Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 10

Op til 2. Verdenskrigs udbrud var den almindelige opfattelse, også hos professionelle børnepsykologer og hos myndigheder, at børn, der var udsat for krigshandlinger, skulle evakueres fra de krigshærgede områder og bringes i sikkerhed. Således blev baskiske børn i 1938 fordelt over hele Europa, inkl. Sovjetunionen, da den spanske borgerkrig ramte deres hjemland, engelske børn blev i 1940 evakueret fra bombetruede områder i byerne og bragt til mere fredelige omgivelser på landet, tyske børn blev evakueret fra de udbombede industribyer i Nord- og Midttyskland til de mindre krigshærgede områder i Øst- og Sydtyskland eller til besatte lande som Danmark, alt under den såkaldte Kinderlandverschickung (KLV), og de finske børn, som var truet af den finsk-russiske konflikt, blev bragt i sikkerhed i de andre nordiske lande, specielt Sverige. Et kapitel for sig er de jødiske børn, som blev bragt ud af Tyskland og Østrig kort før krigsudbruddet, og på den måde reddede livet. Ingen kan i dag betvivle, at deres overlevelse skyldtes denne »evakuering«, selvom ingen ansvarlige i 30’erne uden for det tyske riges jurisdiktion kunne forestille sig den masseudryddelse på jøder, der blev iværksat under krigen, og det derfor ikke var motiv for deres »evakuering«.

De første der allerede i 40’erne meldte ud, at denne »børneevakueringspolitik« var problematisk, var englænderne, som på et tidligt tidspunkt fandt ud af, at børnene havde bedre af i stress-situationer at blive hos deres forældre, ligesom også forældrene i krigssituationer, ønskede at have børnene omkring sig, selv om det betød en øget fare for børnene.²⁸ I andre lande var det først 30-40 år efter krigen, at der blev sat spørgsmålstegn ved denne form for evakuering, og her er specielt de menneskelige omkostninger for de finske og de spanske børn blevet behandlet.²⁹

I 1930’erne tilbød befolkningerne i alle vesteuropæiske lande sig som plejeforældre for flygtningebørn, som en humanitær gestus over for uskyldige børn i nød.

I Danmark er der skrevet forholdsvis få værker om sådanne børn, der blev modtaget i Danmark. Bedst er Jørgen Hæstrups og Lone Rünitz’s bøger om de jødiske Alijah-børn, der kom til Danmark før krigen, og Monika Janfelts bog om tyske og østrigske krigsbørn efter 1. Verdenskrig, den sidste godt nok fra en tidligere periode, men omhandlende samme problematik.³⁰ Den engelske litteratur om flygtningebørn fra denne periode er noget mere omfattende. England havde i 30’erne – med vekslende succes – modtaget børn fra Kontinentet, som fik kortere eller mere permanent ophold i England. De mest kendte er de næsten 10.000 jødiske børn fra Centraleuropa, som efter Krystalnatten i Tyskland 9./10. november 1938 og indtil krigsudbruddet den 1.september 1939 fik indrejsetilladelse i England. Organisator var Youth Aliyah og en privat engelsk organisation, Inter-Aid Committee for Children. De fleste skulle bare på transit, men blev på grund af krigsudbruddet »fanget« i England, andre skulle indtil forholdene i deres hjemlande bedredes, blive i landet. Ingen ved, hvor mange der blev permanent i England. En stor del af udgifterne blev betalt af private sponsorer, der tegnede sig for at underholde et helt specifikt barn. Deres historie er fortalt i Karen Gershons bog fra 1966 »We came as children«.³¹ Bogen består udelukkende af korte citater, nogle samtidige fra børnenes ankomst og de første år derefter, de fleste dog som tilbageblik, fra både børnene og de involverede engelske hjælpere. Alle er anonyme. De fleste børn blev anbragt i private hjem eller mindre private børnehjem. Bogen giver et godt indtryk af børnenes følelse af at være outsiders, deres ambivalente holdning til at være tyskere/østrigere og deres hjemve. Mange af de engelske plejeforældre, selv de mest velmenende, synes ikke at have haft den store forståelse for disse børns særlige forhold.

