Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 13

Som tidligere nævnt er en vigtig del af den aktuelle forskning i børns traumatiske oplevelser at forklare, hvorfor nogle børn udviser resiliens (modstandskraft og evne til at genopbygge personligheden efter psykiske traumer). Cyrulnik peger på 2 vigtige forhold:

1 Den «følelsesmæssige boble« barnet befinder sig i inden traumet, dvs. barnets kontakt med sine nærmeste pårørende og den grad af tryghed barnet har i relation til dem. Jo større sikkerhed barnet føler inden for boblen, jo mere resilient er barnet.

2 Omgivelsernes reaktion efter traumet.

Barnet har brug for at bearbejde traumet ved at fortælle det til andre, gengive det i tegninger, tale, leg eller skuespil. På den måde får barnet evnen til at beherske og lægge afstand til hændelsen. Men hvis omgivelserne siger »at barnets traumer ikke eksisterer, at det er dets egen skyld, eller at barnet er ødelagt, fordærvet eller aldrig bliver normalt, så bliver traumet nedbrydende, fordi enhver reparerende eller helende proces forhindres. Et traumes ødelæggende virkninger er altså lige så meget at finde i omgivelsernes holdning som i barnets egen indre fortælling.«³⁹ Hvis traumet ikke bliver bearbejdet af barnet, må det finde andre tilpasningsstrategier. Det bliver apatisk for at undgå at tænke på de traumatiserende oplevelser, og fordi omgivelserne har fået barnet til at tie, har barnet ikke lært at styre sine følelser, at menneskeliggøre dem og dele dem med andre. Derfor beherskes barnet af en ukontrollabel affekt, skifter mellem apati og vredeseksplosioner, unormal venlighed eller pludselig aggressivitet.

Cyrulnik har forsøgt at opstille de forudsætningerne der skal være til stede for at barnet opbygger varig resiliens. Hans vigtigste »resiliensstøttepinde« er:

1 Et sted, der kan modtage barnet, og som er indstillet på at lytte til barnet.

2 Familie eller institutioner, der kan hjælpe barnet med at danne sig en forestilling om traumet.

3 Et samfund der vil hjælpe disse børn med at socialisere sig.

For børn under 2 år, som ikke er i stand til at formidle deres traumatiske oplevelser, men hvor barnets livsbetingelser gentagne gange ødelægges af socialt sammenbrud, findes et særligt sygdomsbillede: Anaklitisk depression. Sygdommen starter med tristhed, irritabilitet og klynken, senere udvikles apati og samtidig skrigen ved kontaktforsøg og barnets udvikling hæmmes. Der er en ganske betydelig overdødelighed blandt spædbørn med denne form for depression.⁴⁰

En interessant observation som Cyrulnik gør opmærksom på, er, at psykiske traumer er større efter krigstraumer, hvor selve krigen opfattes negativt af det samfund, som den krigsskadede vender tilbage til, som det f.eks. skete for Vietnam-veteranerne i USA. Han mener denne observation også kan udstrækkes til børns traumer: »Når en krig ødelægger et samfund og udslukker tilknytningsfigurerne, når de institutioner, der træder i stedet, ikke mener, at det er umagen værd at tage sig af værdiløse børn, så er der ikke store chancer for at de udvikler resiliens. Men det sker, at en krig forstærker den følelsesmæssige boble, hvis det er klart, hvem den ydre fjende er, hvis samfundets opfattelse får forældrene til at brillere i en helterolle, eller når de, der befinder sig rundt om barnet, giver det plads og lader det komme til orde.« I Danmark i 1945 var der ingen plads for at støtte resiliensfaktorerne for tyske flygtningebørn, og selv i dagens Danmark er det nok stadig muligt, at finde den overbevisning, at det ikke var umagen værd at støtte disse børn psykisk, de var stemplet som det nazistiske Tysklands børn.