Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 11

I 1945 da Danmark stod over for at skulle klare forsørgelsen af 100.000 flygtningebørn under 18 år, hvoraf en del var uledsagede, var der ingen fagkundskab, der kunne fortælle myndighederne, hvordan man forholdt sig til og behandlede de psykiske problemer, sådanne børn var i stor risiko for at få. Det var godt nok børns oplevelser af traumatiserende begivenheder under anden Verdenskrig, som første gang henledte psykologers opmærksomhed på de psykiske skader børn udviser efter at have været udsat for krigshandlinger og terror, men det var først 30-40 år senere, at en egentlig videnskabelig forskning af langtidsvirkningerne af traumatiske oplevelser blev et agenda i psykologisk forskning, og først i slutningen af 1980’erne, at børns helt specielle vulnerabilitet i forbindelse med traumatiske oplevelser blev taget op.

»Undersøgelser af flygtningebørn tyder på, at psykiske symptomer forekommer med stor hyppighed, og at de mest udbredte diagnostiske kategorier synes at være PTSD [Post Traumatic Stress Disorder], angst og depression. Symptomerne forsvinder tilsyneladende ikke af sig selv, når familierne kommer i sikkerhed i et asylland; tværtimod tyder flere undersøgelser på, at der opstår flere psykiske symptomer over tid. Desuden synes PTSD at efterlade personen sårbar over for senere traumatiske oplevelser.«³³ Ordene er Edith Montgomerys, den psykolog som har skrevet mest og formentlig også ved mest om flygtningebørn i Danmark i dag.

I moderne psykologi kaldes den hyppigste psykiske lidelse, som personer får efter at have været udsat for voldsomme traumatiske begivenheder, Post Traumatic Stress Disorder (PTSD). Det var psykiatere/psykologer i USA, der i 1970’erne havde brug for en diagnose til de psykisk skadede Vietnamveteraner, og som derfor satte forskningen om traumatiske begivenheders indvirkning på psyken på skinner. Af samme grund gjaldt hovedindsatsen i starten voksne patienter. Først i slutningen af 1980’erne blev man opmærksom på børns særlige vulnerabilitet ved psykisk traumatiserende begivenheder, fordi skaden rammer på et tidspunkt, hvor psyken er i en udviklingsfase. En egentlig forskning af PTSD hos børn startede først i 1990’erne. Den gjaldt også flygtningebørn, men viden om de psykiske skader uledsagede flygtningebørn har, er stadig meget mangelfuld, selv om alle er enige om, at disse børn udgør en endnu mere udsat gruppe end flygtningebørn, der er ledsaget af en voksen pårørende. Den næsthyppigste psykiske lidelse hos flygtningebørn er depression, som især er udtalt i tiden kort efter de traumatiske oplevelser, idet den har en større tendens end PTSD til at forsvinde med tiden.

Særligt uledsagede børn rammes af de psykiske problemer, der opstår, når børn ikke har en voksen person, det føler tilknytning til eller som drager omsorg for barnet og som kommer barnet til hjælp, når det har behov for det. Børn uden sådan voksentilknytning er især beskrevet af den engelske psykiater John Bowlby, uden at det dog hos Bowlby drejer sig specifikt om flygtningebørn.³⁴ Men hans generelle regler for, hvilke symptomer sådanne børn udvikler, gælder sandsynligvis også for flygtningebørn. Det mest karakteristiske for disse børn er iflg. Bowlby, at de reagerer med angst i situationer, der ikke udløser angst hos trygt tilknyttede børn, og at de ofte vil være præget af kronisk vagtsomhed og vil være sårbare overfor senere udvikling af egentlige angstsymptomer.

Af den seneste litteratur på området skal nævnes den franske psykiater Boris Cyrulniks bog »De Grimme Ællinger«, hvor forfatteren på overbevisende måde analyserer, hvorfor ikke alle børn får varige psykiske skader efter voldsomme traumatiserende begivenheder. Cyrulnik retter opmærksomheden væk fra den traumatiserende oplevelse og peger i stedet på begrebet resiliens – modstandskraft og evne til at genopbygge personligheden efter psykiske traumer – som er meget forskellig fra kultur til kultur og fra barn til barn.