Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 27
Sammenfatning
ОглавлениеDette er en kortfattet beskrivelse af de mest basale forhold, flygtningene blev budt, og den står i modsætning til den grundfortælling, der indtil nu er fortalt om dem. 1945 var flygtningene udsat for i bedste fald en ignorerende og i værste fald en hadefuld behandling. De ressourcer, der blev stillet til deres rådighed, var helt utilstrækkelige, og dette forhold krævede mange dødsofre, især blandt små børn, også blandt børn, der var født i Danmark mange måneder efter Kapitulationen. 7000 flygtningebørn under 5 år, dvs. 1/3 af denne aldersgruppe, døde i Danmark i 1945, heraf var 3000 børn under 1 år svarende til over 80% af børn under 1 år. Først fra foråret 1946 kom der så meget styr på forholdene, at de enorme dødstal ophørte. Men vilkårene for flygtningene var stadig dårlige. De var tæt sammenstuvede under uhygiejniske forhold og spærret inde i bevogtede lejre. De ressourcer, den danske stat tildelte dem, var knappe, men i hvert fald fra foråret 1946 i stand til at holde de fleste i live. Flygtningene var uden for det danske samfund og havde ingen, der talte deres sag. Flygtningeadministrationen med Kjærbøl suverænt i spidsen havde hånds- og halsret over dem, og reagerede den ikke på de elendige forhold mange flygtninge levede under, især det første år, var der ingen appelmulighed. Stort set alle danskere fandt det helt i orden at behandle tyskere ringere end nogen anden befolkningsgruppe. Selv om det store antal dødsfald blandt spædbørn var almindeligt kendt blandt alle, der havde med flygtninge at gøre, var det noget man konsekvent benægtede overfor offentligheden. Den almene interesse for flygtningene fra flertallet af danskerne var ikke til stede, så kritiske spørgsmål til myndighederne blev kun sjældent stillet. Man ville have flygtningene væk fra skoler og offentlige bygninger, helst helt ud af landet, men kunne det ikke lade sig gøre, så i afsondrede flygtningelejre, hvor behandlingen ikke burde være alt for god. Hvordan de tyske flygtninge havde det var ikke et emne med høj prioritet hos ret mange danskere, ikke engang tyske flygtningebørn kunne aftvinge den store medlidenhed.
For langt de fleste mennesker er det at tage vare om og beskytte børn en grundfæstet holdning, som normalt omfatter alle børn, ikke bare dem, der har samme nationalitet eller religion som en selv. I resten af afhandlingen vil jeg ud fra kildematerialet prøve at belyse danske myndigheders håndtering af flygtningebørnene, men også gennemgå nogle af de forudsætninger børnene ankom med til Danmark. De var vokset op i en totalitær stat og mange af børnene havde i årevis været institutionaliseret i nationalsocialistisk regi.