Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 18

Omkring årsskiftet 1944/45 indsatte russerne den sidste afgørende offensiv mod Tysklands østgrænse, og det for tyskerne få år tidligere helt utænkelige skete, russerne erobrede meget hurtigt de gamle tyske landområder, og den nedslidte tyske hær kunne ikke standse dem. Hvad der blev altafgørende for tyskerne i de østlige provinser var, at russerne gik syd om Østprøjsen og Danzig og nåede ud til den pommerske kyst kort tid efter, at Hitler havde givet tilladelse til (og ordre om) evakuering fra de prøjsiske områder. Derved blev millioner af tyskere i de østlige provinser afskåret fra resten af Tyskland, og kun de allerførste nåede at komme med tog eller ad landevejen til den centrale del af Tyskland. Resten havde kun en flugtmulighed, og det var over havet.

Det blev storadmiral Dönitz’ og den tyske marines sidste store organisatoriske og operative opgave at få de isolerede tyskere ud af området. Alt hvad der kunne sejle eller slæbes af andre fartøjer, civile såvel som marinefartøjer, blev sat ind. Operationen var dog ikke alene for de civiles skyld, men var samtidig en evakuering af sårede soldater og endnu kampdygtige enheder, som var blevet fanget i kæmpelommen bag den russiske front.

De civile måtte selv sørge for at bringe sig ud til havnene ved Østersøen, og berygtet er her især den kilometerlange tur over det tilfrosne indhav Frisches Haff ud til halvøen Frische Nehrung, hvorfra de store havnebyer, Gotenhafen, Danzig og Pillau, kunne nås. Fra havnebyerne sejledes flygtninge og soldater enten direkte videre vestpå, eller de blev sejlet ud til Hela-halvøen, hvor de største transportskibe var ankret op, og hvor tyskerne blev omladet og sejlet vestpå. Flugten foregik under isvinteren 1945 og de flygtende var under konstant beskydning, dels fra landjorden og dels fra russiske flyvemaskiner. Der var derfor mange sårede blandt flygtningene.

Det var kvinder, børn og gamle, der som civile fik lov at komme væk, mens mænd i den våbenføre alder blev indsat i forsvaret. Der er intet, der tyder på, at den almindelige ikke-tyske del af befolkningen fik lov at sejle væk, selv om enkelte, som har fulgtes med en tysk familie sagtens kan være kommet med ud. De fleste af de ikke-tyskere, der slap om bord på et tysk skib, har været personer, som aktivt havde hjulpet tyskerne, civile såvel som militære, eller Volksdeutsche, som frivilligt eller tvungent under krigen var blevet forflyttet til de tidligere polske områder. En enkelt gruppe koncentrationslejrfanger fra Stutthof kom dog med på flugten over Østersøen, men de blev transporteret i egne slæbepramme under frygtelige forhold og under streng bevogtning. En enkelt af disse pramme ankom til Klintholm havn på Møn den 5. maj 1945.

Flygtningeskibene på vej vestover var under konstant angreb, dels fra russiske ubåde og dels fra fjendtlige flyvemaskiner. De største skibskatastrofer nogensinde skete i Østersøen på dette tidspunkt, og man regner med, at cirka 20.000 mennesker omkom som følge af skibsforlis i dette farvand i de første 4 måneder af 1945.

I Henrik Havreheds disputats om de tyske flygtninge får man det indtryk, at tyskerne havde en overordnet plan, om at flytte befolkningen fra de krigshærgede østlige provinser af Tyskland til det fredelige Danmark, for at de der kunne rekreere sig. Andre historikere har fremstillet det på lignende måde, og endog anført at denne anbringelse var initieret af en Fürerbefehl. Men det er en skævvredet fremstilling af det kaos, som herskede i Tyskland, da de allierede hære i de sidste måneder af krigen nærmede sig fra øst og vest, og hvor den civile tyske befolkning og til sidst også den tyske hær skrækslagen flygtede fra den russiske side af fronten.

