Читать книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris - Страница 15

En anden konsekvens af missionsbuddet var, at missionen måtte have efterladt sig spor rundt om i verden, og disse spor måtte stadig kunne registreres. Dette gjaldt ikke mindst for den vigtigste apostel i forhold til middelalderens og for den sags skyld også renæssancens antropologi, St. Thomas, som ifølge Gervasius af Tilbury (ca. 1150-1220) blev tildelt det, vi i dag kalder Nordindien (India inferior). I de to andre af middelalderens Indien’er, det sydlige Indien (India superior) og India meridiana, som var det østligste Afrika, idet Nilen, som nævnt, var grænse mellem Afrika og Asien, skulle henholdsvis Bartholomæus og Matthæus have missioneret.⁹⁶ Og at det ikke er ren legende, fremgår af, at St. Thomas også ifølge de moderne encyklopædier skulle være død i nærheden af Madras i Indien omkring år 53.

Thomas var ikke kun vigtig, fordi Indien var hans område. Han var på en måde den vigtigste apostel, for det var Thomas, også kaldt Didymos,⁹⁷ der havde tvivlet på, at Jesus var genopstået og igen var blandt sine tolv disciple. Ifølge Johannesevangeliet var det sådan, at Thomas:

… havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.«⁹⁸

St. Thomas’ hånd havde således direkte berørt Kristus, hvorfor den blev tillagt mirakuløse kræfter.

Ifølge Eusebius af Caesarea (ca. 265-339) drog Thomas på Jesu bud om at bringe det kristne vidnesbyrd »lige til jordens ende«⁹⁹ som evangelist til Parthien, og andre kilder fra det tredje og fjerde århundrede forlængede denne mission til Indien, hvor det ifølge fortællingerne lykkedes ham med mange mirakler at kristne mange mennesker. Men til sidst blev han dræbt på et bjerg af fire soldater med knive efter ordre fra den indiske konge Gondophares (konge ca. 25-55). Senere missionshistorier forbandt Thomas med de kristne i Sydindien, de såkaldte Thomas-kristne på Malabarkysten; de synes at have været nogle syriske kristne, der udvandrede hertil i det 9. århundrede. Som det vil fremgå, blev St. Thomas’ grav også af nogle placeret på Malabarkysten, mens den af andre blev placeret i Edessa eller i Ortona i Italien.

I en anden beretning, som formentlig stammer fra Edessa i Syrien fra omkring det 4. århundrede, er det dog således, at Gondophares sendte en gesandt, Abbanes, til Vesten, hvor han skulle finde en bygmester til kongens nye palads. Gud førte Abbanes sammen med Thomas i Caesarea, og Thomas tog med til Indien. Her bad Gondophares Thomas om at bygge sig et palads, og kongen gav ham mange penge til at gennemføre dette. Thomas drog landet rundt og gav pengene til de fattige, samtidig med at han omvendte dem til kristendommen og organiserede kirken, hvad der ophidsede kongen så meget, at han ville henrette Thomas. Men så døde Gad, kongens ældste bror, og fire dage senere stod han igen op fra de døde og fortalte Gondophares, at en engel havde vist ham det rigtige palads i himlen, som Thomas havde bygget til kongen. Sådan blev Thomas reddet fra henrettelse, og herefter lod kongen og hans undersåtter sig døbe. Thomas fortsatte så sin missionsvirksomhed og udvirkede mange mirakler. Men så blev en konge fra en anden del af landet, Misdeus, vred på Thomas, fordi hans prædikener havde medført, at kongens kone vægrede sig ved ægteskabelig omgang med sin mand. Derfor blev Thomas dræbt.¹⁰⁰ Ifølge en senere syrisk legende skulle Misdeus dog have fået et barn med sin kone, Tertia, og dette barns navn var Johannes, den senere legendariske kristne præstekonge, Prester Johannes.¹⁰¹

Historisk set eksisterede denne indiske kong Gondophares i Nordindien på det tidspunkt, hvor Thomas eventuelt kunne have opholdt sig her. Men der er også blevet gjort forsøg på at tolke Gondophares ind i den bibelske historie i et mere kristent perspektiv, idet man gjorde ham til en af de vise mænd, der kom og tilbad Jesus umiddelbart efter hans fødsel. Dette byggede på, at en af disse vise mænd havde fået navnet Gaspar, som på syrisk blev til »Gushnasaph«, som så igen kunne være Gondophares. Dette kunne så igen sandsynliggøre beretningen om, at St. Thomas skulle være kommet så betids til Østen, at de vise mænd stadig levede, hvorfor han havde kunnet døbe dem.

