Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 7

Fra begyndelsen af februar 1945 til og med 4. maj 1945 ankom omkring 250.000 flygtninge til Danmark fra de tyske østområder, som ved den russiske hærs fremrykning var blevet afskåret fra den vestlige del af Tyskland. Den eneste flugtvej var over Østersøen, hvor den tyske flåde evakuerede 2 millioner civile vestpå og heraf blev ¼ million landsat i Danmark.

I de almindelige historiebøger om Danmark under 2. Verdenskrig fylder de tyske flygtninge og deres skæbne i Danmark ikke meget, højst et par sider, og det gennemgående tema er den store belastning, som de udgjorde for Danmark.

Som grundlag for en mere detaljeret viden om tyske flygtninge end den, der udsprang af historiske oversigtsværker, tjente i mange år kun de to hvidbøger, som udkom umiddelbart efter, de sidste flygtninge i 1949 havde forladt landet. Begge bøger må opfattes som statsmagtens officielle beretning om behandlingen af flygtningene. Den første var Flygtningeadministrationens egen, »Flygtninge i Danmark 1945 – 1949« fra 1950.³ Den blev skrevet af de personer, der ledede flygtningeforsorgens forskellige afdelinger, idet hver leder skrev sit afsnit. Det blev til et kæmpemanuskript, som siden blev »kogt ned« af »nogen« i Flygtningeadministrationen.⁴ Der er hverken person- eller forfatternavne i bogen, bortset fra Johannes Kjærbøls forord. Den indeholder mange faktuelle og formentlig korrekte oplysninger, men ved læsningen gives der et stærkt fortegnet billede af flygtningenes ophold i Danmark. Alt er set ud fra administrationens synsvinkel, og meget er fortiet eller beskrevet så overfladisk, bl.a. de mange dødsfald, at det ligner bevidst omgåelse af sandheden. Bogen er blevet betragtet som »biblen« i flygtningefortællingen, men dens kildeværdi skal hele tiden vurderes ud fra, at den er Kjærbøls og hans administrations eget forsvarsskrift om deres egen store indsats. Et eklatant bevis på den fordrejning, der gennemsyrer hele bogen, kan bl.a. læses i Kjærbøls indledning, hvor han om de ikke-tyske flygtninge skriver: »Anderledes lå forholdet med hensyn til de ikke-tyske flygtninge. For deres vedkommende føltes det som en naturlig ting, at man fra dansk side ydede en humanitær hjælp til disse repræsentanter for de allierede.« Det er fuldstændigt korrekt, at danskerne følte det som en naturlig ting at yde humanitær hjælp til de ikke-tyske flygtninge, men det er helt ukorrekt, at de ikke-tyske flygtninge var repræsentanter for de allierede. De fleste var flygtet sammen med tyskerne, fordi de havde været på tyskernes side under krigen. Det essentielle var, at danskernes negative holdninger kun omfattede tyskere og ikke personer af anden etnisk nationalitet.

Kjærbøl sørgede også for, at der i 1948/49 blev optaget en dokumentarfilm om flygtninge, produceret af den kendte filmmand Ole Berggren, som fik fri adgang til lejrene, men først på dette sene tidspunkt.⁵ Filmen kom i to udgaver, en kort som skulle vises som forfilm i biograferne, og en lang som skulle bruges til egentlig undervisningsbrug. Igen er det et idylliserende billede, der tegnes, men med en række faktuelle oplysninger, som utvivlsomt er rigtige.

Hermed havde Kjærbøl sat sig et solidt eftermæle i den danske selvforståelse om, hvor godt vi havde behandlet flygtningene. Og dette billede fik lov til at stå stort set uantastet de næste 50 år.

Kort efter Flygtningeadministrationens hvidbog kom i 1950 den anden hvidbog, Udenrigsministeriets »Aktstykker vedrørende de tyske flygtninge i Danmark 1945-1949«.⁶ Som kildemateriale er den vigtig, for de akter, der er gengivet, er normalt gengivet i deres helhed i den kronologiske orden, de er udkommet i. Men der er sket en betydelig udvælgelse af akter. Bl.a. er den i Udenrigsministeriets arkiv righoldige samling af dokumenter omkring forhandlingerne mellem tyskerne og lægeforeningen, stærkt bistået af Udenrigsministeriet, slet ikke kommet med. Også en del akter omkring hjemsendelsen af flygtningebørn til Berlin synes mangelfuldt repræsenteret. Det, man har koncentreret sig om i hvidbogen, er det officielle Danmarks afvisning af de tyske flygtninge ved ankomsten og Danmarks efterfølgende ihærdige forsøg på at få de allierede besættelsesstyrker i Tyskland til at tage imod flygtningene. Bogen skal ikke ses som en historisk redegørelse fra Udenrigsministeriet, men den er ministeriets eget forsvarsskrift over for offentligheden, hvis hovedanklage var, at man havde sluppet flygtningene ind, og at man ikke formåede at komme af med dem igen. Der er derfor ingen vej uden om, hvis man som historiker skal udtale sig om Udenrigsministeriets behandling af sager med tyske flygtninge, så må man ty til originalarkivet.

