Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 15

Hvordan de tyske læger og andre voksne i lejrene tacklede psykiske problemer hos børn ved vi som ovenfor nævnt ikke meget om. Det var kun, hvis problemerne nåede uden for lejrene, at der kan findes spor i de danske arkiver. På et enkelt felt afslører arkiverne dog, at der kunne være noget galt psykisk med børnene. En meget stor del af børnene led nemlig af enuresis nocturna (ufrivillig vandladning om natten), uden at det dog har været muligt at finde eksakte tal.⁴² En enkelt sag, som omhandlede børn med enuresis nocturna, nåede uden for de lukkede lejre og blev behandlet af danske myndigheder. Enuresis nocturna kan skyldes mange andre ting end PTSD, men blandt børnene indlagt under denne diagnose, har der sandsynligvis været en del, der havde fået dette symptom som led i deres PTSD.

På Nyelandsvejens flygtningelazaret blev der oprettet en speciel afdeling for drenge, der led af enuresis. Læge på afdelingen var en 43-årig tysk neurolog, dr. Hans R., som foruden øverste neurologiske overlæge i København også fungerede som ledende psykiater.⁴³ Han nød stor anseelse hos de danske læger i Sanitetsafdelingen under Statens civile Luftværn, så da der i sommeren 1946 begyndte at indløbe klager over ham, bagatelliserede og negligerede man klagerne. Sagen startede med, at nogle halvstore drenge fra Kløvermarkslejren, efter at de var udskrevet fra Nyelandsvejs lazaret, klagede over, at de var blevet mishandlet med slag af spanskrør af Hans R. Lejrretten i Kløvermarkslejren indledte en sag i august 1946 med afhøring af drengene, men måtte konkludere, at sagen var lejrretten uvedkommende. Afvisningen skyldtes formentlig, at Hans R. ikke havde tilknytning til Kløvermarkslejren. Lægerne i Kløvermarkslejren forsøgte ved et lægemøde at behandle sagen, men der kom ikke noget ud af det, bortset fra at den ledende tyske læge i Kløvermarken udtalte, at det var R.’s pligt at sørge for patienternes sundhedstilstand og helbredelse, men opdragelsen af de mindreårige patienter afgjort ikke hørte med til Hans R.’s pligter. Forhørsprotokollen fra lejrretten blev af den danske lejrledelse i Kløvermarkslejren oversendt til politiafdelingen under Flygtningeadministrationen, som videresendte den til politimesteren på Frederiksberg. Han udvirkede en omfattende undersøgelse med afhøringer af Hans R., det danske vagtmandskab, den danske tilsynsførende læge og andre implicerede i september og oktober 1946. Alle vidnesbyrd også Hans R.’s eget kunne fortælle om prygl med spanskrør. Hvor mange slag ad gangen, der var tildelt, var der derimod uenighed om. De udsatte drenge angav at Hans R. fuldstændigt mistede besindelsen under afstraffelsen og kunne tildele op til 50 slag. Hans R. mente ikke, at det drejede sig om så stort et antal slag.

