Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 24

Som ovenfor nævnt var de danske sygehuse i almindelighed lukket for tyske flygtninge, ligesom danske læger før Kapitulationen nægtede at have noget med flygtninge at gøre, og efter Kapitulationen alene optrådte som tilsynsførende læger. For at komme efter »brodne kar« blandt lægerne, udsendte Lægeforeningen kort efter Kapitulationen et spørgeskema til samtlige læger, hvor de skulle anføre, om de havde behandlet tyske flygtninge, og om de havde fået betaling af tyskerne for behandlingen. En enkelt praktiserende læge i Sønderjylland angav et antal tyske flygtninge, han havde behandlet, og det beløb, han havde fået i honorar.⁶⁰ Det blev der en langvarig sag ud af, for kolleger ville have Lægeforeningen til at rejse en principiel sag, men foreningen indskrænkede sig til at kræve, at lægen afleverede honoraret til Fondet for dræbte Lægers efterladte, hvilket han nægtede. Først i september 1946 kom det til et forlig, hvor lægen afleverede honoraret til den ovennævnte fond. Der var en del andre læger i Sønderjylland, der havde behandlet tyske flygtninge og fået betaling for det, men de må have holdt lav profil, for der var ikke andre sager end ovennævnte.⁶¹ Efter Kapitulationen sørgede Lægeforeningen i sommeren 1945 for, at læger, der påtog sig at behandle flygtninge, fik et honorar for det, men kun få danske læger ønskede at behandle flygtningene.

Den lægelige behandling af flygtningene var overdraget de få gamle læger, der var med i flygtningestrømmen, læger fra den tyske Wehrmacht og de læger, som Tysk Røde Kors i de sidste uger af krigen havde fået herop fra Tyskland. De bedste og mest effektive tyske læger var dem fra Wehrmacht. Den 5. maj 1945 var der stadig 80.000 sårede tyske soldater i Danmark, og de var indlagt på de forholdsvis få tyske krigslazaretter, som slet ikke havde kapacitet til at behandle så mange sårede. Lazaretterne var også eneste sygehusmulighed for flygtningene, så forholdene på lazaretterne 5. maj var helt kaotiske. I august blev de sidste sårede soldater sendt tilbage til Tyskland, og lazaretterne skulle være fulgt med. De danske myndigheder overtalte dog englænderne til, at nogle af lazaretterne og nogle af de tyske læger og sygeplejersker fra Wehrmacht mod deres vilje og mod Genevekonventionens bestemmelser forblev i Danmark for at lægebehandle flygtningene. Lazaretterne med personale blev i Danmark under resten af flygtningenes ophold her. Nogle få sygdomsbehandlinger kunne dog ikke udføres af de tyske læger, komplicerede ortopædkirurgiske operationer, som udførtes af det private Ortopædisk Hospital i København og strålebehandling, som på det tidspunkt kun blev udført af de private Radiumstationer i Århus, Odense og København. Ortopædisk hospital løste selv problemet med tyske patienter, som de behandlede, men så vidt muligt undlod at indlægge, og hvis indlæggelse var absolut påkrævet holdt dem adskilt fra danske patienter. Radiumstationerne nægtede i starten at behandle flygtninge, men i efteråret 1946 blev de dog pålagt af Sundhedsstyrelsen at behandle dem, hvorefter sygehusejeren, Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse, i november 1946 udsendte følgende direktiv til de tre radiumstationer: »På given foranledning skal man henstille, at tyske flygtninge, der møder på Radiumstationen til behandling for kræft, kan modtages for så vidt disse patienter ikke virker væsentlig hæmmende for indlæggelse af akutte, danske patienter, ligesom man bør træffe sådanne foranstaltninger, at danske og tyske patienter ikke lægges på samme stue.«⁶² Derudover er der enkeltstående tilfælde, hvor en flygtning er blevet indlagt på en neurokirurgisk eller thoraxkirurgisk afdeling, men tilfældene kan tælles på én hånd.

Enkelte sygehuse fulgte dog ikke de officielle retningslinjer. Således blev tyske flygtninge både før og efter 5. maj 1945 i betydeligt tal indlagt og sufficient behandlet på Grenå sygehus. Der synes ikke på sygehuset at have været tilfælde, hvor en patient fra en af de omliggende flygtningelejre er blevet afvist.⁶³ Der er formentlig andre mindre sygehuse, hvor det samme har været tilfældet.

Stik mod dansk lovgivning blev det af Departementschefstyret vedtaget, at der hverken skulle føres sygeligheds- eller dødsstatistik for de tyske flygtninge. Det er derfor først ved min publikation i UfL i 2000, at der er blevet offentliggjort oversigter over dødsårsagerne for de mange små børn, der døde i 1945. De viser, at de fleste døde af underernæring, mave- tarminfektioner og banale børnesygdomme. Fra 1. februar 1946 blev der ført regelret statistik over sygdomme hos flygtningene. Det er mange gange blevet sagt, at dødeligheden efter 1945 var den samme blandt tyske flygtninge og blandt danskere.⁶⁴ Det er der dog ingen belæg for at sige, idet man ikke bare kan sammenligne de absolutte tal for syge og døde blandt danskere og flygtninge på dette tidspunkt. Alders- og kønsfordelingen blandt danskere og flygtninge var vidt forskellige, og den gruppe af flygtninge, der var i overtal efter 1945, nemlig yngre kvinder og halvstore børn, er en befolkningsgruppe, som normalt har en meget lav dødelighed. Det vil derfor kræve en større statistisk analyse, som aldrig er foretaget, for at kunne sammenligne dødeligheden mellem danske og tyske. En ting viser sygestatistikken dog utvetydigt, tuberkulose var en sygdom der i langt højere grad end hos danskere, hærgede hos de tyske flygtninge.