I mange år var den eneste danske litteratur om flygtningene de erindringsbøger, som danskere, der havde arbejdet med flygtninge, udgav.

En meget speciel bog var Edvin Kræmers »Avner for vinden«.⁷ Den udkom allerede i 1947 og var en roman om lejrlivet i en flygtningelejr. Edvin Kræmer havde selv været dansk lejrleder i en mindre lejr på Amager, så lidt nøgleroman er der nok over bogen. Dens tema er ikke så meget de fysiske forhold i lejrene, som de sociale gnidninger, der var mellem flygtningene indbyrdes.

En af præsterne i Kirketjenesten under Flygtningeadministrationen og til sidst dens leder, Knud Langberg, skrev i 1951 »Flüchtlingsleben in Dänemark«, som kun er udkommet på tysk.⁸ Langberg var den sidste leder af Kirketjenesten. Han beskriver en del detaljer om elendigheden blandt flygtningene, men hans tolkninger og forklaringer ligger tæt op ad Flygtningeadministrationens egen fremstilling, og dele af den er en direkte oversættelse til tysk af Flygtningeadministrationens hvidbog. Forklaringen er, at det var Langberg, der skrev kapitlet om Kirketjenesten i hvidbogen.

I 1953 udkom Paul Lunds bog »Bag flygtningelejrenes pigtråd«.⁹ Paul Lund havde været dansk lejrleder i en række flygtningelejre, bl.a. Fitting-lejren ved Billund og Vingsted-lejren ved Vejle. Bogen er en stærkt personlig beskrivelse af forholdene i lejrene, men helt set ud fra lejrlederens synspunkt. Han ser sig selv som lederen med stærke anti- og sympatier overfor enkelte flygtninge, helt afhængigt af, hvor dybt de bøjer sig for hans afgørelser. Han er patriarken med mere eller mindre uartige børn. Og når flygtningene protesterede over de usle forhold, de blev stillet overfor ved overflytningen til den nyoprettede Vingsted-lejr, bagatelliserer han problemerne og er 100% systemets mand.

I 1988 udkom en lille erindringsbog fra den tidligere sognepræst i Sdr. Bjært, K. Robert Hansen, hvor han beskrev sit personlige forhold til en lille koloni af tyske drenge, der indtil 1946 befandt sig på Binderup Strand.¹⁰ Han er fuld af medfølelse overfor børnenes hårde skæbne, men tager i øvrigt ikke stilling til behandlingen af flygtningene.

Ikke mange tidligere tyske flygtninge har skrevet om deres tid i Danmark. Der findes kun 4 erindringsbøger. Så tidligt som i 1952 kom erindringer skrevet af Studienrat Kurt Skorczyk, der som tvangsudskreven befæstningsarbejder fra Østpreussen kom til Københavns Frihavn i sidste halvdel af april 1945.¹¹ Fra København blev han sendt direkte til Oksbøl, hvorfra han blev hjemsendt som Wehrmachtsangehörige i oktober 1945. Han beskriver lejropholdet formentlig fuldstændig korrekt, præget af stor elendighed med mange sygdomstilfælde, mangelfuld ernæring, mange dødsfald især blandt børn, dårlige indkvarteringsforhold plaget af væggetøj og andet utøj, danskernes negative holdning til flygtningene, og specielt den udplyndring af flygtningene, som selvbestaltede grupper af Modstandsbevægelsen deltog i. Men på den positive side nævner han de 60 københavnske præsters og oberstløjtnant Rosted Løvgrens indlæg i dagspressen i sommeren 1945, hvor de opfordrer danskerne til at behandle flygtningene som medmennesker, og den danske teolog »Bruder Lange«, der gjorde usigeligt meget for flygtningene i Oksbøllejren.¹² Alt i alt var Skorczyks konklusion derfor »Ich glaube, wir Flüchtlinge können, von den Übergriffen einzelner während der Übergangszeit abgesehen, mit den Dänen zufrieden sein.« Ikke alle flygtninge var enige med ham i den dom. I 1982 udkom Helmut Wagners »Erlebt – und überlebt. Erinnerungen eines Arztes«.¹³ Han var tysk læge i Oksbøllejren, og han er stærk kritisk overfor danskernes behandling af flygtningene. I 1996 kom »Child Prisoner of War, Denmark – WWII« skrevet af en tidligere tysk flygtning i Danmark, Hildegard Schmidt Lindstrom, som var 8 år i 1945.¹⁴ Den er meget negativ overfor den behandling flygtningene fik, men er dog skæmmet af en række forkerte oplysninger om de danske forhold. Den seneste selvbiografiske bog skrevet af en tidligere tysk flygtning er »Lykken er en halv lagkage« af Irma Torres.¹⁵ Den handler om flygtningetiden i Danmark, men også om tiden før og efter. Begge hendes forældre var døde længe inden flugten. Irma Torres var knap 7 år, da hun sammen med en ældre søster, 2 mostre og en kusine den 1. april 1945 ankom til Københavns Frihavn. Hun kom hjem til Tyskland i 1947. Hendes fortælling beskriver de kummerlige forhold flygtningene levede under, men er uden anklager mod danskerne.

