Читать книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris - Страница 16

De bibelske tekster blev også brugt til at fastlægge verdenshistorien fra begyndelsen til enden. Et af de vigtigste spørgsmål var, hvor gammel verden ville blive, og her var et meget udbredt bud, at den ville blive lige så mange gange tusinde år, som Gud havde brugt på at skabe verden. Denne opfattelse kendes allerede fra det 2. århundrede, hvor den blev fremlagt af Irenäus (f. ca. 130), Hippolytos fra Rom, Origenes og Sextus Julius Africanus (ca. 160-240). Dette blev senere fulgt op af Ambrosius, Augustin, Isidor og Bede Venerabilis (672/3-735).¹¹⁷ Der var ikke helt enighed om jordens alder. Dem, der byggede deres beregninger på Septuagentaen, altså den græske udgave af Gamle Testamente fra 200-100 fvt., mente, at jorden ville eksistere sammenlagt 7.000 år, hvoraf de 6.000 var perioden mellem skabelsen og Jesu fødsel, svarende til, at Adam blev skabt på den 6. dag. Dette gjaldt f.eks. Origenes, Lactantius og Clemens, og Augustin fordømte alle, der mente, at jorden var mere end 6.000 år gammel. Således kaldte han ægypterne løgnagtige tåber, når de hævdede at kende stjernernes bevægelser for 100.000 år siden, og han opfordrede til, at man snarere lo ad folk, der hævdede, at verden var mere end 6.000 år gammel, end at man forsøgte at gendrive deres åbenbare tåbelighed.¹¹⁸ Men andre, som f.eks. Eusebius Hieronymus af Stridon eller St. Jeronimus (ca. 340/42 eller 347-420) og Bede byggede deres beregninger på den hebræiske udgave, og de mente, at der kun var 4.000 år mellem Adam og Kristus. Men tilbage før dommedag var der således for alle kun 1.000 år, så efter år 1000 blev der problemer med disse beregninger. Dette forsøgte Vincent af Beauvais (ca. 1190-1264) at løse ved at føre skabelsen tilbage til 4.000 år før sin egen tid. Dette tilsluttede Philippus Melanchton (1497-1560), en ven af Martin Luther (1483-1546), sig, idet han fastslog skabelsen til 3963 fvt. Men hermed stoppede diskussionen ikke. Pave Gregorius XIII (1502-1585) fastlagde skabelsen til 5199 fvt. Dette blev støttet af sir Walter Raleigh (ca. 1554-1618) som i sin History of the World skrev, at ideen om de 4.000 år var problematisk, fordi Ægypten allerede på Abrahams tid var meget højt udviklet. Herefter tog en mere præcis bestemmelse sin begyndelse. Ærkebiskop James Usher (1580-1656) skrev i 1650 i et skrift med titlen Annals of the Ancient and New Testaments, at skabelsen var sket år 4004 fvt. Dette havde han fundet ud af ved at studere den hebræiske udgave.¹¹⁹ Og endnu mere præcist blev skabelsen beregnet af den danske astronomiprofessor Villum Lange (1624-1682), der i 1649 fandt frem til, at det skete den 20. april 4042 fvt.,¹²⁰ og af den engelske rektor på Cambridge Universitet, John Lightfoot (1602-1675), der fastlagde skabelsen til den 23. oktober 4004 fvt. kl. 9 om morgenen.

