Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 12

For at have en fælles referenceramme for sygdomme udgives forskellige diagnoselister, hvor et vist antal symptomer skal være til stede, for at man kan tale om, at en person har en bestemt sygdom. En af de mest universelt anvendte diagnoselister til klassificering af psykiske sygdomme er den af American Psychiatric Association udgivne »Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders« (DSM). Diagnoserne får så »efternavn« efter, hvilken diagnoseliste de refererer til. Således er diagnosen PTSD(DSM-III), hvis patientens symptomer opfylder kriterierne i DSM-III, som blev udgivet i 1980. I 1987 kom en revideret diagnoseliste for PTSD, hvor bl.a. børns specielle psykiske symptomer var med. Hvis diagnosen stilles efter 1987-kriterierne hedder sygdommen PTSD(DSM-III-Revised). I 1994 kom den seneste udgave DSM-IV.³⁵

I 1980 blev PTSD første gang optaget på den amerikanske diagnoseliste, men først i 1987 kom PTSD hos børn med på listen. Efter de seneste diagnosekriterier (DSM-IV) kan diagnosen PTSD stilles, hvis følgende 4 betingelser er opfyldt:³⁶

Personen skal

1 have været udsat for en voldsom traumatisk hændelse, der udløste øjeblikkelige, intense følelser af frygt, hjælpeløshed eller rædsel;

2 tilbagevendende genopleve begivenhederne eller dele heraf;

3 forsøge at undgå stimuli, der minder om begivenheden (avoidance) eller opleve en generel emotionel lammelse (numbing), og;

4 vedvarende være i psykisk alarmberedskab (arousal);

Så sent som omkring 1990 mente man, at flertallet af børn, der rammes af traumatiserende hændelser, kun kortvarigt fremviser emotionelle forstyrrelser. Men senere forskning har vist, at diagnosen PTSD er langt hyppigere end tidligere antaget. De overordnede symptomkomplekser er ens hos børn og voksne, men hos børn kan enkelte symptomer være anderledes end hos voksne, afhængig af børnenes alder og udviklingstrin.

Ifølge Montgomery kan specielt hos børn »oplevelsen af frygt, hjælpeløshed og rædsel komme til udtryk i disorganiseret og urolig adfærd. Specifikt for børnetraume er endvidere: tvangsprægede gentagne adfærdssekvenser eller monoton leg, i hvilken temaer eller aspekter af oplevelsen udtrykkes (traumatisk leg); mareridt uden identificerbart indhold; nedsat interesse i aktiviteter, barnet tidligere tog del i med glæde; traumespecifik frygt, der specielt kommer til udtryk på følsomme tidspunkter som f.eks. før indsovning, i mørke og på badeværelset; mindsket tillid til sig selv og andre mennesker; indsnævret fremtidssyn; og hos mindre børn tab af allerede opnåede udviklingsmæssige færdigheder som renlighed eller sprogbeherskelse.«³⁷

Risikoen for PTSD hos børn efter krigstraumer er større, hvis barnet gentagne gange har været udsat for traumatiske oplevelser, hvis barnet har været direkte i krigsramte områder, og hvis barnet har oplevet sig selv som værende i livsfare. Især for små børn er tab af kontakt med moderen en faktor der øger risikoen for PTSD væsentligt.

For de tyske flygtningebørn i Danmark synes alle forudsætningerne for at udvikle PTSD således at have været til stede. Der er tilsyneladende i ingen lejre ført en egentlig journal over de enkelte uledsagede børn, og den totale aflukkethed af lejrene over for omgivelserne, gør vores kendskab til, hvordan børnene agerede i dagligdagen, negligeabelt, bortset fra enkelte episoder, hvor børnene tilfældigt kom i kontakt med samfundet udenfor lejrene. Hvor mange af dem, der udviklede en psykisk lidelse, ved vi selvfølgelig ikke; men hvis vi sammenligner med nutidige undersøgelser af andre flygtningebørn, må det have været en ganske betydelig del af børnene, måske op til halvdelen.³⁸ Om små eller større børn er mest udsat for psykiske men efter traumatiserende oplevelser, er der i litteraturen ingen klare svar på, men det synes bevist, at børn helt ned til 2 års alderen kan genopleve sådanne traumatiserende hændelser og vise det i leg på en ofte tvangsmæssig måde.