I Tyskland findes der megen litteratur om østflygtninge, specielt den meget store kildesamling af beretninger fra både flugten i de sidste måneder af krigen og den senere tvangsfordrivelse af tyskere fra områder, som efter krigen blev overgivet til USSR, Polen, Tjekkoslovakiet og andre østlande, nemlig Dokumentation der Vertreibung der Deutschen aus Ost-Mitteleuropa.¹⁶ I værket fortælles mange frygtelige historier om misgerninger mod de fordrevne tyskere, men der er stort set intet nævnt om de østflygtninge, der endte i Danmark. Heller ikke i andre tyske værker om fordrevne er der skrevet om flygtningenes forhold i Danmark. Billedet af danskernes behandling af de tyske flygtninge er i det officielle Tyskland således stort set baseret på de positive danske beskrivelser. Den tyskdanske gensidige anerkendelse af Danmarks store indsats for flygtningene, kulminerende i et møde i Ostseebad Damp og Oksbøl i 1997 mellem danske kulturpersonligheder og udvalgte flygtninge, hvor deltagernes indlæg blev publiceret under det meget betegnende navn »Deutsche danken Dänemark«.¹⁷

Enkelte af de kritiske røster er kommet til orde i Tyskland. I anledning af en tysk fjernsynsudsendelse om de fordrevne tyskere, publiceredes i 1981 værket »Geflohen und vertrieben« af Rudolf Mühlfenzl, hvor også danske forhold kort er beskrevet.¹⁸ De to tyske bidragydere er den ovennævnte Helmut Wagner fra Oksbøllejren og en sygeplejerske, som var i Høvelte- og en Aalborg-lejr. Begge beskrivelser er meget negative over for danskernes behandling af flygtningene, og specielt anføres de mange dødsfald blandt små børn. Selv om Helmut Wagners beskrivelse svarer helt til de samtidige danske af forholdene i Oksbøl-lejrene, har Henrik Havrehed i sin disputats givet sin misfornøjelse med Wagners beretning til kende ved følgende passus: »I samme bog skildrer den i Oksbøllejren 1945-1948 udstationerede tuberkuloselæge dr. med. Helmut Wagner livet i denne lejr som en parallel til danske fangers ophold i Neuengamme.«¹⁹ Wagner omtaler hverken danske fanger eller Neuengamme.

Danske ikke-historikere har publiceret en del beretninger om flygtningene. Lærer Arne Gammelgaard har i 2 bøger, »Mennesker i Malstrøm« fra 1981 og »Drivtømmer« fra 1993 ladet flygtningene selv komme til orde for at fortælle deres egen historie.²⁰ Bøgerne skal især læses for tyskernes flugtberetninger, som både fylder mest i bøgerne og er langt det bedste, mens oplysningerne om flygtningenes forhold i Danmark er præget af grundfortællingen om, hvor godt vi behandlede dem.

Derudover er der udgivet en del lokallitteratur om enkelte flygtningelejre. De mest kendte er bankmanden Dines Bogøs »Kastebolde: Tyske flygtninge på Sydamager 1945-47« og oberstløjtnant Leif Ipsens »Mennesker bag pigtråd: Flygtningelejren i Oksbøl 1945-1949«.²¹ Begge bøger følger ukritisk samme grundfortælling, som de ovennævnte.

