jøder blev han ved Nürnbergdomstolen i 1946 idømt 20 års fængsel. Han blev løsladt i 1966 og døde i Vesttyskland 1974 i en alder af 67 år. Schirach oprettede straks i 1940 Reichsdienststelle KLV under Reichsjugendführung der NSDAP. Som daglig leder af kontoret blev Helmuth Möckel udnævnt.⁸⁶ Da Möckel i 1943 blev indkaldt til hæren, overtoges hans stilling i Dienststelle KLV af Grüttner, og i januar 1945 blev Gerhard Dabel indsat som daglig leder.⁸⁷ I de første år var Dienststelle KLV beliggende i Berlin, men da luftbombardementerne intensiveredes omkring 1943/44, blev det meste af kontoret forlagt til Podiebrad i Tjekkiet, og kun en mindre afdeling i Berlin blev opretholdt til Kapitulationen.

KLV var fra starten tæt forbundet med HJ og partiapparatet, og alle beslutninger i Dienststelle KLV, som var den overordnede myndighed i alle spørgsmål om KLV, inklusive for områder, som i praksis blev varetaget af Nationalsozialistischer Lehrerbund (NSLB), NSV eller Reichsministerium für Wissenschaft, Erziehung und Volksbildung (RMWEV), blev formidlet gennem HJ-Gebietsführung ud til de berørte parter. Til at gennemføre beslutningerne lokalt blev der udnævnt en Gebietsbeauftragte für die Erweiterte Kinderlandverschickung, der som regel var den lokale HJ-Gebietsführer, og under ham stod Bannbeauftragte für die KLV, som var medlem af den lokale HJ-Bannstabes. Under ham igen stod Standortbeauftragte für die KLV, som kunde være en Lagerleiter – altså lærer – eller en HJ-Führer. Sidst i hierarkiet var KLV-Standortmannschaftsfürer, der havde drengelejrene i området under sig, og Standortmädelführerinnen, der havde pigelejrene. HJ’s rolle i det tyske samfund var ved lov af 1939 fastslået, hvorefter alle unge i alderen fra 10-18 år var forpligtet til »Dienst in der Hitler-jugend«.⁸⁸

Allerede fra starten af KLV-projektet gennemførtes en opdeling af de 6-14 årige i en gruppe omfattende de 6-10 årige, som skulle sendes til private plejefamilier, og i en gruppe omfattende de 10-14 årige, som skulle sendes til særlige KLV-lejre.

For de 10-14 årige børn, som skulle anbringes i særlige KLV-lejre, var HJ og andre med partiet forbundne organisationer eneansvarlig for driften af lejrene. NSLB skulle udpege en af deres medlemmer fra »afsendelsesområdet« som lejrleder, og han havde det overordnede ansvar for lejren og forestod skoleundervisningen, som ikke foregik på de lokale skoler, men udøvedes af lejrlederen i lejren. NSLB var en organisation, som næsten alle, der beskæftigede sig med undervisning af børn, var medlem af.⁸⁹ Dens opgave var »die weltanschaulich-politische Ausrichtung der Erzieher, die Mitarbeit an der Neuordnung des Schulwesens sowie die fachliche Schulung und Fortbildung der Erzieher auf der Grundlage der nat.soz. Weltanschauung«.⁹⁰ NSLB var tilknyttet Hauptamt für Erzieher, som var en del af Reichsleitung der NSDAP, og lederen af NSLB var også leder af Hauptamt für Erzieher. Fra 1935 til 1943 havde Gauleiter i Bayreuth, Fritz Wächtler, denne dobbeltstilling.⁹¹ I 1940 blev Wächtler udnævnt til tilsynsførende og ansvarlig for skoleundervisningen i KLV-lejrene.⁹² Til at udføre denne tilsynspligt lokalt havde Wächtler NSLB-Gauwaltere i optageområderne. Lærerne i lejrene var ikke underlagt den skoleforvaltning, hvorfra de selv og børnene kom, men NSLB-forvaltningen i optageområdet. Til hvert NSLB-Gau-optageområde blev der dog sendt en NSLB-inspektør fra det område børn og lærere kom fra, men han var »dem Gauwalter des NSLB des Aufnahmegaues diziplinär und fachlich unterstellt«. Til at varetage tilsynspligten lokalt udnævnte NSLB specielle KLV-Schulbeauftragter. NSLB blev i 1943 opløst, men Fritz Wächtler og de fleste af hans tidligere NSLB-tilsynsførende forblev tilknyttet KLV som KLV-Schulbeauftragter, dog nu med direkte reference til KLV Dienststelle.⁹³ Samtidig blev RMWEV’s netværk af tilsynsførende fra det ordinære skolevæsen indkoblet til at føre tilsyn med skoleundervisningen i lejrene. Gerhard Kock mener, at årsagen til, at Schirach gik med til denne tilsyneladende afgivelse af magt til ministeriet, skyldtes frygten for, at der blev oprettet en anden tilsynsmyndighed, hvor Schirachs indflydelse var mindre end overfor det svage ministerium med Reichsminister Bernhard Rust, som af Schirach opfattedes som en ren »Befehlsempfänger«. I optageområderne blev der tilknyttet en skoletilsynsførende embedsmand fra afsendelsesområdet, hvis opgave det var at løse alle mulige forskellige problemer, som f.eks. beretninger til skolemyndigheder i afsendelsesområdet, behandling af forældreklager, fordeling af lærere og undervisningsmateiel til de forskellige lejre.⁹⁴ Han havde dog ingen officielle beføjelser, og der var ingen klar opgavefordeling mellem denne tilsynsførende, Wächtlers KLV-Schulbeauftragten og KLV-Gebietsbeauftragte, som normalt var den lokale HJ-Gebietsbeauftragte i optageområdet, men vægten forskød sig stadig mod større og større indflydelse til den sidstnævnte. Fra maj 1944 overtog Schirach selv hvervet som KLV-Shulbeauftragter i stedet for Wächtler.⁹⁵

