Читать книгу Barn eller fjende? - Kirsten Lylloff - Страница 16

Traumatiserende oplevelser indvirker på børns psyke, og vi ved nu, at det er vigtigt at tage hånd om disse børn og skaffe dem trygge kår, så de er i stand til at bearbejde deres oplevelser. Det vidste man ikke meget om i 1945, men almindelig sund fornuft burde dog have fortalt de danske myndigheder i 1945, at børn med et symptom som enuresis ikke skal udsættes for drakoniske straffe med spanskrør.

De tyske læger tog enstemmigt afstand fra Hans R.’s metoder, mens de danske lægers stilling var mere tvetydig. Juel Henningsen fra Sundhedsstyrelsen tog skarpt afstand, mens lægerne i Sanitetsafdelingen, som havde de tyske lazaretter under sig, i enighed med den tilsynsførende danske læge på Nyelandsvejens lazaret mente, at børnene selv havde gjort sig fortjent til den hårdhændede behandling. Dvs. at den instans, som burde have beskyttet børnene, beskyttede den voldelige læge Hans R. mod sanktioner. Hans R. var indsat af Sanitetsafdelingen som ledende læge og afdelingens solidaritet lå hos Hans R. og ikke hos børnene. Derved kom man til at sætte børnene i en tilstand uden retssikkerhed. De fik en behandling som ingen på det tidspunkt ville have tolereret på et dansk hospital over for danske børn. Men uden om lægerne var der dog danske instanser, som forsøgte at intervenere, bl.a. politimesteren på Frederiksberg, men de havde meget svært ved at trænge igennem og få ændret forholdene. Helt grotesk blev dog Toftemarks ændring af det endelige brev, for de tyske læger var enige om at fordømme Hans R., det var de danske læger ikke. Ændringen afspejler den almindelige indstilling på det tidspunkt, at tyskere og også tyske læger generelt havde en mere blakket moralsk indstilling end tilsvarende danskere. Det havde de dog ikke i denne sag.