Det første videnskabelige værk om de tyske flygtninge er translatør i tysk, Henrik Havreheds disputats fra 1987 »De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949«. Den følger også grundfortællingen om den gode behandling, vi gav de tyske flygtninge, og bygger i vid udstrækning på Flygtningeadministrationens egen hvidbog og på interviews med de danske embedsmænd, som administrerede flygtningene under deres ophold i Danmark. De mere problematiske forhold, som det store antal dødsfald blandt flygtningene, diskuteres slet ikke. Havrehed har været i forskellige arkiver, bl.a. en stor del privatarkiver, men de to største arkiver omhandlende flygtninge, nemlig Flygtningeadministrationens arkiv og Statens civele Luftværns arkiv i Rigsarkivet har han tilsyneladende ikke været i, bortset fra den lille del af Flygtningeadministrationens arkiv, der omhandler Oplysningsudvalget. Han har været i Landsarkivet i Viborg i deres arkiv om Aalborglejrene, men de store arkiver på Landsarkivet i København og Landsarkivet i Aabenraa om de tyske flygtninge har han tilsyneladende heller ikke været i. Havrehed har dog fremfundet mange nye detaljer om flygtningene, som ikke kan findes andre steder. Den største anke mod disputatsen er dog, at en kritisk indgangsvinkel til oplysninger fra de danske involverede er noget man leder forgæves efter. Betegnende nok beskriver han hvidbogen som ypperlig og hans udtalelse om, at »den tyske besættelsesmagt brugte det besatte Danmark som en slags pensionat eller kuranstalt for sin egen befolkning og for soldater«, er så tendentiøs og forvrængende for den humanitære katastrofe, som ankomsten af flygtningene var, at den bliver pinlig. For Havrehed er alle historier lige gode, så vandrehistorier, som f.eks. om en 17-årig tysk dreng, der skulle være far til 45 uægteskabelige børn, bliver behandlet lige så seriøst som mere nagelfaste historier. Enhver forklaring, som danske embedsmænd har givet på helt urimelige forhold, bliver gengivet, som om det er Havreheds egen konklusion. Bl.a. bliver konfiskation af pakker fra udlandet, som forekommer som ren chikane, i Havreheds optik til »for fortsat at undgå splid, misundelse og uro og skabelsen af over- og underflygtninge holdt man igen. Pakker fik lov at passere med tøj, sko, toiletartikler, men ikke med fødevarer, nydelsesmidler, kaffe, tobak, penge, værdigenstande og ting af større værdi; senere kunne pakker med indtil for 20 kr. tobak og fødevarer pr. måned passere fra udlandet. Man satte grænsen ved 60 cigaretter eller 100 g. røgtobak pr. måned.«²² Hvad Havrehed glemmer at fortælle (eller måske ikke ved) er, at lempelsen kom efter voldsomt pres fra amerikanere, som gennem det danske gesandtskab i Washington, det amerikanske gesandtskab i København og Dansk Røde Kors havde klaget over, at pakker til slægtninge i flygtningelejrene blev tømt for fødevarer og værdier inden udleveringen.²³

Havreheds konklusion kan findes allerede i indledningen til disputatsen: »Disse [om flygtningenes behandling i Danmark] og andre spørgsmål er søgt besvaret i de følgende kapitler med den konklusion, at Danmark og danskerne trods en del fejltagelser og misgreb slap fra den påtvungne opgave på en måde, så det nok tør siges, at man vel ikke i historien »finder et land, der har givet en tidligere fjendes pårørende en bedre behandling end den, danskerne gav de tyske flygtninge.«« Det i anførselstegn skrevne skulle være et citat fra en artikel af journalist Ellen Strange Petersen i Jyllandsposten 17.6.1974, hvor hun citerer Realschullehrer Peter Lehmann for at have udtalt sig sådan til hende.²⁴ Det må vist kildekritisk siges at være en ikke alt for overbevisende endsige relevant kilde. Havreheds fortjeneste er så absolut alle de nye oplysninger, han har fremfundet om flygtningene, Achilleshælen hans ukritiske og farvede holdning til disse oplysninger.