I 1948 tilbød National Children’s Home and Orphanage (NCHO) i England et hold tyske flygtningebørn fra Danmark, at de kunne komme til England og få en uddannelse. Det er det eneste eksempel på en organisation i et allieret land, inklusiv Danmark, der påtog sig at hjælpe de tyske børn i Danmark. Derfor er denne organisations forhold til flygtningebørn i 1930’erne specielt interessant. NCHO modtog i juni 1939 en gruppe på 70 drenge fra Wien og Berlin af såkaldte »non-Aryan Christians«.³² Begrebet dækkede over børn af jøder, der havde konverteret til protestantismen eller børn, hvor kun den ene af forældrene var jøde, og hvor barnet var protestantisk opdraget. Den organisation, der stod for invitationen til børnene, var »Christian Council for Refugees from Germany«, en ren engelsk, økumenisk organisation, hvor en af de ledende skikkelser var metodistpræsten Henry Carter, som også var primus motor i den senere udsendelse af tyske flygtningebørn fra Danmark til England. De jødiske børn, som var i alderen 9 –16 år, blev installeret samlet på børnehjemmet Riversmead ved Clitheroe i Lancashire, et par hundrede kilometer fra Manchester. Børnehjemmet var specielt købt til dette formål og blev hverken før eller siden anvendt af NCHO. Indtil 1942 forblev børnene på børnehjemmet og blev også undervist her, i begyndelsen af 5 tyske lærere, som var flygtninge fra Tyskland. I foråret 1940 blev alle voksne tyskere interneret, og undervisningen varetoges herefter af engelske lærere. I 1942 blev børnehjemmet nedlagt, da mange af børnene havde nået en alder, hvor de skulle begynde en egentlig uddannelse eller begynde at arbejde. De mindre børn blev sendt til andre af NCHO’s børnehjem og de større børn kom på College eller hostels, hvorfra de kunne fortsætte deres uddannelse eller gå direkte ud på det engelske arbejdsmarked. Men selv om de blev spredt var sammenholdet blandt børn og personale stadig stort, og NCHO’s hovedsæde i London, Highbury, blev i de følgende år samlingspunkt for tidligere »Riversmead-drenge«. 18 af børnene tilsluttede sig de allierede hære, 14 den engelske hær, 3 den amerikanske hær og 1 det australske luftvåben. 3 af dem blev dræbt under invasionen i Normandiet juni 1944 og et par stykker kom i tysk krigsfangenskab uden at deres tysk/østrigske og jødiske identitet blev afsløret. Efter krigen forblev de fleste i England eller emigrerede til engelsksprogede lande, kun meget få vendte hjem til henholdsvis Tyskland og Østrig. Børnene synes generelt at have været veltilpassede i det engelske samfund, og mange af dem fik en højere uddannelse. Konklusionen må derfor blive, at deres historie var en af de få succeshistorier for uledsagede børn, der i denne periode af Europas historie tvunget af omstændighederne måtte emigrere til et andet land. De jødiske børn adskiller sig fra de tyske flygtningebørn i Danmark ved, at de kom direkte fra deres eget hjem, og dermed med en vis social og kulturel ballast. De kom med en knugende viden om, at deres pårørende i Centraleuropa var truet af magthaverne i deres hjemlande, men trods det led de fleste af hjemve.

En gruppe, der måske lignede de tyske flygtninge fra Danmark lidt mere, var de 4000 baskiske børn, som i 1937 under borgerkrigen i Spanien kom til England og blev anbragt på forskellige børnehjem, dog ikke NCHO’s. Deres ophold i England, som er beskrevet i Dorothy Legarettas bog »The Guernica Generation, Basque Refugee Children of the Spanish Civil War« fra 1984, var ikke nogen ubetinget succes, bl.a. på grund af sprogproblemer, dårlig integration i det engelske samfund, religiøse konflikter mellem de katolske børn og deres protestantiske omgivelser og manglende forståelse for de traumatiserende oplevelser, børnene havde været ude for, og savnet af kontakt med forældrene i Spanien. Særligt gruppen af halvstore drenge blev stigmatiseret og dårligt omtalt i den engelske presse, med vægt på deres småkriminalitet. Der var ingen forståelse for, at de i det borgerkrigshærgede Spanien, havde fået nogle andre rollemodeller og opførselsmønstre, end dem, der var herskende i det fredelige og borgerlige England. Det førte til konflikter mellem børnene og hjemmene, som søgtes løst ved hårdhændede metoder, inkl. korporlig afstraffelse. Kun 400 af børnene blev permanent i England.

Men alligevel kan de uledsagede tyske flygtningebørn i Danmark ikke helt sidestilles med de ovennævnte, for foruden tabet af pårørende og en håbløs og trist tilværelse i interneringslejre, måtte de kæmpe mod en negligerende eller direkte fjendtlig holdning fra det modtagende samfund. Derfor er det at forvente, at netop disse børn tog langt større psykisk skade af deres barndomsoplevelser end andre flygtningebørn fra samme periode.