En af CB-vagterne havde tidligere set drengenes mishandlede bagdele og havde henvendt sig til den danske tilsynsførende læge, JN, om mishandlingen, uden at dette dog havde foranlediget den danske læge til at gribe ind. Ved politiets afhøring fortalte den samme danske tilsynsførende læge, at størstedelen af de i nerveafdelingen indlagte drenge var psykopater eller åndeligt defekte børn, der savnede enhver form for opdragelse. Han mente derudover, at det alene var Hans R.’s hidsige temperament, der var grunden til hans optræden. Af afhøringerne fremgik endvidere, at Hans R. havde foranstaltet en særlig leg, som drengene skulle deltage i. Den bestod i, at en dreng blev anbragt med hoved og bryst på Hans R.’s skød og lår, hvorefter en af de andre drenge skulle tildele ofret et slag med spanskrøret. Hvis ofret kunne gætte, hvem der havde slået, var han det nye offer. Også Hans R. havde en enkelt gang selv spillet offer. I februar 1947 var politimesteren færdig med sagen og sendte rapporten til Sanitetsafdelingen under Statens civile Luftværn, idet han spurgte, om de skønnede, at der var grundlag for en tiltale mod R. for vold, og om de mente, at Hans R. skulle fortsætte som ledende læge. Det forbløffende svar efter 1½ måneds betænkningstid fra Sanitetsafdelingen var, at »Statens civile Luftværn ikke efter det oplyste skønner, at der er grund for at tiltale den pågældende for vold, samt at man herefter agter at lade dr. Hans R. fortsætte som overlæge, idet han fortsat arbejder under kontrol af den danske tilsynsførende læge, overlæge dr. med. JN«. Dette svar faldt politimesteren så meget for brystet, at han sendte et brev direkte til Johannes Kjærbøl. Heri anførte han, at der formentlig af bevismæssige grunde ikke kunne rejses straffesag mod Hans R., men »at det om hans forhold oplyste – gennempryglinger med spanskrør på den mindste foranledning – uanset de pågældende børns mulige åndelige defekter og sikkert store uopdragenhed – dog formentlig er af en sådan karakter, at han ikke fortsat bør forblive i en stilling, der rummer adgang til fortsat mishandling af lignende art«. Kjærbøl som ofte var på kollisionskurs med Sanitetsafdelingen, så en mulighed for at slå igen over for dennes læger. Kjærbøl var uden tvivl modstander af en sådan vold over for børn, men i andre tilfælde, hvor der øvedes lignende vold mod flygtningebørn, greb Kjærbøl ikke ind. Forskellen i denne sag kunne være, at en højt placeret embedsmand uden for Flygtningeadministrationens magtsfære, nemlig politimesteren på Frederiksberg, pressede på for at få forholdet stoppet. Risikoen for en »offentlig sag« var derfor indlysende. I den videre håndtering af sagen i dette tilfælde demonstrerede Kjærbøl sine taktiske evner. Han henvendte sig til overlæge Juel Henningsen i Sundhedsstyrelsen for at høre hans mening, selvom hverken Juel Henningsen eller for den sags skyld Sundhedsstyrelsen kunne siges at have nogen overordnet kompetence i en sådan sag.⁴⁴ Men Juel Henningsen var højt respekteret af lægerne i Sanitetsafdelingen under Statens civile Luftværn, og alene det, at han var overlæge i Sundhedsstyrelsen, gav ham pondus over for sine kolleger i Sanitetsafdelingen. Den korte brevveksling mellem Kjærbøl og Juel Henningsen lader formode, at der havde været mundtlig kontakt mellem parterne, inden Kjærbøl sendte den officielle henvendelse til Juel Henningsen, så Kjærbøl kendte svaret inden det skriftlige spørgsmål blev stillet. Juel Henningsens svar kom hurtigt og var kort og klart: »… jeg finder den behandling, som dr. R. har underkastet de omhandlede drenge, som liggende udenfor, hvad der anstår sig for en læge. Uanset dr. R.’s motiver til de foretagne handlinger ville jeg finde det påkrævet, at man i fremtiden fandt udvej til at anvende dr. R.’s arbejdskraft på et område, hvor han ikke nødvendigvis havde med børn at gøre.« Kjærbøls ordre til Sanitetsafdelingen var derefter, at Hans R. skulle forflyttes til tjeneste på en afdeling, hvor der ikke var børn indlagt. Denne beslutning meddeltes så politimesteren ved et brev signeret af næstkommanderende i Flygtningeadministrationen, Johannes Bløcher. Inden afsendelsen fik Christian Toftemark, chefen for Sanitetsafdelingen, adgang til at se brevet og kommentere det. I det oprindelige brev havde Bløcher anvendt Juel Henningsens formulering »… at Flygtningeadministrationen finder den behandling, som dr. R. har underkastet de pågældende flygtningedrenge, som liggende uden for, hvad der anstår sig for en læge«. Den eneste rettelse, Toftemark ønskede, var, at i ovennævnte sætning sidste bisætning blev rettet til »hvad der ville anstå sig for en dansk læge«. Brevet blev rettet svarende til dette, selv om det var de danske læger under flygtningeforsorgen, som havde skønnet, at det ikke var nødvendigt at gribe ind.⁴⁵ Sanitetsafdelingen forhastede sig ikke i udførelsen af ordren, for først i august 1947 blev Hans R. forflyttet til Aarhus til en afdeling, der ikke modtog børn. Her var han til december 1947, hvor han blev frigivet fra sanitetstjeneste for at rejse til Argentina.⁴⁶ Rejsen blev imidlertid ikke til noget og i april 1948 var han tilbage i København, nu ansat på Kløvermarkslejrens lazaret. I juli 1948 blev han overflyttet til flygtningelazarettet i Aalborg som neurolog og psykiater, tilsyneladende uden nogle klausuler om børn. Han udrejste fra Danmark som en af de sidste tyske læger i februar 1949.