I foråret 1941 indførtes et 3-dages NSLB-kursus for lejrledere, hvor de blev undervist i praktiske ting som f.eks. regnskabsføring.⁹⁶ I 1943 da NSLB blev opløst overgik dette kursus til RMWEV. Kurset blev nu udvidet til 14 dage, og det blev afholdt i Podiebrad i Tjekkiet og fik en mere nationalsocialistisk ideologisk prægning.

I KLV-lejrene var der foruden NSLB-lejrlederen en Lagermannschaftsführer/Lagermädel-schaftsführerin, som rekrutteredes fra de ældste årgange af HJ respektivt BDM, og denne havde ansvaret for al »Dienstgestaltung« i lejren, dvs. alt hvad der foregik uden for undervisningstiden. Der var i de oprindelige cirkulærer angivet, at ved uoverensstemmelser mellem lejrleder og Lagermannschaftsführer var det lejrlederen, der havde den overordnede myndighed, men konstruktionen gav alligevel anledning til stridigheder. Gerhard Kock anfører, at i starten, hvor Lagermannschaftsführer’en hørte til de ældre årgange af HJ, i gennemsnit 17 år, og NSLB kun udnævnte partitro yngre lærere, var overtaget til Lagermannschaftsführer’ens fordel, mens senere i krigen, hvor stadig flere og yngre årgange blev indkaldt til Wehrmacht, blev Lagermannschaftsführer’ne yngre og yngre, og lærerne måtte tages fra ældre og stadig mindre partitro kredse, hvorfor styrkeforholdet forskød sig til lærernes fordel. Børnene skulle opholde sig i lejrene uden tidsbegrænsning, dog mindst 6 måneder, og forældrene kunne ikke uden tvingende grund hente børnene hjem. Forældrene måtte officielt ikke besøge børnene i lejrene, men for at propagandere for udsendelsen af børnene, blev der fra midten af 1943 oprettet specielle »Elternbezugszüge«, som finansieredes gennem NSV, men kun for forældre til børn, der havde været mere end 6 måneder i lejr.⁹⁷ Det normale var, at børnene opholdt sig i samme lejr fra 6 til 9 måneder og hjemsendtes samlet. Før hjemsendelsen blev forældrene spurgt, om de ønskede børnene hjem, og hvis dette ikke var tilfældet, blev børnene overført til en anden lejr.⁹⁸ Lagermannschaftsführer’en var tvangs-udkommanderet for 3 måneder og udtoges normalt fra de højere skolers 6. til 8. klasse. Inden udsendelse skulle han/hun gennemgå et særligt 14-dages kursus på en dertil specielt indrettet skole i Tiefensee ved Berlin. Skolen blev senere flyttet til Ordensburg’en Krössinsee, derfra til Steinau a.d. Oder og i 1943 blev den forlagt til samme sted, som lejrlederne blev uddannet, til Podiebrad i Tjekkiet.⁹⁹

Hvervning og tilmelding til KLV-lejre skete bevidst gennem skolerne og ikke gennem det lokale HJ af hensyn til forældrenes tilslutning. Tilmeldingerne blev derefter sendt videre til den KLV-Beauftragte i HJ, som sørgede for fordelingen af børnene til de enkelte lejre. Lejre for piger og drenge var skarpt adskilt. Hvis det efter tilmeldingerne kunne lade sig gøre, blev børnene sendt af sted klassevis. Søskende var derfor som hovedregel ikke i samme lejr. Det var hovedreglen for folkeskoleelever, at læreren (lejrlederen) ikke kendte børnene i forvejen, mens elever fra de højere skoler normalt blev ledsaget af en af deres egne lærere. Drenge kunne ikke have en lærerinde som lejrleder, mens piger godt kunne have en lærer som lejrleder, hvis blot der var en anden voksen kvinde med i lejren.