Der var to måder at periodisere historien på. Den ene byggede på de store imperier, den anden på de bibelske begivenheder. Periodiseringen af historien ud fra de store imperier stammede fra det 2. århundrede fvt. fra romerne, som havde opgjort fem imperier, det babylonsk-assyriske, det mediske, det persiske, det makedonske under Alexander den Store og endelig det romerske. De bibelske tekster kunne også bruges til en sådan periodisering af historien. Her refereredes der ofte til Daniels Bog, der stammer fra perioden omkring 160 fvt., hvor Daniel tolker den babylonske hersker Nebudkadnesars (604-561 fvt.) drøm på den måde, at der skal være fire riger, før gudsriget skal opstå. Det blev udlagt sådan, at Nebudkadnesars rige var det første, og han skulle herske over alle mennesker, dyr og fugle i verden. Derefter skulle der komme et andet rige, som var ringere end Nebudkadnesars, hvorefter et tredje kongerige af kobber skulle opstå, det rige som af mange blev fortolket som Alexander den Stores rige. Det fjerde rige skulle være stærkt som jern og skulle knuse og sønderslå alle andre. Endelig skulle Guds rige komme som det femte. Det skulle udspringe af det fjerde, og dette gudsrige skulle bestå evigt, og herefter skulle intet andet folk få kongemagten.¹²¹ Der kunne ud fra dette ikke være tvivl om, at det fjerde rige måtte være Romerriget. Dette ses f.eks. hos Jeronimus, der i 409 i forlængelse af en redegørelse for barbarernes invasion af Romerriget og deres sejre bemærkede, at dette måske var verdens ende. Dette brugte han så igen til generelt at fraråde jomfruer at gifte sig, og mere specifikt skrev han til en enke, han kendte, at hun ikke skulle gifte sig igen, for som der står i Matthæusevangeliet: »Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage«.¹²² Dette følges op i 410, hvor han i sin Kommentarer til Ezekiels Bog skriver, at hele verden nu bliver tilintetgjort sammen med byen Rom.¹²³ Og da Romerriget skulle vare, indtil gudsriget opstod, var der hermed skabt et solidt grundlag for, at man i middelalderen tolkede Det Tysk-Romerske Rige som identisk med Romerriget, hvad der igen blev yderligere markeret ved at sætte ordet »hellig« ind i navnet, Det Hellige Tysk-Romerske Rige. Når dette romerrige brød sammen, skulle gudsriget endelig opstå.

I denne opfattelse af udviklingen lå der ikke blot et tidsmæssigt aspekt, men også et geografisk. Med kristendommens udvikling i Europa blev Østens betydning efterhånden modificeret noget. Nu ræsonnerede man, at samtidig med at Østen var lysets og livets kontinent, så var det i kraft af Sems efterkommere også stedet for de omskårne tilhængere af de gamle love, hvorfor det var dømt til fremtidig inferioritet. Dette forhold afspejlede ifølge en europæisk udviklingstanke, som blev fastholdt langt op i det 18. århundrede, en mere generel, global tendens, nemlig at den samfundsmæssige og åndelige kulmination ligesom solen og lyset bevægede sig fra øst mod vest, og når den var kulmineret i Vesteuropa, noget den omkring år 1000 blev anset for at være stærkt på vej til, var de sidste dage kommet.¹²⁴ Denne geografiske forrykning af den åndelige kulmination passede fint med, at Romerriget, som var blevet fortsat i Det Tysk-Romerske Rige, havde sin grænse ved det Atlanterhav, hvor verdens grænse mod vest lå. Lyset havde her fuldført sin bevægelse og var nået til sin slutning. Den kendte og meget indflydelsesrige biskop Otto af Freising (ca. 1114/15-1158), der familiemæssigt stod kejseren nær,¹²⁵ formulerede det i prologen til sit store værk, Chronicon eller Historia de duabus civitatibus–De to byers historie, som han skrev mellem 1143 og 1146, på følgende måde:

Hvilket højt uddannelsesniveau var der ikke i Ægypten og blandt kaldæerne. Men hvad er Babylon, der engang var berømt for sin videnskab og sin magt, nu? … Og Ægypten er nu for en stor dels vedkommende en vejløs ødemark, efter at videnskaben blev overført til grækerne, så til romerne og endelig til gallerne og spanierne. Og det skal bemærkes, at fordi al menneskelig viden begyndte i Orienten og vil ende i Occidenten er alle tings sammenhæng og forsvinden demonstreret.¹²⁶

Dette var Otto af Freisings fortolkning af historien i forlængelse af Daniels Bog, og Otto flyttede således ligesom allerede Lambert af Saint-Omer havde gjort det i sin encyklopædi, Liber floridus–Blomsternes Bog, som gengiver blomsten af, hvad ca. 200 andre har skrevet, og som han samlede mellem 1112 og 1121, det aktuelle center helt mod vest, til frankerne og spanierne. Og her var dette center igen truet. Alle tings sammenhæng og forgængelighed var ifølge Otto hermed påvist, og de sidste tider måtte være nært forestående.¹²⁷ Og dette blev yderligere bekræftet for Otto af Freising af den historiske udvikling, som havde fundet sted vedrørende forholdet mellem stat og kirke. Civitas Dei – Jerusalem – og Civitas Terrena – Babylon – var efter kristendommens indførelse som statsreligion med den romerske kejser Konstantin blevet forenet i Civitas Permixta – en enhed af stat og kirke, som var det nærmeste, den jordiske stat kunne komme gudsstaten. Og at denne enhed med bandlysningen af Ottos morfar, Henrik IV, var ved at gå i opløsning, var for Otto også et sikkert tegn på verdens snarlige forløsning. Denne forventning blev dog neddæmpet i en senere udgave af Chronicon fra 1157. Her stod verden jo endnu.