I den mere verdslige historieskrivnings perspektiv var resultatet af St. Thomas’ og andres indsats, at der meget tidligt var kristne i Indien. Således beretter den i middelalderen så kendte indiensfarer Kosmas Indicopleustes i værket Topographia Christiana–Den kristne topografi (skrevet 535-547) om kristne på Malabarkysten og på Ceylon. Og Marco Polo (1254-1324) berettede fra sin reelle eller fiktive hjemtur fra Kina, at der var kristne i Malabarien (på Coromandelkysten), samt at dette land var det rigeste i verden, ligesom dets øverste konge på grund af afgifter på perler var ufattelig rig. Såvel kristne som saracenere valfartede til et forholdsvis øde sted i dette rige, hvor St. Thomas’ kirke og grav lå, og her hædrede de hans martyrium. Kirken og graven blev dog kun passet af kristne. Selve graven lå i gaviernes område, og da det var en af dem, der ved et vådeskud i sin tid havde dræbt St. Thomas, kunne de ikke komme ind til graven. Det hellige legeme havde en kraft, der holdt dem ude, om så 20 stærke mænd forsøgte at hjælpe dem ind. Dertil havde jorden omkring graven så megen kraft, at pilgrimmene tog denne jord, som var rød, med sig hjem. Hvis nogen blev syge, drak de vand med denne jord, og straks blev de raske igen.¹⁰² Ifølge Marco Polo var det også St. Thomas, der i sin tid missionerede i Abessinien, før han kom til Malabarien.¹⁰³

St. Thomas’ kirke blev i 1348 eller 1349 besøgt af franciskaneren Giovanni dei Marignolli (før 1290-1357), der i 1338 blev sendt fra Avignon til Kina for at få storkhanen til at konvertere til katolicismen, og som i 1348 grundlagde den første katolske kirke i Quilon i Kerala i Indien. Han besøgte St. Thomas’ grav i Meliapur, hvor han opholdt sig i fire dage, og han kunne på den baggrund fastslå, at det var kristne og ikke saracenere, der havde magten over kirken. Giovanni kunne endvidere berette, at der var en helt speciel vingård ved St. Thomas’ tidligere opholdssted. Da St. Thomas i sin tid var kommet til Indien, havde han haft vin med til messerne, men den vin blev snart opbrugt. Så viste en engel St. Thomas vej til Paradis, hvorfra han fik nogle druer. Stenene såede han, og af dem kom der en meget fin vin, som Giovanni dei Marignolli selv smagte. Og beviset på, at denne vin måtte komme fra Paradis, var, at Paradis var det eneste sted i nærheden, hvor der voksede vin med druer. Ellers fandtes der i det indiske område godt nok vinstokke, men de bar ikke druer.¹⁰⁴ Giovanni kunne også berette, at der var to kirker ved St. Thomas’ grav, den Thomas selv havde bygget og en, som han havde fået håndværkere til at bygge mod betaling i form af en stor sten, som Giovanni også så på sin tur. Endelig ligger der også her en stor træstamme fra Adams Bjerg på Ceylon. St. Thomas fik træet fældet, og af savsmuldet voksede der nye træer. Træet blev fældet af to slaver og trukket ned til havet i det reb, St. Thomas brugte som bælte. Så gav han træet ordre til at flyde til Mirapolis, og det gjorde det. Kongen her forsøgte med hele sin hær at trække stammen op, men selv 10.000 mand kunne ikke klare dette. Så kom St. Thomas ridende på et æsel i en hvid kjortel og en kappe af påfuglefjer og blev mødt af to slaver og to løver. Han sagde, at træet var hans, løsnede sit reb og bad de to slaver om at trække stammen op på land. Det gjorde de med største lethed, og derefter konverterede den indiske konge til kristendommen, og St. Thomas fik så meget land, han kunne ride omkring på sit æsel. Herefter byggede St. Thomas kirken om dagen, og om natten trak han sig tilbage til et sted med mange påfugle. Det var her, han blev skudt i siden med en pil og fik et sår, som var præcist mage til det sår, Jesus havde fået på korset, og som St. Thomas havde rørt ved med sin hånd. St. Thomas bad hele natten, men om morgenen døde han af blodtab. Hans legeme og det blodige sand under ham blev begravet sammen. Og nu er det ifølge Giovanni dei Marignolli sådan, at når man fjerner jorden, som jo virker mod sygdomme hos alle, ikke bare de kristne, men også hedningerne og tartarerne, så fyldes hullerne mirakuløst op igen i løbet af natten. Ud over denne version af miraklerne ved St. Thomas’ kirke, som byggede på selvsyn og samtaler med de lokale folk, kunne Giovanni også berette, at der ved St. Thomas-området var et meget fint perlefiskeri.¹⁰⁵

