Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 32

Hvis tyskere under krigen ville indrejse til Danmark for at besøge slægt og venner, kunne de på almindelig vis gennem den danske ambassade i Berlin søge om et personligt og tidsbegrænset visum til indrejse og gennem de tyske myndigheder om udrejsetilladelse. En lettere vej var at indrejse på særlige Sammelpas, hvor transporten ind og ud af Danmark skete samlet. Opholdet var af 6 ugers varighed og kunne normalt ikke forlænges. Wohlfahrtsdienst Nordschleswig organiserede sådanne Verwandten-transporter af mødre med børn, hvoraf mindst 1 barn skulle være under 6 år, og NSDAP, Auslands-Organisation, Amt für Volkswohlfahrt i København, organiserede tilsvarende transporter for uledsagede børn i alderen 6-14 år til 6-ugers ophold hos slægtninge i Danmark.¹⁴⁹ Desuden organiserede WN under hele krigen 6 ugers rekreationsophold i Sønderjylland hos private, ubeslægtede plejefamilier for socialt belastede børn fra Tyskland. Også de indrejste efter overenskomst med Udenrigsministeriet på Sammelpas til 6 ugers ophold i Danmark.¹⁵⁰ Alene det sidste kontingent omhandlede 5000 børn årligt. I efteråret 1944 blev alle disse Verwandten-rejser og rekreationsophold hos tyske familier i Sønderjylland indstillet efter ordre fra Berlin. Det er sandsynligt, at de blev genoptaget kort efter årsskiftet 1944/45, men der mangler dokumentation. Det er dog ret sikkert, at en del af de rigstyske børn og mødre med børn, der blev interneret efter Kapitulationen, var indrejst på legal vis. Som noget helt specielt fik 500 østflygtninge med familie i Sønderjylland af det danske Justitsministerium i de sidste måneder af krigen helt legal indrejsetilladelse.¹⁵¹ Ordningen administreredes af WN.