I stedet for rigerne kunne man også fastlægge verdens historie i forhold til de bibelske begivenheder, og her kunne man oven i købet beregne varigheden af de enkelte epoker ved studier i Biblens genealogier og aldersangivelser. I første halvdel af det tredje århundrede blev verdens alder beregnet på denne måde af flere forskellige. Hippolytos regnede sig i værket Demonstratio de Christo et Antichristo–Redegørelse om Kristus og Antikrist frem til, at kejser Alexander Severus’ (208-235) 13. regeringsår, det vil sige år 235, var år 5738 efter Adam. Hermed var der stadig 262 år til verdens undergang. Og Clemens fra Alexandria havde allerede inden da beregnet de præcise årstal for de forskellige perioder. I Stromateis–Lidt af hvert viste han efter lange mellemregninger, at der fra Adam til syndfloden var gået 2148 år og 4 dage, fra Sem til Abraham 1250 år, fra Isak til opdelingen af landet 616 år og fra dommerne til Samuel 463 år og 7 måneder. Fra dommerne varede perioden med konger 572 år, 6 måneder og 10 dage. Herefter kom 235 år under persisk herredømme fulgt af 312 år og 18 dage under makedonerne frem til Marcus Antonius’ (ca. 83-30 fvt.) død. Endelig var der gået 222 år under romerne frem til Commodus’ død.¹²⁸ Caesar Marcus Aurelius Commodus Antonius Augustus, eller som han hed efter 180, Lucius Aelius Aurelius Commodus (161-192), var en gal kejser, der troede, at han var guden Herkules, og han blev dræbt i 192, hvorefter man kan regne bagud og fastlægge årstallene for de øvrige begivenheder. Verden skulle således ifølge Clemens være skabt 5627 fvt.

Mens denne kalendertolkning kunne bruges til bestemmelse af samtiden og fremtiden, kunne hele skabelsens tid også sættes ind i en kalender. En tidlig udgave heraf finder man som afslutning på Augustins bog Om Guds Stad,¹²⁹ hvor antallet af ‘tidsaldre’, som nævnt, gøres lig med antallet af skabelsesdagene. Den første alder, infantia eller tidlig barndom, går fra Adam til syndfloden, og her er der intet sprog, og man kan intet huske fra denne tid. Den anden periode fra syndfloden til Abraham kaldte han pueritia, barndom, og her lærte mennesket sproget. Begge disse tidsaldre var på ti generationer. Med reference til Matthæusevangeliet fastlægges der så tre tidsaldre, hver bestående af 14 generationer, frem til Kristus.¹³⁰ Den første går fra Abraham til David, den næste fra David til deportationen til Babylon og den tredje fra deportationen til Jesu fødsel. Herefter kommer den sjette og for Augustin samtidige tidsalder, hvis længde var ukendt, for som der står i Apostlenes Gerninger, meddelte Jesus apostlene, at mennesket ikke skal kende de tider, Gud har fastsat.¹³¹ Endelig vil en syvende alder være den evighed, der venter efter dommens dag. Denne kalender blev kort tid efter præciseret med fastlæggelse af antallet af år for de enkelte perioder af Gregory af Tours (538/9-593/4) i hans Gesta Francorum–Frankernes bedrifter i ti bøger. Efter Gregorys beregninger, der tager udgangspunkt i det samme antal generationer som Augustin, var der, når man sammenfattede det i længere perioder, fra skabelsen til syndfloden 2242 år, herfra til overgangen over Det Røde Hav 1404 år, derefter 1538 år frem til Jesu genopstandelse. Herefter gik der 412 år frem til St. Martin af Tours’ (ca. 316/17-397/402) død, og dette lå ved bogens slutning (omkring 590) 197 år tilbage. Dette gav en samlet alder på 5792 år siden skabelsen. Inden for disse rammer berettede Gregory så om begivenhederne, først de bibelske og derefter og i forlængelse heraf de historiske. Det mest bemærkelsesværdige ved Gregorys beregninger og historie var, at han ud over at fastlægge tiden siden skabelsen også begyndte at regne tiden fra Jesu korsfæstelse.¹³²

