Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 30

Det har været meget diskuteret om KLV var en humanitær foranstaltning eller en del af den nationalsocialistiske opdragelsespolitik, der skulle indføre ungdommen i nationalsocialistisk tænkning og fører-ideologi. Gerhard Kock mener, at det oprindeligt for Hitler udelukkende var et tiltag for psykologisk at berolige befolkningen, idet aktionen skulle demonstrere, at man sørgede for børnene, uden samtidig at skræmme nogen ved at kalde aktionen en evakuering. Dette støttes stærkt af et brev som Martin Bormann 30.9.1940 sendte til Reichsjugendführer Axmann, Berlins stedfortrædende Gauleiter, Görlitzer og NSV’s leder Hilgenfeld.¹¹⁵ Aktionen var da også nominelt hele tiden udnævnt til at være frivillig for forældrene, selv om der i de sidste krigsår blev lagt stærkt pres på dem, idet KLV, da de allieredes luftbombardementer blev udvidet, opfattedes som en nødvendig del af luftbeskyttelsesforanstaltningerne og efterhånden, som der blev mangel på arbejdskraft, som et middel til at frigive kvinderne til arbejde i industrien. Men fordi KLV var så tæt forbundet med HJ og partiapparatet kunne Schirach og andre ledende partimedarbejdere med succes få drejet formålet væk fra det luftbeskyttelsesmæssige til det opdragelsesmæssige. Under Dienststelle KLV var der således, foruden de afdelinger, der stod for den praktiske gennemførelse af KLV som transport, sundhedstjeneste, drift, kost og indkvartering, 2 afdelinger med titel af Führung og Ausrichtung og en afdeling Reichsinspektion, som skulle være ansvarlig for »die weltanschauliche Ausrichtung der Jugendlichen«.¹¹⁶ Og Dienststelle KLV havde stærke kort på hånden, specielt i KLV-lejrene, på grund af den tætte tilknytning til partiapparatet – KLV-lejrene skulle medvirke til en »Gleichschaltung der Gesellschaft«.¹¹⁷ Undervisningsplanerne i lejrene var som al anden skoleundervisning principielt undergivet RMWEV med minister Bernhard Rust i spidsen. Men Rust var en svag minister, og der var mange konflikter mellem Rust og Schirach, hvor Schirach ofte udtalte sig bombastisk om behovet for nye dynamiske tider i skoleundervisning med en mere nationalsocialistisk grundholdning.¹¹⁸ Undervisningen i lejrene blev derfor også et stridsspørgsmål mellem Rust og Schirach, hvor Schirach stod for en reducering af den humanistiske skoleopdragelse til fordel for Hitlerjugends programsatte nationalsocialistiske ungdomsopdragelse med vægt på opdragelse gennem fællesskabet med jævnaldrende, med udvikling af tro på egne evner og den overlegne germanske race og med fysiske aktiviteter som en væsentlig bestanddel. Selve undervisningen strakte sig over 4 daglige timer, al undervisning i alle fag skulle udføres af en og samme lærer og ofte manglede elementære skolebøger. Gerhard Kock betvivler stærkt, at det faglige niveau var på højde med det, der præsteredes i børnenes hjemskoler.¹¹⁹ Uden for den deciderede skoleundervisning var HJ’s indflydelse uindskrænket, og KLV-lejrene var typiske for nationalsocialistiske lejre. Lejrlivet var ifølge Kock en væsentlig bestanddel af det nationalsocialistiske opdragelsesprincip med en fastsat opdeling af dagen i fælles aktiviteter, som skulle »eine Entindividualisierung der Teilnehmer begünstigen, also vor allen Dingen Massenveranstaltungen, Aufmärsche und Kundgebungen, bei denen der einzelne symbolisch in der Volksgemeinschaft aufgehen sollte«¹²⁰ Kock anfører derfor, at symbiosen Schule-Lager for HJ var fremtidens opdragelsesmiddel, og at lige som internatskolerne, Adolf Hitler-Schule og NPEA (Nationalpolitische Erziehungsanstalten), var tilbuddet til den nationalsocialistiske skoleelite, skulle KLV-lejrene være det nationalsocialistiske tilbud for den almindelige skoleungdom, dog ikke for hel-, halv- eller kvartjøder, syge, vådliggere, epileptikere, uopdragelige eller hjælpeskoleelever, som var forment adgang til KLV.¹²¹ I forskellige skrifter og brevvekslinger fra KLV-medarbejdere, blev der heller ikke lagt skjul på formålet med lejrene. F.eks. skrives der i 1943 i årbogen for Deutsche Zentralinstitut für Erziehung und Unterricht, at KLV med tiden havde vist sig at være en »wahrhaft sozialistische Leistung und eine revolutionäre Sculungs- und Erziehungstat …, als eine einzigartige Schulung für das Leben«.¹²² På samme linje melder Baldur von Schirach i 1942 til Goebbels, at gennem »die erstmalig längere Zusammenarbeit von Erziehern und Jugendführern [i lejrene var opnået] ausserordentlichen erzieherischen Erfolg«.¹²³ Allertydeligst blev det imidlertid skrevet af en NSLB-lærer som følger: »Voll innerer Befriedigung [kan pædagogen være] der nach Rückkehr in die Heimat von sich sagen kann: gefährdete Jugend formte ich zu einer gläubigen nationalsozialistischen Gemeinschaft«¹²⁴ Gerhard Kock mener, at netop dette, især af Reichsjugendführung, fremdragne opdragelsesformål, var en af hovedårsagerne til KLV’s manglende tilslutning blandt flertallet af forældrene, og derfor blev denne side af KLV’s virke gentagne gange undsagt af Hitler og kredsen omkring ham i Førerhovedkvarteret, uden at det dog hæmmede Schirachs forsøg på netop at tilgodese dette formål.¹²⁵ Selvom det ikke var populært i andre partiorganer f.eks. Partei-Kanzlei at fremdrage opdragelsesformålene, idet man ved befolkningens afvisning af KLV pga. dette, samtidig kom til at modarbejde det luftbeskyttelsesformål, som oprindelig var ideen med KLV, var Schirach ikke til at stoppe.¹²⁶

Jeg har ment det rigtigt at gennemgå KLV-organisationen så minutiøst, fordi en stor del af de uledsagede børn, der i 1945 havnede i Danmark, var KLV-børn, som i lange perioder af deres korte liv havde været underlagt den ideologiske grundskoling, som foregik i lejrene. KLV var disse børns organisatoriske forbindelse til det øverste styre i Tyskland og omvendt var KLV resultatet af en bevidst plan fra højtplacerede nazister til at fratage forældre og kirke opdragelsen af børnene.

Organisationen var som andre i det 3. rige præget af en sammenblanding af statsapparatet og nazistparti, men i modsætning til mange andre af rigets organisationer var der en nøje fastlagt kommando- og kontrolstruktur, der fastsatte, hvem der i tilfælde af uoverensstemmelser havde det sidste ord.

Organisationen var derudover karakteriseret af at have den samme leder, Baldur von Schirach, under hele dens eksistens, mens lederlaget lige neden under udskiftedes flere gange, hvad der formentlig yderligere har forstærket hans toplederposition. Schirach regnes for en af de mindre farlige personer i det 3. rige, men han havde faktisk en stor magt, fordi han sad så enevældigt på børne- og ungdomsorganisationerne, og der er ingen tvivl om, at han var en endog meget tro partisoldat for Hitler.