Читать книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris - Страница 18

Antikkens fremmede var barbaren, og selv om man også havde regionale betegnelser såsom persere, ægyptere, germanere, keltere, skythere osv., så var barbaren i lange perioder dels den samlende betegnelse for alle fremmede, dels den kategori for det fremmede, man mere overordnet eller abstrakt forholdt sig til moralsk, politisk, filosofisk og til tider også historisk. »Bárbaros« betød »en der kun kan sige bar bar«, underforstået at der var tale om en, der ikke kunne tale ordentlig græsk. Ordet findes på oldindisk som »barbara«, hvor det betyder »en, der stammer«. Den ældst kendte anvendelse af barbarbegrebet i en græsk sammenhæng er fra det 8. århundrede fvt., hvor Homer i Iliaden betegner karerne som »barbarophononon« – »barbarisk talende«.¹ Dette kan tolkes både som om, de talte et andet sprog, og som om de talte græsk meget dårligt. Denne henvisning til det sproglige som en del af det barbariske skulle holde sig langt op gennem tiden, samtidig med at også en lang række andre forhold kom til at karakterisere en barbar. Hvor grænsen mellem græker og barbar gik, varierede og var i nogle tilfælde alene bygrænsen mellem f.eks. athenerne og alle andre. I andre tilfælde var det grænsen mellem dem, der talte græsk, og alle andre. Tilsvarende skiftede grænsen til det barbariske i Romerriget mellem rigets ydre grænser og menneskets indre drifter. Barbarbegrebet var således et af instrumenterne til kontrastivt at tænke sin egen identitet i reel eller ideel form, selvforherligende eller samtidskritisk, i tid og rum samt i et dynamisk forhold mellem natur, menneske, moral, fornuft, sprog, vaner, skikke, religion og samfund. Barbarbegrebets inddragelse i filosofien blev i forlængelse heraf en del af det filosofiske afsæt for en politik, der kunne indfri de moralske, militære eller religiøse krav til samfundet.

Både i Grækenland og i Rom var der to diametralt modsatte opfattelser af barbaren, en positiv og en negativ. De vekslede med de filosofiske, moralske og politiske kontekster, barbarbegrebet blev sat ind i, idet barbaren både blev opfattet som den dyriske vilde og som den ædle vilde. Og i det 5. århundrede blev begrebet dobbelttydigt på en ny måde. Da næsten alle romerske soldater på det tidspunkt blev rekrutteret blandt de folk, romerne betegnede som barbarer, blev »barbar« nu også en standsbetegnelse og kom til at betyde »soldat«. Og da soldater jo gerne skulle være modige, fik begrebet i løbet af den tidlige middelalder de to modsatte betydninger, som stadig findes i de fleste vesteuropæiske sprog. På dansk finder vi en negativ betydning af »barbar« i »barbarisk« og en positiv i »brav«, »bravo« og »bravur«. Også i betydningen fremmed har vi begrebet som f.eks. i »rabarber«, »noget fra det fremmede, der vokser ved floden Volga«. På engelsk betyder »brave« både »tapper« og »bandit«, mens »bravo« på både engelsk og fransk ud over begejstringsråbet »bravo!« også kan betyde »snigmorder« eller »lejemorder«.² Endelig optrådte barbariet i slutningen af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. som et stadium i evolutionen mellem vildskaben og civilisationen, hvor det omfattede de samfund, der havde agerbrug og/eller kvægavl, men ingen stat og intet skriftsprog.