Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 6

Lige siden 2. Verdenskrig sluttede har danskerne med ildhu kastet sig over beretninger om og analyser over, hvad der skete under og efter krigen i Danmark, mens offentlighedens interesse har været betydelig mindre for, hvad der skete uden for Danmarks grænser. De to grupper af personer, der har domineret scenen i den forbindelse, er dels personer, som selv mener, at de har bidraget i væsentlig grad til kampen mod besættelsesmagten, dels de mere videnskabeligt arbejdende historikere, og de to grupper har ofte været på en ufrugtbar kollisionskurs, hvor forståelseskløften har været nærmest uovervindelig. Dertil kommer, at der også inden for historikernes rækker har været splid om både analysen af tiden og om hvilke emner, der var relevante. Forklaringer og analyser af denne splittelse er blevet endnu et lag, der er lagt uden på historien om besættelsestiden.

En af de seneste oversigter om striden mellem historikerne er Hans Kirchhoffs artikel i Historisk Tidsskrift fra 2004.¹ Kirchhoff arbejder med 1., 2., 3. og 4. generations historikere. For Kirchhoff er de to hovedtemaer kampen for nationens eksistens og den interne kamp om den politiske magt. 1. generation er kredsen om Jørgen Hæstrup, som repræsentant for konsensusopfattelsen: »Han fremholdt folkets fundamentale enighed frem for splittelsen – også i forholdet mellem modstandsbevægelsen og politikerne.« 2. generations historikerne er fra kredsen omkring Udgiverselskabet for Danmarks Nyeste Historie (DNH), hvor Kirchhoff selv tilhører en af dens markanteste skikkelser. DNH blev i 1960’erne tildelt betydelige offentlige bevillinger, fordi politikerne havde »politiske interesser i at få sat et forstående og sympatisk fokus på samarbejdslinjen.« Det fik de dog ikke ubetinget, men derimod »en række bøger, der afdæmoniserede samarbejdspolitikken og dokumenterede, at denne var båret af danske statsinteresser.« Kirchhoffs egen disputats om Augustoprøret viste dog på overbevisende måde, at bruddet med besættelsesmagten ikke var ønsket af politikerne, men fremprovokeret af en folkelig opposition, som blev understøttet af kommunisterne. Dermed introducerede Kirchhoff sammen med andre 2. generationshistorikere »konfliktparadigmet«, som fokuserer på modsætningen mellem modstand og samarbejde. Men for os andre synes 2. generations historikerne også at være karakteriseret ved, at de beskæftigede sig med statens politik og dem, der stod på den »rigtige« side i kampen, mens de ikke formåede eller interesserede sig for at give et mere nuanceret og forklarende billede af dem, der havde stået på den »forkerte« side. Derved kom denne gruppe hos offentligheden til at blive fastfrosset i besættelsestidens stereotype billede af dem, hvor de var dæmoniserede som en flok kriminelle afvigere uden mange almenmenneskelige træk. Kirchhoffs 3. og 4. generationshistorikere udgøres af den gruppe der i 1990’erne tog de marginaliserede gruppers historie op, og hvor den første, som slog sit navn fast i offentligheden, var Anette Warring med ph.d.-afhandlingen fra 1994 »Tyskerpiger i krig og kærlighed«.² Siden fulgte andre værker om SS-frivillige, stikkerlikvideringer, Gestapo, NSU og mange flere. Jeg er selv pga. mine arbejder om de tyske flygtninge siden 1999 også blevet kategoriseret i denne gruppe. Hos Kirchhoff, som var en af den nye bølges mest velformulerede modstandere, er tonen med tiden blevet en anelse mildere. I oversigtsartiklen anfører han dog om den seneste tids forskning om »taberne«: »Og vi syntes nok, at det nye projekt efterhånden kom til at fylde vel meget i det samlede billede af besættelsesårenes historie. Måske følte vi også en vis proportionsforvrængning – og et ubehag ved den moralske forargelse, der ofte slår igennem i fremstillingerne.«

Jeg tror ikke der er tvivl om, at Kirchhoff mener at historien om de tyske flygtninge hører til i ovennævnte gruppe. At jeg ikke er enig i hans synspunkt, kan ikke undre. Proportionsforvrængning og moralsk forargelse har til alle tider været en del af historieskrivningen, også den der omhandler Besættelsestiden. Proportionsforvrængningen i historien om de tyske flygtninge, ligger efter min mening i, at man har udeladt/glemt/bagatelliseret den begivenhed, der suverænt kostede flest menneskeliv i Danmark, i den officielle historieskrivning om Besættelsestiden, og det moralsk forargelige er, at man har fastholdt og gentaget i det uendelige, hvor godt vi behandlede flygtningene uden at have foretaget en kritisk historisk analyse af, om det virkelig forholdt sig sådan.

Bortset fra visse af 2. generationshistorikerne og nogle af de tidligere modstandsfolk er den nyeste historie om flygtningene dog blevet accepteret bredt, både af historikere og af offentligheden, og årsagen er nok, at der trods alt er gået over et halvt århundrede siden krigens slutning, og det fjendebillede og den dæmonisering af alt tysk, som var markant lige efter krigen, hos de yngre generationer er forsvundet, og den tabuisering der har været mod at give »fjenden« et menneskeligt ansigt, efterhånden er ved at dø ud.