Børn fra 6 til 10 år blev udsendt til private plejefamilier og denne del af KLV var organiseret af NSV. NSV blev oprettet i 1931 og var en af de mest populære nationalsocialistiske masseorganisationer med 13 millioner medlemmer (1943).¹⁰⁰ NSV var ikke direkte underlagt partiet, men under Reichsleitung der NSDAP blev der i 1934 oprettet et Hauptamt für Volkswohlfahrt. Lederen af dette kontor var direkte ansvarlig over for Stellvertreter des Führers. I 1933 blev Erich Hilgenfeldt leder for NSV og i 1934 blev han også leder for Hauptamt für Volkswohlfahrt. Han beholdt begge stillinger til sin død i april 1945.¹⁰¹ NSV var fra 1933 den største Wohlfahrtsorganisation i Tyskland og forsøgte yderligere at fortrænge andre Wohlfahrtsorganisationer som de kirkelige (Ausschaltung), uden at dette dog helt lykkedes. En af dens største opgaver var også før krigen den såkaldte »Hilfswerk Mutter und Kind«, hvor mødre med småbørn blev sendt på nogle ugers rekreationsophold. NSV var finansieret såvel ved private gaver som ved offentligt tilskud. Men hjælp fra NSV blev kun givet til »ein hilfsbedürftiger, erbgesunder, deutschblütiger und würdiger Volksgenosse«.¹⁰² Hjælpen opfattedes ikke som hjælp til de svage i samfundet, men som hjælp til det tyske folkefællesskab.

Til at udføre de dem af Dienststelle KLV påbudte opgaver, oprettede NSV en særlig organisation.¹⁰³ I afsendelsesområderne varetoges opgaverne af de allerede foreliggende afdelinger, mens der i optageområderne udnævntes Gauverbindungsmänner, som igen blandt de lokale lærere udnævnte Kreisverbindungsmänner. De skulle føre tilsyn med plejefamilierne, holde tal på til- og afrejste børn og mødre og tage sig af alle klager. Ved fejl og mangler skulle de ved henvendelse til NSV sørge for at disse blev afhjulpet. I deres indberetninger er ideologiske og opdragelsesmæssige spørgsmål ikke berørt, mens derimod dagligdags foreteelser som manglende renlighed hos plejefamilier eller børn er hovedtemaet. Verbindungsmänner’ne havde intet med de egentlig KLV-lejre at gøre.

Børn anbragt i private plejefamilier blev undervist på den lokale skole, men hvis der var mange KLV-børn i et bestemt skoledistrikt, udsendtes en lærer fra afsendelsesområdet til at undervise KLV-børnene. Opholdet i plejefamilierne varede mindst ½ år, men ofte var varigheden op til flere år. Blev børnene 10 år kunne de ikke længere opholde sig hos plejefamilien, men blev overført til en KLV-lejr. Officielt kunne man tvinge familier til at tage imod et KLV-barn, men normalt meldte plejefamilierne sig frivilligt. Plejefamilierne fik gennem NSV betaling, 2 Reichsmark pr. dag pr. barn.¹⁰⁴

Der blev yderligere under KLV oprettet en Mutter-und-Kind-Verschickung (MuKV), som i starten omfattede mødre med børn under 3 år, men som fra april 1943 kom til at omfatte børn op til 6 år.¹⁰⁵ Princippet var det samme som for de to andre områder, at få mødre med småbørn væk fra de luftkrigstruede områder og ud i landlige omgivelser. Ældre søskende kunne følge moren i MuKV, betingelsen var blot, at en i søskendeflokken var under 3, senere 6 år. Normalt var mødre og børn indkvarteret hos familie, men indkvartering hos helt fremmede fandt også sted. NSV havde i begrænset omfang egne Mutter-und-Kind-Heime, men de var forbeholdt vordende mødre og mødre med spædbørn. Når kvinderne blev sendt til landlige omgivelser, kunne myndighederne disponere over deres bolig i byen, og dette blev i vid udstrækning brugt ved genhusning af udbombede.¹⁰⁶ MuKV var KLV’s mest populære indsatsområde og så efterspurgt, at der var kapacitetsproblemer, både for privat indkvartering og for pladser på hjemmene.¹⁰⁷ Selvom myndighederne flere gange truede med at tidsbegrænse opholdet og sende mødrene tilbage til byerne, var opholdet på landet tidsubegrænset så længe det mindste barn var under 3/6 år, og truslerne fik, efterhånden som større og større dele af byerne blev ødelagt, mindre og mindre gennemslagskraft.

