Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 21

I september 1945 blev der endelig oprettet et stærkt og gennemslagskraftigt organ til at styre flygtningeforsorgen. Det bestod af en lille håndfuld personer fra Socialministeriet med tilhørende sekretariat og med Johannes Kjærbøl som leder med direkte reference til Socialministeren. Johannes Kjærbøl havde været med i Scavenius-regeringen og var derfor i Modstandsbevægelsens øjne belastet. Frihedsrådet havde således ved forhandlingerne med politikerne kort inden Kapitulationen afvist, at tidligere ministre fra Scavenius-regeringen kunne indtræde i Befrielsesregeringen. Kjærbøl var en stærk personlighed og formåede at styre alle de mange involverede danskere i flygtningeforsorgen med fast hånd. Alle principielle afgørelser og en hel del småsager gik direkte til Kjærbøl, som suverænt afgjorde alt. Han havde en udpræget politisk flair for, hvad andre politikere og hvad befolkningen ville gå med til af ydelser til flygtningene. Et af hans hovedindsatspunkter var at få flygtningene væk fra den almindelige danskers hverdag og isolere dem i store fjerntliggende barakbyer uden mulighed for kontakt med den danske befolkning. Derfor var han stærk modstander af forslaget om, at flygtningene kunne sendes på arbejde i landbruget, som landbrugsorganisationerne plæderede for pga. mangel på dansk arbejdskraft. Den forklaring han kom med for at hindre flygtningene i at tage arbejde i landbruget, var, at den danske eksport af landbrugsvarer til England ville lide skade, hvis smittefarlige personer som de tyske flygtninge blev lukket ud af lejrene. Men da svenskerne i 1948 åbnede mulighed for, at 800 tyske unge piger kunne komme ind i Sverige som husassistenter i private svenske hjem, var der pludselig ikke tale om nogen smitterisiko, og der blev uden indsigelser givet udrejsetilladelse fra flygtningelejrene til Sverige.

Kjærbøl refererede som nævnt direkte til socialministeren, men der er ikke i arkiverne dokumentation for, at han skriftligt rådførte sig med socialministeren, idet han tilsyneladende havde mandat til på egen hånd at rette henvendelse til andre ministerier som Finansministeriet, Udenrigsministeriet og Indenrigsministeriet og til at forhandle med svenske myndigheder om levering af barakker og de allierede besættelsesmyndigheder i Tyskland om hjemsendelse af flygtninge. I oktober 1946 nedsatte Rigsdagen et udvalg bestående af 17 rigsdagsmedlemmer som med mellemrum rejste rundt og besøgte flygtningelejrene.⁵⁷ Dette udvalg fungerede som et »paradeudvalg«, der aldrig blandede sig i Kjærbøls dispositioner.

Kjærbøl tog suverænt alle beslutninger og ingen hverken i regeringen eller i de betydende partier i Rigsdagen havde ønske om at omgøre dem.⁵⁸