Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 14

I 1945 var der ingen videnskabelige baserede retningslinier for, hvordan man skulle behandle psykisk traumatiserede børn. Først den svenske børnelæge Lars Gustafsson udviklede i sidste halvdel af 1980’erne en egentlig behandlingsplan, STROP-modellen, for sådanne børn.⁴¹ Den viste sig overordentlig anvendelig og bruges den dag i dag rundt omkring i verdenen. Den er baseret på struktur (S), tale og tid (T), ritualer (R), organiseret leg (O) og pårørendes støtte (P). Struktur opnås ved, at det er de samme ansvarlige voksne, der omgiver barnet, så nye brud og separationer undgås. Tale og tid betyder, at en voksen giver sig tid til at lytte til barnets fortælling og får barnet til at genvinde tilliden til sig selv og andre. Ritualer betyder f.eks., at man formidler kontakt med et for barnet religiøst overhoved eller holder en form for »memorial« over døde eller forsvundne familiemedlemmer. Organiseret leg betyder, at man erstatter traumatiserende leg, dvs. stereotyp leg, der er fastlåst over tid, med bearbejdende leg, der udvikler sig over tid. Pårørendes støtte betyder at kontakten med forældrene er af overordentlig stor betydning, og hvis børn mister deres forældre, bør de hjælpes til at forholde sig til tabet og til at knytte sig til nye voksne.

Selv om man ikke i 1945 havde nogen officiel behandlingsplan for børn, der havde været udsat for psykisk traumatiserende oplevelser, så er mange af Gustafssons forslag almindelig sund fornuft ud fra en almenmenneskelig tænkemåde. Af Gustafssons 5 punkter til behandling af børnene, blev ingen praktiseret af de danske myndigheder i deres behandling af de tyske flygtningebørn. Og hvis der blandt danske psykiatere/psykologer/pædagoger i 1945 var nogle, der var kyndige i behandling af sådanne børns symptomer, så blev de i hvert fald ikke spurgt til råds.