Efter sit ophold i Indien rejste Giovanni dei Marignolli videre til et kongerige, som formentlig har været Java, men som han identificerede som det bibelske Saba. På vej hjem blev han spærret inde på Sri Lanka, og her mistede han alle sine gaver. Han kom dog tilbage til Avignon i 1353 efter blandt andet at have besøgt Jerusalem på vejen.

I 1507 sendte portugiserne en ekspedition til Coromandelkysten for at finde St. Thomas’ grav, og i 1517 eller 1522 lykkedes det ifølge portugiserne at finde den i byen Maliapur (Mylapore, nu en forstad til Madras). Derfor kom stedet fra 1545 til at hedde Sao Thomé. Ifølge indberetningen blev St. Thomas’ knogler fundet ved siden af knoglerne fra den kong Gondophares, som St. Thomas havde omvendt til Kristendommen. På trods af at St. Thomas’ knogler ifølge nogle beretninger allerede var overflyttet til Edessa, tog portugiserne knoglerne og overførte dem til Goa, hvor de stadig skulle befinde sig i St. Thomas-kirken.¹⁰⁶ Af et brev, som den tyske sømand Karsten Smeding i 1548 sendte hjem til sin familie, fremgår det også, at St. Thomas havde prædiket og var blevet dræbt i »kongeriget Malebaren«. Og ifølge Smeding skulle det hus af træ, St. Thomas byggede der, »efter hvad der siges«, stadig stå der.¹⁰⁷

I begyndelsen af det 12. århundrede skulle man i Vesten høre nyt om St. Thomas. Ifølge en anonym kilde¹⁰⁸ var en indisk patriark eller ærkebiskop ved navn Johannes af Indien i det 4. år af pave Calixtus II’s regeringstid (pave 1119-1124), det vil sige engang i 1122, måske endog den 5. maj,¹⁰⁹ kommet til Rom sammen med pavelige legater fra Konstantinopel. I Rom skulle han hente et pallium og andre til sit embede svarende værdighedstegn, hvad der på den ene side lyder yderst usandsynligt, fordi Irak ville have været det rette sted for dette, og Rom intet havde med det at gøre, men som på den anden side måske kunne være en realitet, hvis denne patriark søgte allierede mod kirken i Byzans. Denne patriark havde fortalt, at han herskede over en by ved navn Hulna, som var hovedstaden i Indien. Den var fire dagsrejser i omkreds, og dens mur var så tyk, at to romerske stridsvogne kunne køre ved siden af hinanden på den. Floden Pishon, der jo havde sit udspring i Paradis, løb gennem byen, og den var fyldt med guld og ædelsten. I Hulna boede der kun kristne, og uden for byen lå et bjerg med St. Thomas’ kirke på toppen. Bjerget lå i en sø, og der var tolv klostre, et for hver af de tolv apostle, og her var der messer hver dag. St. Thomas’ kirke kunne man kun komme til en uge før dagen for fejringen af St. Thomas, for da åbnede vandet sig. St. Thomas lå i en stor sølvsarkofag, der var hængt op under loftet. På hans helgendag tog hans hånd imod ofre, og var der kættere til stede, døde de straks. Det var den hånd, som havde rørt ved Jesu sår, som var levende og skabte mirakler på hans helgendag.¹¹⁰