Den samme opdeling af verdens historie, som Augustin foretog, gentages hos Isidor af Sevilla, der også nævner, at verden har en barndom, en ungdom og en alderdom. Isidor regner også de enkelte epokers varighed ud ved at se på, hvor gamle de i Gamle Testamente nævnte folk blev. Dette remses op, og de enkelte perioders længde kan derefter udregnes: Den første periode frem til syndfloden var på 2252 år. Den anden periode frem til Abraham sluttede og den tredje begyndte 3170 år efter skabelsen, og den 4. med David som skæringspunkt begyndte 4140 år efter skabelsen. Den 5. periode begyndte i 4670 efter skabelsen med deportationen til Babylon og sluttede med Jesu fødsel år 5210.¹³³ Med de 6.000 år som en ramme blev årene omkring år 800 således særdeles spændende, og avarernes angreb, som først blev endelig tilbagevist i slutningen af det 8. århundrede samt magyarernes, som begyndte i det 9. århundrede, blev da også af nogle opfattet som realiseringen af profetien om, at horder til hest skulle komme fra øst og sprede død og ødelæggelse umiddelbart før verdens ende.

Inspireret af især Augustin deltog også den ærværdige Bede i forsøget på at kategorisere historien. Hans opdeling af tiden var: 1. fra Adam til Noa; 2. fra Noa til Abraham; 3. fra Abraham til David; 4. fra David til det babylonske fangenskab; 5. fra fangenskabet til Jesu fødsel; og 6. fra Jesu fødsel til samtiden. Disse epoker blev af Bede også opfattet som menneskehedens aldre: 1. fødsel/spædbarn; 2. barndom, hvor mennesket lærer at tale, det vil sige, at det hebræiske sprog blev udviklet; 3. ungdom, hvor mennesket får børn med Abraham som faderen; 4. voksen, kongernes tid, hvor mennesket kan påtage sig de voksnes ansvar; 5. alderdom, kroppen svækkes, og det jødiske folk splittes på grund af en strøm af ondskab; 6. afsluttes med døden og dommedag.¹³⁴

I det 12. århundrede sammenfattede Lambert af Saint-Omer i sit ovennævnte værk Liber Floridus de forskellige kalendere i et system, som kan sammenfattes som følger:

Indtil Kristi fødsel foregik historien i Asien, og herfra bevægede den sig til Rom, hvorfra den til sidst bevægede sig videre mod vest til frankerne.¹³⁵

I den nestorianske udlægning fra det 13. århundrede var tidsrammerne næsten de samme som Isidors. I Biens Bog blev tiden mellem Adam og syndfloden beregnet til 2262 år, og herfra gik der 1015 år til Abraham. 430 år senere, altså 3707 år efter Adam var flugten fra Ægypten med Moses og 400 år senere byggede Salomon templet. 495 år senere kom fangenskabet og 180 år senere igen Daniels profeti. Herefter gik der 483 år frem til Jesu fødsel, som således skete år 5265 efter skabelsen. Forfatteren af Biens Bog, biskop Solomon fra Armenien har ikke været så god til at regne, for han får det til 5345 år. Det interessante ved denne opstilling af historien er, at der nu dukker en ny figur op, som indgår i tidsregningen, nemlig Alexander den Store, som netop i denne periode var en meget populær skikkelse. Alexander placeres 303 år før Jesu fødsel, og det persiske riges opkomst bestemmes til år 438 efter Alexander den Store. Og endelig får vi at vide, at der fra Adam til Alexander gik 5180 år, hvordan det så end kan gå op med de øvrige tidsangivelser.¹³⁶

Der opstod således to store verdenskalendere, som ofte kunne forenes. Den ene med de seks epoker, som byggede på Augustin, og som kunne genfindes hos de store kirkefædre, og den anden, som byggede på de store riger, som havde præget kristendommen, dens mytologiske eller dens jødiske fortid, og som var på fem epoker. Det, at Romerriget var det sidste jordiske rige og derfor ville vare frem til gudsriget, var der dog ikke enighed om. Dette viste sig i debatten om og i forlængelse af goternes erobring af Rom. Således mente Augustin, at der i bund og grund kun havde været to store riger, det assyriske og det romerske, og det romerske ville ikke vare evigt, men ville gå under ligesom alt andet jordisk,¹³⁷ mens hans tro væbner, Paulus Orosius, reducerede antallet af riger til fire, idet han fjernede det makedonske, som nok havde været verdensomspændende, men som kun havde varet kort tid og derfor ikke havde efterladt sig noget specielt. Herefter blev de 6 epoker og de 4 imperier med Romerriget som det sidste den herskende periodiseringsform for de kristne historikere. Og drivkraften i historien blev også i forlængelse af Augustins analyser kampen mellem det gode og det onde, mellem Gud og Djævelen, mellem de lyse og de mørke kræfter, mellem gudsstaten og den jordiske stat, mellem Jerusalem og Babylon.

