Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 20

Den organisation der kort efter kapitulationen fik ansvaret for forplejningen af de tyske flygtninge var Statens civile Luftværn (ScL).⁵³ Dets historie var kort, idet institutionen kun bestod fra 1938 til 1949. ScL var et konglomerat af værnepligtige, frivillige, civilt fuldtidsansatte og deltidsansatte, hvis hovedbeskæftigelse lå i en organisation, der havde en eller anden tilknytning til civilberedskabet under katastrofer. For opgaverne bestod i høj grad også i at koordinere beredskabsindsatsen fra mere professionelle institutioner som brandvæsen, politi, sygehusvæsen osv. i krigssituationer.

I 1933 var der efter henstilling fra Dansk Røde Kors blevet nedsat en kommission under Indenrigsministeriet, der skulle se på, hvordan civilbefolkningen kunne beskyttes mod krigens følger. I 1935 afgav kommissionen en betænkning, hvor man foreslog forskellige foranstaltninger uden dog at tage stilling til, hvorvidt de var påkrævede. Det der blev foreslået taget højde for var evakuering, varsling, mørkelægning, forebyggelse mod gasangreb, sikringsrum, sikring af livsvigtige virksomheder og organisering af forskellige hjælpekorps til politi-, brand-, gas-, sanitets- og rydningstjeneste. På baggrund af kommissionsbetænkningen blev der i 1935 vedtaget en bemyndigelseslov for Indenrigsministeren til etablering af et luftværn til beskyttelse af civile, hvor en styrkelse af og et samarbejde imellem eksisterende offentlige myndigheder, som brand- og redningsvæsen, politiet, sanitetsvæsenet o.l. skulle etableres, samt et pålæg om indgåelse af aftaler med forskellige private organisationer, som Dansk Røde Kors, Samariterforeninger og Luftværnsforeningen.⁵⁴ Mens den statslige kommission arbejdede, var der på privat initiativ i 1934 oprettet Dansk Luftværnsforening, der på frivillig basis ville organisere hjælp til civile under katastrofetilstande. Danske Kvinders Beredskab blev stiftet som en underafdeling af Dansk Luftværnsforening den 7. marts 1940, altså før den tyske besættelse. Luftværnsforeningen fik i 1936 pålagt en væsentlig del af luftværnets opgaver, idet de opstillede regulære kolonner af frivillige hjælpere, der stod til rådighed for civile, statslige og kommunale myndigheder. Mens de fleste opgaver kom til at ligge under Indenrigsministeren blev observationstjenesten, luftmeldetjeneste og mørklægning lagt ind under Krigsministeriet. Den første bemyndigelseslov fra 1935 var for upræcis til at kunne anvendes i praksis, så derfor kom i 1938 lov nr. 180 af 29. april 1938, hvor beføjelserne for en nyetableret organisation under Indenrigsministeriet, Statens civile Luftværn, blev fastsat på en operabel og utvetydig måde. Loven var grundlagt på en betænkning som Københavns kommunes luftværnsudvalg kort forinden havde udfærdiget, og hvor det klart fremgik, at for at foranstaltningerne kunne blive effektive, måtte der detaljeret styring og udtrykkelig lovhjemmel til at gennemføre et effektivt luftværn. Efter det nye lovforslag kunne Indenrigsministeriet således pålægge kommunerne at etablere planer for civilbeskyttelse, og planerne skulle godkendes i Indenrigsministeriet, hvorefter de skulle bringes til udførelse i kommunerne. Indenrigsministeriet kunne påbyde, at flere kommuner gik sammen om en fælles ordning, og således blev Københavns kommune, Frederiksberg kommune, Gentofte kommune og Københavns amts søndre birk et fælles luftværnsområde, bestyret af Luftværnschefen for Storkøbenhavn. Der var i loven givet adgang for udbredt ret til påbud over for private, og der kunne gives bøde- og hæftestraf, hvis påbudene ikke fulgtes.

Luftværnscheferne var normalt politimestre, men efter 19. september 1944 blev hvervet de fleste steder overtaget af borgmestre. I Storkøbenhavn var luftværnschefen belysningsdirektør Johannes E. Børresen, men han var en decideret kransekagefigur, idet den daglige leder af luftværnschefens kontor i perioden 1945-1949 var ekspeditionssekretær Viggo Mortensen.

Luftværnscheferne havde således det overordnede ansvar, men den praktiske organisation, der udførte opgaverne, var ScL. Til sin rådighed havde ScL værnepligtige, som ved sessionen havde trukket frinummer eller var blevet kasseret og som i en 10-årig periode derefter kunne indkaldes til ScL i de såkaldte CB-korps. Derudover dannedes et særligt udrykningskorps, CBU, som kunne flyttes rundt til eventuelle katastrofesteder. I 1945 var der 40.000 CB- og 1200 CBU-værnepligtige. ScL var det eneste statslige, uniformerede korps, der overlevede hele besættelsen. I januar 1945 var der fra tyskernes side planer om at likvidere organisationen, fordi man efter fund af våben på Bernstorff slot, som var uddannelsessted for ScL, havde mistanke om, at den halvmilitære organisation blev brugt af modstandsbevægelsen.⁵⁵ Den berygtede terrorgruppe, Petergruppen, blev sendt ud for at hente ScL’s daglige leder, kontorchef Børge Aarøe, men fandt ham ikke hjemme. I stedet hentede man den lægelige leder, Christian Toftemark. Et par dage efter mødte Børge Aarøe op på Shellhuset for at besvare spørgsmål og krævede samtidig erstatning for de skader, der var sket på hans ejendom ved Petergruppens besøg. Det er usikkert, hvad der derefter skete i de tyske rækker, men Toftemark blev kun tilbageholdt få dage, og ScL fik lov at fortsætte.

ScL var i 1945 en stor og veludbygget organisation med store beredskabslagre, så det var naturligt, at det praktiske arbejde omkring flygtningene blev udført af dem. Svagheden i organisationen var dens flade struktur med mange beslutningstagere og ingen egentlig central styring.

Det overordnede ansvar for flygtningene lå officielt i Socialministeriet, ansvaret for bygninger, som blev anvendt til flygtninge, lå hos Indenrigsministeriet, dem der prøvede at skabe tålelige vilkår for flygtningene var Tysk Røde Kors, fra juni 1945 Kontoret for Tyske Flygtninge, og alle større praktiske opgaver blev udført af ScL. Derfor var behandlingen af flygtningene i sommeren 1945 meget forskellig fra sted til sted, stærkt afhængig af lokale initiativer. Enkelte steder fik flygtningene en sufficient og ordentlig behandling, men de fleste steder var de sammenstuvede under forfærdelige forhold med helt utilstrækkelige forsyninger og ingen overordnet myndigheder med ønske om eller evne til at forbedre forholdene. Enkelte private, f.eks. den i offentligheden kendte Kirsten Lauritzen, forsøgte at etablere indsamlinger og anden hjælp til flygtningene, men dette var strengt forbudt og sådanne initiativer blev af politiet søgt optrevlet og initiativtagerne blev truet med hæfte og bøder.⁵⁶