Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 19

Som ovenfor nævnt var den mest kaotiske tid for flygtningene umiddelbart efter Kapitulationen. Dog ser det ud til, at den tyske organisation i Sønderjylland, i mindre udstrækning i resten af Jylland, var i funktion sommeren over. På Sjælland og specielt i København brød tyskernes ledelse derimod hurtigere sammen, og den eneste organisation, der her fortsatte efter 5. maj, var Tysk Røde Kors. Modstandsbevægelsen havde straks ved Kapitulationen overtaget bevogtningen af flygtningene, og de havde lagt en jernring uden om hver lejr med bevæbnede vagter, der havde ordre til at skyde flygtninge, der forsøgte at komme uden for afspærringen. Modstandsbevægelsen udnævnte desuden på eget initiativ en dansk lejrleder for hver lejr. Disse lejrledere var som regel meget unge og uerfarne og ikke altid besjælet af vilje til at hjælpe flygtningene. Tysk Røde Kors forsøgte at styre lejrene ved at indsætte pålidelige tyske lejrledere, sørge for sanitetstjeneste, rapportere til de danske myndigheder om katastrofale forhold i lejrene og registrere flygtningene, men deres arbejde bragte dem ofte i konflikt med Modstandsbevægelsen, som mente, de skulle styre lejrene. Der var dog ingen tvivl, hverken hos danskere eller tyskere, at den tyske lejrleder var undergivet den danske lejrleder og skulle parere dennes ordre uden indsigelser. Den 8. maj 1945 blev Statens civile Luftværn (ScL) udnævnt til at stå for de praktiske opgaver med flygtningenes forplejning. De overordnede regler for flygtningene blev udstukket af Socialministeriet, og Indenrigsministeriet stod for indkvarteringen. Det var mange sidestillede organisationer uden nogen overordnet ledelse.

I juni 1945 foretog Modstandsbevægelsen en selvbestaltet razzia mod Tysk Røde Kors kontorer, arresterede lederne og raserede ellers kontorerne. Englænderne fik dr. Best’s livlæge, Hans Klein, til at fortsætte arbejdet, og med hjælp af nogle danskere, der blev indsat som ledere, fortsatte Tysk Røde Kors sit arbejde, dog nu under navnet Kontoret for Tyske Flygtninge. Men yderligere konflikter var uundgåelige. De tyske kommunistiske emigranter, som mente deres tid til at bestemme over deres landsmænd var kommet, fik af Modstandsbevægelsen adgang til lejrene, ligesom den danske kommunistiske presse, som på det tidspunkt stod stærkt, indledte en hetz mod Kontoret for Tyske Flygtninge. De tyske emigranter, som i 1945 søgte at få magten i flygtningelejrene, var domineret af en lille hård kerne kommunister, som omkring årsskiftet 1945/1946 illegalt udrejste til den russiske zone af Tyskland, hvor nogle senere opnåede høje poster i Østtyskland.⁵¹ I slutningen af august 1945 arresterede Modstandsbevægelsen Hans Klein, men den danske dommer, der skulle varetægtsfængsle ham, lod ham straks gå igen. Men nu havde Hans Klein fået nok og ville ikke længere være leder for kontoret. Han blev få dage senere igen arresteret og overbragt til englænderne, som heller ikke kunne finde noget belastende på ham, og de udsendte ham til Tyskland.

Lovløsheden i sommeren 1945 viste sig også ved de utallige razziaer, som frihedskæmpere og engelske soldater foretog i lejrene, hvor de berøvede flygtningene penge og andet af værdi. Razziaerne havde et skær af legalitet, fordi det var blevet bestemt, at ingen tysk flygtning måtte besidde mere end 10 RM og ingen danske penge, idet alle beløb skulle indsættes på en konto i Nationalbanken. Der var derfor legale razziaer, hvor politiet deltog sammen med modstandsbevægelsen, og ved disse fik flygtningene en kvittering for det, de havde afleveret. Ved de mere selvbestaltede razziaer udstedtes ingen kvitteringer, men i nogle lejre skrev den tyske lejrleder en liste over, hvad der var blevet frataget flygtningene.⁵²

De danske myndigheder var ikke stolte ved disse razziaer og klagede flere gange til den engelske militærmission i København, dog uden større effekt, selv der hvor de kunne henvise til navngivne engelske soldater, som havde deltaget.

I de første år efter krigen var det uafklaret, om de konfiskerede pengebeløb skulle inddrages under loven om konfiskation af tysk og japansk ejendom. Men i 1947 blev det besluttet, at flygtningene ved udrejsen skulle have deres pengemidler tilbage. Alle flygtninge, der kunne fremvise en kvittering og flygtninge fra lejre, hvor den tyske lejrleder, havde skrevet en liste over konfiskerede penge, fik pengene udbetalt ved udrejsen, helt uafhængigt af om beløbet oprindelig var indbetalt til Nationalbanken eller de var røget i frihedskæmpernes eller de engelske soldaters private lommer. Et problem var dog, at de flygtninge som blev udset til at vende tilbage til Østtyskland efter aftale med de østtyske myndigheder kun fik lov at medtage få hundrede RM.