Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 23

Kosten

Оглавление

Der blev i maj 1945 fastsat en daglig kaloriemængde til hver flygtning på 2000 kalorier, 3 børn under 8 år skulle dog dele en voksenration. Dette var helt urealistisk og derfor blev børnerationerne i juni 1945 sat op til, at to børn skulle dele en voksenration. Men også dette var for lidt, og i juli 1945 blev rationerne igen ændret lidt. Hovedbestanddelen af kosten var rugbrød og kartofler med 20 g. smør, 25 g. sukker, 25 g. kød og 25 g. ost daglig. Børn under 15 år og gravide fik derudover ½ liter mælk daglig. Rationerne for børn under 8 år var ikke tilstrækkelige, og specielt var spædbørnene dårligt stillede. Mødrene var ofte selv syge og udmarvede og var som oftest ude af stand til at amme. Af flygtningekosten var kun mælken »spædbarnsmad«, og ½ liter komælk (det blev fra juli 1945 sat op til ½ l. sødmælk og ¼ l. kærnemælk) var for lidt og for mineral- og vitaminfattigt, når der ikke var anden mad til denne aldersgruppe. Dertil kom, at leverancerne især i København ofte svigtede, at der var katastrofal mangel på sutter og flasker, og at hygiejnen var under al kritik. I sommeren 1945 udbrød der strejke på de store brødfabrikker i København, og skønt flygtningene var undtaget fra at blive ramt af strejken, var dette særdeles upopulært, hvorfor strejkevagter søgte at hindre tilførslerne af brød til lejrene.

Fra årsskiftet 1945/1946 blev rationerne sat op og reglen om, at børn under 8 år kun fik halv ration, forsvandt. Fra sommeren 1946 fik spædbørnene en bedre sammensat kost med 0,85 l. sødmælk og ekstra rationer af semouille- og havregryn og sukker.

Tildelingen af fødemidler til lejrene var nøje udregnet efter oplysninger fra de danske lejrledere om alder og antal af flygtninge. Dvs. at hver lejr skulle sørge for en retfærdig fordeling af levnedsmidlerne mellem flygtningene. Dette system inviterede til misbrug og til private fordelingspolitikker fra danske lejrledere eller fra de flygtninge, der var sat til at administrere kosttildelingerne. Således var der i 1948 en henvendelse fra de tyske læger i Oksbøl-lejren, som protesterede over, at sukkertildelingen til spædbørn pludselig blev halveret, ligesom kommandanten i Ry-lejren på eget initiativ nedsatte mælkerationerne for børn.

Barn eller fjende?

Подняться наверх