Читать книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris - Страница 10

I den kristne videnskabsopfattelse, som den blev formidlet af især klostrenes munke og præster, var troen på det åbenbarede det centrale, hvad der generelt gjorde studier af de hellige skrifter til det centrale forskningsfelt og studier af virkeligheden erkendelsesmæssigt af langt mindre betydning, hvis ikke helt ligegyldig. Dette ser man f.eks. hos Titus Flavius Clemens fra Alexandria (ca. 150-211/15), hvis mål det var via filosofien at gøre troen til videnskab og åbenbaringen til teologi. Sandheden var åbenbaret, den udsprang af Gud og var blevet formidlet i de hellige skrifter, så forskning var en eksegetisk læsning af åbenbaringerne, og mennesket var med sin logos eller fornuft i stand til at erkende disse sandheder. Dette førte videre til, at der ikke var nogen grund til at lave konkrete empiriske undersøgelser. Disse kunne ikke føre til sandheden, et udsagn som skulle fastholde sin gyldighed langt op i renæssancen. Denne holdning blev blandt andet i samtiden støttet af Quintus Septimius Florens Tertullianus fra Kartago (ca. 150-230), som i sit værk De praescriptione haereticorum–Forskrift for kættere bemærkede, at filosofi kunne anspore til kætteri, og han spurgte sig, hvad Athen havde med Jerusalem at gøre, hvad Akademiet havde med kirken at gøre, og hvad kættere havde med kristne at gøre. Og svaret var: Absolut intet! Gud skulle søges i hjertets enfoldighed, og alle forsøg på at skabe en stoisk, platonisk eller dialektisk kristendom skulle forkastes. »Siden Jesus Kristus behøver vi ikke længere forskning eller undersøgelser, efter at Evangeliet er blevet forkyndt. Når vi tror, ønsker vi intet ud over troen.« ¹ En konsekvens af dette synspunkt var, at studiet af de antikke skrifter var overflødigt, da alt, som var sandt, allerede stod i de hellige skrifter, og da alt, hvad der i de antikke skrifter var i uoverensstemmelse med de hellige skrifter, var forkert.² Dette synspunkt kunne yderligere forstærkes med den betragtning, at det var direkte skadeligt at have omgang med denne hedenskab, hvorfor dette i store perioder var forbudt, blandt andet med henvisning til Paulus (ca. 10 evt.-efter 62), der havde skrevet: »Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus.«³ Tilsvarende mente Lucius Caecilius Firmianus Lactantius eller Lactans (ca. 240-320), at alt, hvad mennesket skulle vide, hvad der igen var det samme som den for menneskets eksistens nødvendige viden, var åbenbaret af Gud og stod skrevet i Biblen. Dette byggede han på, at det kun var i og med, at tro og fornuft blev adskilt, at de mange fejl var opstået. Dertil kom, at den menneskelige nysgerrighed rakte ud over den nødvendige viden og dermed ind i de vidensområder, Gud havde valgt at skjule for mennesket. Et forbud mod omgang med hedenske tekster blev også støttet af St. Augustin (354-430), og senere besluttede St. Isidor (ca. 560-636) at forbyde alle hedenske skrifter, bortset fra grammatikken, efter at han selv havde introduceret nogle af dem i Spanien. Dette synspunkt vedrørte erkendelsen af sandheden som sådan, men på et lavere og mere anvendelsesorienteret erkendelsesniveau kunne gode argumenter pege i modsat retning. Meningen med den kristne tænkning var jo ikke kun at forstå den åbenbarede sandhed, det var også at kristne alverden, og her var ifølge f.eks. Flavius Magnus Aurelius Cassiodorus Senator (485-580) et indgående kendskab til de hedenske folks tankeverden, herunder deres filosofi og videnskab, meget vigtig for, at missionen skulle lykkes, og for at man kunne bringe den hedenske lærdom i overensstemmelse med den kristne tro. Begge disse opgaver skulle lykkes, og den sidste var specielt vigtig, fordi oldtidens vise ikke selv havde udviklet deres visdom, men havde fået den på rejser til områder, der lå tæt på jødernes. Især måtte Moses fremhæves som den, morallære, ret, krigskunst og geometri stammede fra, mens Abraham var aritmetikkens og astronomiens fader. Forståelsen af musikken stammede tilsvarende fra David. Andre henviste til, at Homers og Hesiods (begge 8. århundrede fvt.) skrifter byggede på, at de havde fået kendskab til sandheden fra de jødiske skrifter i Gamle Testamente, hvorefter de selv havde arbejdet videre ud fra tankerne heri. Denne idé var gammel og kan føres tilbage til Justin Martyr (ca. 100-165),⁴ der i sin Apologi giver adskillige eksempler på, at de græske filosoffer havde lånt fra de gammeltestamentlige jøder. Således skulle Platon (ca. 428-348 fvt.) f.eks. have fået ideen om det formløse stof, som verden blev skabt af, fra Moses. I det 6. århundrede påviste Johannes Philoponos med tilnavnet Grammaticus, at Aristoteles’ (ca. 384-322 fvt.) elementlære byggede på Moses, mens de ideer, Platons filosofi arbejdede med, i realiteten var Guds skabende tanker, der eksisterede som urbilleder forud for deres materialisering. Dette, at visdommen oprindeligt udsprang af Gamle Testamente, gjaldt ikke kun for de græske vise, men for al barbarfilosofi. Således blev der udfoldet mange anstrengelser for at påvise, hvorledes de forskellige videnskabelige resultater kunne føres tilbage til de store personligheder, tænkere og profeter i det gamle Israel. Selv om de store ideer således var blevet stjålet fra de gamle jøder, og selv om deres afvigelser fra Gamle Testamente måtte ses som forfalskninger af de gamle sandheder, var et studium af dem dog ifølge Clemens fra Alexandria legitimt, fordi de i deres videre refleksioner over de gamle sandheder havde en selvstændig værdi, ja måske var de resultatet af en guddommelig inspiration, som dermed lagde op til de kristne evangelier.⁵ Dette gjaldt ifølge Clemens f.eks. studiet af en af Moses’ elever, Platon.⁶