Det var dog ikke alle, der regnede efter denne kalender. Biskop Solomon havde naturligvis også et bud på verdens ende i sin Biens Bog, men her drejede det sig om, at Ismaels børn ville kaste sig over Persien og ødelægge dette kongedømme i det syvende og sidste årtusinde som straf for menneskenes synder og laster.¹³⁸

Middelalderens intellektuelle gejstlige overtog også den gamle romerske historietradition med en registrering år for år af de vigtigste begivenheder. Grundlæggende var historien nu naturligvis kristendommens historie, kirkehistorie og de troendes fællesskabs historie. Dette blev ofte sat ind i de verdenshistorier, der begyndte med Adam og Eva og så fulgte perioderne. Men fra omkring det 7. århundrede kom der også andre historier, idet der blev berettet om begivenheder, der var sket efter den bibelske tid, ligesom der også kom historier, der ikke umiddelbart kunne forbindes med den bibelske historie som f.eks. de forskellige folkeslags historie.¹³⁹ Dette knyttede sig ofte til, at disse mere eller mindre hedenske eller kætterske folkeslag erobrede kristne områder og således som magtinstans skulle have en lige så heroisk historie som romerne. Det viste sig som de forskellige goteres historie og senere longobardernes, frankernes, saxernes, slavernes eller danernes historie eller krønike. Og disse objekter for kronologiske historier blev senere fulgt op af historier på et endnu lavere niveau såsom klosterhistorier, byhistorier og personhistorier.

Også i de geografiske skildringer skete der en tilsvarende udvikling. I beskrivelsen af stederne var det fra omkring slutningen af det 4. århundrede de bibelske begivenheder, der havde fundet sted her, der blev brugt til at karakterisere stederne, noget man første gang så i Jeronimus’ breve til Eustochium Julia (368-419/20), der fra 385 sammen med sin mor havde fulgt Jeronimus på hans rejser, og som etablerede nogle klostre i Betlehem nær det sted, Jesus formodedes at være født. Disse klostre blev senere hærget og brændt ned af Pelagius (ca. 354-418) som hævn for Jeronimus’ kritik af ham. I Jeronimus’ breve fra 392-393 og fra 404 beskrives de forskellige steder i Palæstina ved de bibelske begivenheder, der fandt sted her.¹⁴⁰ Sådan forblev det helt op til renæssancen, hvad angår beskrivelser af de bibelske steder. Geografi var således i den forstand lig med historie.¹⁴¹ Et eksempel er Johann Schiltbergers (ca. 1380-1440/50) beskrivelse af Jerusalem, som han skal have forestillet at have besøgt i begyndelsen af det 15. århundrede:

Hedningerne kalder Jerusalem Kouds Shereef. Der er den hellige grav i en smuk kirke, som er høj, hvælvet og overdækket med bly. Den har ligget uden for byen og er nu på sit rigtige sted. Når man kommer ind i kirken, ligger Kalvariebjerget, hvor Kristus blev pint, på højre hånd. Det er tolv trin højt, og øverst er der et kapel, og der er præsterne fra Prester Johannes’ land. I kirken ved siden af bjerget er der et alter, og der er den søjle, som Vor Herre blev bundet til, da man piskede ham. Ved det samme alter, to og fyrre trin nede under jorden, fandt man det hellige kors og de to tyves kors. … Foran porten til kirken er der atten trin op til det sted, hvor Vor Herre på korset sagde disse ord til sin mor: »Se, dette er dit barn«; og han sagde til St. Johannes: »Se, dette er din mor«. Han gik op ad netop disse trin, da han bar korset. Oven over er det kapel, hvor der er præster fra Prester Johannes’ land. Foran byen er St. Stefans Kirke på det sted, hvor han blev stenet, og over mod Josophats dal er den gyldne port foran den kirke, hvor den hellige grav er. … Nær ved det store tempel er der en kirke, overdækket med bly, og den kaldes Salomons trone, og på venstre side er der et palads, som hedder Salomons Tempel. Der er der en kirke til ære for St. Anna, og heri er der en brønd, og enhver, der bader i brønden, bliver helbredt for en hvilken som helst sygdom. Det var her, Vor Herre Jesus helbredte den syge mand. Ikke langt herfra er Pilatus’ hus, og tæt ved det Herodes’ hus, den Herodes der lod børnene dræbe.¹⁴²

Dette er en sen beretning, for allerede efter det første korstog, det vil sige fra begyndelsen af det 12. århundrede, begyndte der at komme verdslige rejseberetninger, hvor samtidige begivenheder blev tolket som opfyldelsen af bibelske profetier.¹⁴³