For de 6-14 årige var bestemte afsendelses-områder af Dienststelle KLV koblet til bestemte optageområder. Afsendelsesområderne lå normalt meget langt fra optageområderne. Gerhard Kock mener, at det var en helt bevidst strategi, for at hindre indflydelse fra forældre eller kirke. Han synes dog kun at føre bevis for, at man bevidst til det katolske Salzburg sendte evangeliske børn fra Nordtyskland, for at stærkt katolske plejefamilier ikke skulle påvirke børn af samme konfession som dem selv.¹⁰⁸ Indenfor riget var optageområderne de østlige og sydlige delstater som Baden-Württemberg, Hessen, Bayern, Mecklenburg, Thüringen, Sachsen, Pommeren, Øst- og Vestpreussen, Posen og Schlesien. Men børnene blev også sendt til annekterede, besatte eller venligtsindede lande som Tjekkiet, Slovakiet, Østrig, Polen, Ungarn, Belgien, Bulgarien, Italien, Holland og Danmark.¹⁰⁹

Udgifterne til KLV blev betalt af staten gennem Reichsfinanzministerium, men alle beløb blev videreformidlet gennem Reichsschatzmeister der NSDAP til de forskellige nedennævnte organisationer.¹¹⁰ HJ finansierede indkvartering, forplejning, beklædning og forsikring. NSV overtog transportomkostninger og forplejning samt den lægeundersøgelse, som var obligatorisk før udsendelsen. NSLB stod for udgifterne til skoleundervisning og for udlæg til lærerne.

Langt den hyppigste ordning, hvorefter børn sendtes væk fra luftkrigstruede områder, var den såkaldte »Verwandtenhilfe«, hvor venner og bekendte fra landområderne påtog sig at huse et bestemt barn. KLV havde ikke noget direkte med denne organisation at gøre, idet NSV fra både afsendelsesområde og modtageområde sørgede for den praktiske planlægning og togtransporten af børnene. For at bedre på statistikken hos KLV blev børn under Verwandtenhilfe dog ofte talt med under opgørelser over KLV-udsendte børn. I 1941 vurderede man i RMWEV, at cirka halvdelen af alle uledsagede børn, der blev evakueret, sendtes gennem Verwandtenhilfe.¹¹¹ For den anden halvdel evakueredes 2/3 til plejefamilier og kun 1/3 til en KLV-lejr. Hvor mange uledsagede børn og hvor mange Mutter-und-Kind, der under de forskellige ordninger blev sendt af sted, er der ingen der har sikre tal på. Dabel, den tidligere leder i Dienststelle KLV, har i sin egen bog om emnet vurderet tallet til 5,9 millioner, alle kategorier indbefattet.¹¹² Bedst underbygget er Gerhard Kock’s vurderinger, og han mener, at 850.000 børn var i KLV-lejr, nogenlunde det samme hos private KLV-plejefamilier og 500.000 børn under 6 år var med deres mødre i MuKV, altså i alt omkring 2,3 millioner børn.¹¹³ Gerhard Kock har beregnet, at det antal børn, der i perioden 1940-45 i hele Tyskland har været i alderen 10-14 år, var 9 millioner. Kun børn fra luftkrigstruede byområder var kandidater til ophold i KLV-lejre, men selv om der over for disse børns forældre blev lagt et betydeligt pres for at sende børnene i KLV-lejre, afspejler det forholdsvis lave tal på 850.000, at mange forældre unddrog sig kravet om at sende børnene væk. Mest bemærkelsesværdigt er Gerhard Kock’s vurdering ud fra omfanget af forplejningsomkostninger, at flest børn var i KLV-lejre i 1941 og ikke som forventet i slutningen af krigen, hvor luftbombardementerne intensiveredes, og de civile tyske ofre steg drastisk.¹¹⁴ Som årsag til dette anfører Kock, at mange forældre var utilfredse med HJ’s store indflydelse i lejrene, at forældrene ikke ville frasige sig børnene i så lange tidsperioder og en indstilling hos forældrene om, at skulle det koste dem livet, skulle det ske sammen med familien.

Gerhard Kock angiver ikke noget tal for Verwandtenhilfe.