At der har været en besøgende fra Østen hos pave Calixtus II synes at være en historisk realitet, for abbed Odo af Reims (abbed i St. Remy 1118-1151), som skulle være et meget troværdigt vidne, beretter, at han var til stede ved pavens hof, da ærkebiskoppen af Indien var på besøg. Denne ærkebiskop var ifølge Odo af Reims taget til Konstantinopel for at søge råd, da hans fyrste var død, og to gange havde kejseren her udpeget en person, der skulle følge ham hjem, men hver gang var den pågældende person død. Kejseren havde derefter nægtet at udpege en tredje, hvorfor ærkebiskoppen havde anmodet nogle pavelige legater om at føre sig til Rom. Odo af Reims fik også at vide, at hvert år på St. Thomas’ dag, åbnede St. Thomas sin hånd og tog imod ofringer fra de troende, men kom der en kætter og ville ofre, forblev hånden lukket. I denne beretning nævnes også, at Johannes er ærkebiskop af Indien, og at der gennem hans by løber en flod ved navn Pishon, som er fyldt med guld og ædelsten.¹¹¹

Også den legendariske og fiktive sir John Mandeville besøgte på sin fiktive rejse mellem 1322 og 1356 St. Thomas’ grav i landet Mabarn og byen Calamye, som var den by, St. Thomas led martyrdøden i. Thomas blev ifølge Mandeville bragt til Edessa af mænd fra Assyrien, men blev senere bragt tilbage igen. Mandeville gav også hånden yderligere en funktion. I tvister skrev hver part sin mening ned, og skrivelserne blev lagt i St. Thomas’ hånd, hvorefter den falske blev smidt, mens kun den sande blev tilbage.¹¹² Men Mandeville kunne også berette, at den kirke, St. Thomas befandt sig i, var fyldt med afgudsbilleder, hvoraf især et var meget stort og overlæsset med guld og perler. Denne afgud besøgte inderne på pilgrimsrejser med samme iver, som de kristne lagde for dagen, når de drog på pilgrimsrejse til deres helgener. Ved denne gud var der nogle, der snittede sig i arme og ben, ja der var endog nogle, der ofrede deres børn til guden og sprøjtede blodet ud over figuren. Foran denne klosterkirke var der ifølge Mandeville en sø, som pilgrimmene kastede guld og sølv og perler og ædelsten i i stedet for at bringe ofre. En gang om året blev denne gud transporteret gennem byen på en vogn, og når det skete, kastede folk sig ind under vognen, nogle for at blive dræbt, andre for at brække arme og ben, for ifølge Mandeville mente de, at jo mere smerte, de led her, des mindre skulle de lide i den næste verden.¹¹³ Og hertil kan Mandeville konstatere, at disse mennesker led mere end ti gange så megen smerte for deres gud, som nogen kristen ville lide for Jesus Kristus. Ja, når de ville være en helgen, skar de endog sig selv i småstykker foran denne gud.¹¹⁴

»Indien« var en betegnelse for alt det, der lå øst for den velkendte verden, så derfor var det ikke sært, at man i renæssancen også fandt spor af St. Thomas i Amerika. Således spurgte Hans Staden (ca. 1525-1579) f.eks. de tupinambaer i Brasilien, han var fange hos i ca. ni måneder i 1554, hvorfor de lavede en bar plet, omkranset af hår, på hovedet, og deres svar var, at deres forfædre havde set det på en mand, der hed Meire Humane, og som havde udrettet mange vidunderlige ting hos dem, hvorfor indianerne formodede, at han havde været en profet eller apostel.¹¹⁵ Denne idé om St. Thomas og nestorianernes missionsgerning i Amerika skrev sig tilbage til omkring 1514 og skyldtes selvfølgelig det bibelske udsagn om, at apostlene havde været i hele verden. Da man så fandt en lokal legendarisk skikkelse ved navn Sumé, var det oplagt at opfatte ham som Tomé. St. Thomas’ tilstedeværelse i Amerika blev yderligere bekræftet i 1549, da Manoel da Nobrega (1517-1570) skrev, at han havde set St. Thomas’ fodspor i en klippe ved Bahia.¹¹⁶