Ifølge Havrehed er den fra mange sider omtalte Führerbefehl, som skulle anbringe 1 million flygtninge i Danmark, af tvivlsom proveniens, idet ikke engang Werner Best skulle have kendt til den. Derimod er det sikkert, at Best blev kaldt til møde i Auswärtiges Amt 5.marts 1945, hvor han blev konfronteret med, at 1.5-2 millioner tyskere skulle anbringes i privat indkvartering i Danmark. Havrehed angiver dog ikke præcist hvem, der kom med forslaget. Men Werner Best havde allerede i september 1944 overflyttet KLV-børn og civile tyskere fra Sjælland til Sønderjylland pga. risikoen for danskeres overgreb på dem, så hans skøn, som formentlig var helt korrekt, var, at det ville være stærkt risikabelt for civile tyskere at blive privat indkvarteret i Danmark. Der er ingen grund til at tro, at den tyske hær og marine ikke kendte Bests standpunkt. Den tyske marine forsøgte at redde så mange flygtninge som muligt væk fra den fjendtlige russiske hær, og derfor var der ingen fornuft i at bringe flygtningene væk fra den fare for at anbringe dem et sted, hvor de også var i fare. Så planerne i Auswärtiges Amt om at indkvartere flygtningene privat må være blevet skrinlagt og flygtningenes ankomst kan ikke have haft nogten forbindelse med kravet af 5. marts.

På det tidspunkt, hvor Best var i Berlin, var der allerede ankommet et større kontingent af østtyske flygtninge, omkring 9000, som var blevet privat indkvarteret hos det tyske mindretal i Sønderjylland. Det var uden for al tvivl sket med Bests vidende, men den danske offentlighed og de danske myndigheder synes kun i ringe grad at have beskæftiget sig med det. Det praktiske arbejde med disse flygtninge var ikke som ved de senere ankomne flygtninge overladt Wehrmacht, men blev varetaget af mindretallets organisationer. De sørgede for indlogering, registrering, skolegang, bespisning osv. af flygtningene. Disse var ikke kommet direkte fra de østlige provinser, men var flygtet til den vestlige del af Tyskland, hvorfra de med tog kom over den dansk-tyske grænse til Sønderjylland.⁴⁷

Indtil Bests møde i Berlin 5. marts var der kun kommet få flygtninge til resten af Danmark, hovedsageligt som tilfældige passagerer ombord på skibe, som evakuerede sårede soldater fra Østfronten til Danmark. Sårede soldater blev nemlig i meget stort antal (i alt 181.000) i krigens sidste måneder bragt til Danmark, formentlig med henblik på at få dem lappet sammen, så de kunne indsættes i kampene igen. Her var det umiddelbart indlysende, at Danmark, hvor de tyske tropper ikke var truet af direkte kamphandlinger eller luftbombardementer, var et af de få steder, hvor det var hensigtsmæssigt at forlægge sårede soldater. Værnemagten i Danmark kunne af samme grund ikke være interesseret i, at Danmark blev oversvømmet af flygtninge, og Generaloberst Lindemann udsendte da også 24.4.1945 et telegram til den tyske marine om, at tilsejlingen af flere flygtninge måtte ophøre.

Det eneste for tyskerne ræsonnable sted at anbringe de 2 millioner flygtninge østfra var i de vestlige, tyske Østersøhavne. Men i sidste halvdel af marts 1945 brød trafikken i disse havne sammen pga. luftbombardementer af skibe i og lige uden for havnene og sammenbrud af togforbindelserne, der skulle have bragt flygtningene væk fra havneområderne. Nogle af skibene på vej til tyske havne blev derfor dirigeret til Danmark, fortrinsvis København, hvor de lossede deres last af elendige østflygtninge, for hurtigt at komme tilbage og hente flere flygtninge. Derved havnede en beskeden del, 250.000, af de 2 millioner tyske bådflygtninge i Danmark og langt de fleste i Københavnsområdet. Dvs. det altovervejende flertal af de flygtninge, der endte i Danmark, kom via Københavns havn i de sidste 6 uger af krigen.