De to opponenter ved disputatsforsvaret, Tage Kaarsted og Aage Trommer, havde blik for værkets svagheder, bl.a. Havreheds store tillid til de danske administratorers egne forklaringer. Trommer gennemgik den danske dagspresse, legale som illegale, og citerede de umenneskelige udtalelser som afspejlede danskernes indstilling til de tyske flygtninge. Ingen af dem bemærkede dog noget om det store antal dødsfald blandt flygtningene, trods det at Trommer havde noteret sig, at tyskerne bad om lægehjælp, men at danske læger afslog. Trommer og ikke jeg er faktisk den første, der stiller spørgsmålstegn ved, om lægerne overholdt lægeløftet. »Jeg kunne have ønsket, at præses havde inddraget Fengers [lægeforeningens formand] redegørelse af 2. sept. 45; at han havde givet en argumentation for, at den ordning, man fandt frem til, var, som skrevet står s. 139, »lægeetisk holdbar«. Lad gå med den faktiske ordning, hvormed man – sat på spidsen – kan sige, at tyskerne reddede de danske lægers etik ved ikke at stille den på prøve, men den danske holdning i dens udgangsposition og i den videre udvikling kunne nok være en diskussion værd. Jeg ville da godt vide, hvor Hippokrates i sin ed har anbragt reservationer ved ydelse af lægehjælp.«²⁵ Havde Trommer boret en anelse dybere eller set på dødstallene havde han formentlig fundet ud af, at der i virkeligheden ikke eksisterede nogen ordning, og at tyskerne var forbitrede over den manglende danske lægehjælp.

Først i 1996 kom der to mindre arbejder fra RUC, som bestred det positive billede, som danskerne indtil da havde fremlagt om behandlingen af de tyske flygtninge.

Det ene var Mette Thykjærs historiespeciale med titlen »En kedelig historie? – om danskerne og de tyske krigsflygtninge i Danmark fra 1945-1949.« Hovedtemaet er danskernes forhold til flygtningene, indespærringen og den ulovlige fraternisering mellem danske mænd og tyske flygtningekvinder. En af hendes slutkonklusioner drejer sig om interneringen af flygtningene og lyder: »Ud fra en humanistisk anskuelse mener jeg derfor, at historien om danskerne og de tyske krigsflygtninge i Danmark fra 1945-1949 var en meget kedelig historie.«

Det andet var hendes vejleder, lektor Anette Warrings kapitel i bogen Bur om samme emne, interneringen af de 200.000 tyskere. Også Anette Warring når til samme konklusion som Mette Thykjær.

Begge arbejder afstedkom dog ikke større polemik. Først ved min artikel i Historisk Tidsskrift i 1999, hvor især de mange dødsfald blandt flygtningene blev forsøgt analyseret, kom der gang i debatten, og offentlighedens søgelys blev indstillet på denne facet af besættelsestiden, bl.a. afstedkommende ikke mindre end tre fjernsynsprogrammer i DR’s regi.²⁶ I den første blev de to forskellige synspunkter om vores behandling af flygtningene stillet over for hinanden, i de to sidste blev alene den problematiske behandling af flygtningene fremført. Meningerne var stærkt delte både blandt historikere og andre mere almindelige mennesker om form og indhold af udsendelserne, men trenden var i hvert fald klar: Mænd over 65, historikere som ikke-historikere, var i flertal blandt de indædte modstandere af den kritiske indgangsvinkel til danskernes behandling af flygtningene. Det er dog svært at sige noget om den offentlige diskussion om flygtningene, for langt de fleste indlæg var præget af stor mangel på reel viden om tyske flygtninge, selv blandt historikere.

Derfor blev debatten holdt på det meget overordnede niveau, for eller imod, mens egentlige faktuelle forhold ikke blev diskuteret.

Det seneste historiske arbejde om flygtningene er Ulf Kynebs grundigt gennemarbejdede historiespeciale om Kløvermarkslejren »Liv og død på Kløvermarken – en undersøgelse af tyske flygtninge i Storkøbenhavn 1945-47«.²⁷ Kynebs væsentligste kildemateriale er Landsarkivet i Københavns store indtil nu uordnede og uregistrerede flygtningearkiv. I konklusionen skriver han bl.a.: »Min undersøgelses resultat støtter på konkret grundlag op om Lylloffs resultat – at de danske myndigheder bevidst udsatte flygtningene for et omsorgssvigt [omkring Kapitulationen]. Men denne undersøgelse viser, at dette fortsatte ind i 1946 på grund af flygtningeforsorgens politiske linie. Hermed udbygges den grundlæggende kritik Lylloff i 1999 rettede. Hermed undergraves argumentationen om befrielsens kaotiske forhold – svigtet fortsatte.«