De gamle israeleres opfattelse af de fremmede findes nedfældet i Gamle Testamente og kom på den måde til at få en afgørende indflydelse på den kristne tænkning. Israelerne havde som nomader oplevet de fastboende som fremmede, havde senere som bofaste agerbrugere oplevet de store civilisationers erobringer og påvirkninger og havde igen senere som by- og handelsfolk erfaringer med de mange forskellige folk, der omkransede Middelhavet. Især udviklingen af handlen under Salomon (ca. 961-922 fvt.) førte til, at man begyndte at sætte de fremmede ind i større sammenhænge.⁷

Verden blev opfattet som en rund skive midt i et ocean og båret af 12 søjler. Centrum for denne verden var Palæstina, hvis centrum igen var Jerusalem, som blev betragtet som det højest beliggende sted i verden. Centrum for Jerusalem var templet, og templets centrum var Pagtens Ark.⁸ Da kongerne var salvede af Gud, var den israelske etnocentrisme altså ikke mindre end den græske eller romerske. Og det var præcist her, de kristne måtte lægge afstand, da de udskilte sig fra jøderne.

Denne jødiske historie fik en helt dominerende betydning for den middelalderlige tænkning om de fremmede, idet det var den bibelske og især den gammeltestamentlige fremstilling af de menneskelige forhold og den menneskelige historie, som blev den helt centrale kilde til antropologisk tænkning.⁹ Her fandt man den af Gud åbenbarede sandhed om verden, om folkeslagene og om historien, og det var først i renæssancen, at andre muligheder for at forstå og systematisere de fremmede folk langsomt supplerede og efterhånden erstattede den dogmatiske fortolkning af den bibelske fremstilling. I det følgende vil de afsnit i Biblen, som var centrale for den middelalderlige antropologiske tænkning, blive gennemgået, og de problemer og fortolkninger, de kom til at afføde, kort blive nævnt.