Det var Werner Best, der som Rigsbefuldmægtiget havde det øverste ansvar for flygtningene i Danmark, og han oprettede et særligt kontor i gesandtskabet, Flüchtlingzentralstelle, som skulle tage sig af flygtningene.⁴⁸ Den daglige leder var dr. Stalmann. Til hjælp blev der oprettet eller anvendt tidligere dannede Aussenstellen for den Rigsbefuldmægtigede, bl.a. i Silkeborg, Odense og Sønderborg, til at formidle og koordinere forsorgen for flygtninge. Den praktiske opgave med at skaffe indkvartering og mad og sørge for begravelserne blev overladt til Wehrmacht, men med Bests diplomater som øverste ledere og koordinatorer. Desuden blev en række tyske og danske nazistiske organisationer inddraget som NSV, NSDAP Landesgruppe Dänemark, det danske NSU og i Sønderjylland Volksgruppenamt. I Sønderjylland oprettedes en særlig organisation Flüchtlinge-Hilfswerk Nordschleswig, men de var som de andre organisationer underlagt gesandtskabets Flüchtlingzentralstelle.

Fra april 1945 oprettede Tysk Røde Kors en særlig afdeling i København, der skulle tage sig af sundhed og sygdom blandt flygtningene, og det sørgede for, at en del tyske læger og sygeplejersker som Røde Korspersonale kom direkte fra Tyskland til Danmark for at hjælpe flygtningene. Men hjælpen kom sent og var helt utilstrækkelig.⁴⁹

Danskerne opfattede flygtningestrømmen som endnu et overgreb fra tysk side og var særdeles fjendtligt indstillet overfor flygtningene. De tålte dem ikke i butikkerne, hvad der var problematisk for den store gruppe af flygtninge, som var på egen kost, og forsynet med danske kostpenge fra tyskerne skulle forsøge at fouragere på egen hånd. For at huse flygtningene beslaglagde tyskerne skoler, hoteller og offentlige bygninger, hvad der bidrog yderligere til danskernes fjendtlige holdning. Flygtningene var i en elendig forfatning ved ankomsten til Danmark, og Best og hans folk henvendte sig derfor til Den almindelige danske Lægeforening og til Dansk Røde Kors for at bede om hjælp.⁵⁰ Røde Kors afslog med den begrundelse, at deres arbejde var baseret på frivillig hjælp, og den var ikke til at få til at hjælpe tyskere på det tidspunkt. Lægeforeningen gik primært ind i en diskussion med tyskerne, bistået af det danske Udenrigsministerium, om som modydelse for at yde lægehjælp til flygtningene, at få de danske gendarmer og det danske politi hjem fra Tyskland. Men det viste sig, at lægeforeningen havde bevæget sig ud på en forhandling, hvor der ikke var dækning blandt danske læger til at yde deres del af aftalen, og derfor blev det ved et møde i lægeforeningen den 25. marts 1945 bestemt, at danske læger ikke skulle yde lægehjælp til tyske flygtninge, bortset fra flygtninge, som led af nogle epidemiske sygdomme, der kunne true den danske befolkning. Indenrigsministeriet fulgte samtidigt trop ved at meddele, at tyske flygtninge ikke kunne modtages på danske sygehuse, dog undtaget tyske patienter med samme sygdomme som anført for lægerne.

Det at være afvisende overfor humanitær forsorg for de civile tyske flygtninge, var blevet en del af den nationale bevidsthed om, at et vigtigt led i modstandskampen var at »vise den kolde skulder« over for tyskerne. Synspunktet blev yderligere forstærket af den intensive kampagne i de illegale blade om ikke at vise medlidenhed med flygtningene. Denne indstilling fulgte forholdet mellem danskere og tyske flygtninge under resten af deres årelange ophold her i landet, dog efterhånden i afsvækket form, og mindst udtalt blandt de danskere, der var allertættest på flygtningene, såsom de danske lejrledere, luftværnscheferne og personalet i Statens civile Luftværn. Resultatet blev en humanitær katastrofe, som ikke er set af tilsvarende omfang i moderne tid i Danmark, hverken før eller siden. I 1945 døde over 13.000 tyske flygtninge i Danmark, heraf var de 7.000 børn under 5 år.

Forsorgen for flygtningene var kaotisk i de sidste måneder af krigen, men katastrofens klimaks indtraf i dagene efter den 5. maj 1945, da den tyske organisation brød helt sammen og ingen dansk organisation blev beordret til eller selv følte sig kaldet til at tage hånd om en gruppe uønskede tyskere.