Читать книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris - Страница 12

Gog, Magog og Alexander den Store

Оглавление

Østen var dog ikke kun stedet for Edens Have. Også ondskaben holdt til her i form af Magog og Gog, som optræder lidt forskelligt som personer og som et land. Som tidligere nævnt blev Magog fremstillet som Jafets søn, men han fremstilles også som et land. Af Jeremias’ Bog fremgår det, at Jeremias’ syn af en gryde over ilden, som hælder fra nord, betyder, at fra nord skal ulykken slippes løs over alle landets indbyggere, for til den tid vil Herren fælde dom over folkene for deres ondskab og for at have svigtet ham.57 Senere gentages truslen om ondskaben fra nord, og her fremgår det, at fjenden vil trække op som skyer, hans vogne er som hvirvelvinde, og hans heste er hurtigere end ørne. Jorden skal blive tom og øde og himlen mørk. Alle byer skal jævnes med jorden, og alle frugthaver blive til ørken.58 Videre hedder det, at vandet skal svulme fra nord og blive en strøm, der vælter ind over landet.59 Det var disse udsagn og flere til, som blev kombineret med beretningerne om Gog og Magog, om hvem man andre steder kunne læse, at når de tusind år var omme, skulle Satan slippes løs fra sit fængsel og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand.60 Ellers er det i Ezekiels Bog, at man kan læse om Gog og Magog. Her præsenteres Gog i landet Magog som storfyrste over Meshek og Tubal og som den, der har magten over en lang række tropper fra Østen og fra det yderste nord. Disse tropper skal, når lang tid er gået, og årene er omme, trække op som et uvejr og dække landet som en sky, og de skal røve og plyndre. Og det skal ske den dag, Herrens folk bor trygt. Da skal Gog bryde op og rykke ud fra landet i det yderste nord sammen med de mange folkeslag, der følger ham, og som alle er til hest. Og når Israel bliver angrebet, skal alle dyr og mennesker skælve for Gud, og bjergene skal jævnes med jorden, klippevægge falde og alle bymure styrte sammen. Men også Gog skal blive mål for Guds vrede. Gud vil sætte Gogs tropper op mod hinanden, og der skal fældes dom over ham med pest og blod, og skylregn, ild og svovl skal regne ned over ham og hans tropper og alle de folkeslag, der er sammen med ham.61 Og Gog skal falde på Israels bjerge sammen med alle sine tropper og folkeslag og blive føde for rovdyr og rovfugle, og Gog og hele hans larmende hob vil blive begravet i Abarimdalen øst for havet,62 ligesom han skal blive pint og plaget dag og nat i evighedernes evigheder.63 Denne fremtidsprofeti kunne man også tolke ud fra skriftsteder i Nye Testamente, hvor der blev skrevet om Antikrist eller Satan eller Djævelen i stedet for om Gog og Magog. Det var ingen tvivl om, at Antikrist, som var karakteriseret ved at fornægte Faderen og Sønnen, skulle komme, og at hans komme var tegn på, at det var den sidste time.64

Gog kom således fra det land i nord, hvorfra der på den yderste dag skulle komme folk og røve, plyndre og dræbe, så det var ikke sært, at det ville være godt at få disse vilde og barbariske folkeslag spærret inde, indtil den sidste dag kom, for i mellemtiden kunne de jo udrette megen skade. Og hvis de skulle stoppes, måtte der en stor helt til, en helt som havde været på de kanter, og som stod i ledtog med Gud, for Gog var jo også et Guds redskab. Der var således få kandidater til denne post, men her blev de kristne inspireret af den jødiske historiker Josephus (37/38-100), som i sin Bellum Judaicum–Den jødiske krig lod det være Alexander den Stores (356-323 fvt.) hensigt at spærre skytherne inde bag en jernport i et bjergpas,65 og som i sin Antiquitates Judaicae–Den jødiske oldtid identificerede Magogs folk med skytherne. I det hele taget lod Josephus Alexander være Guds instrument, der i kontakt med Gud og hjulpet af hans mirakler også skulle udløse den guddommelige vrede over perserne.66 Stedet for Alexanders byggeri af en jernport skulle være Darielpasset i det centrale Kaukasus,67 og denne fortælling skulle sammen med beretningerne om de ti forsvundne jødiske stammer komme til at indgå centralt i den beretning om Alexander den Store, som Pseudo-Kallisthenes udarbejdede i det 3. århundrede,68 for senere at blive gentaget af så store autoriteter som St. Ambrosius (339-397), Paulus Orosius (5. århundrede) og St. Isidor. Isidor identificerede disse ondskabens folk som hunnerne og skriver, at på trods af at Alexander spærrede dem inde bag en vold, så red de på deres raske heste over Det Kaukasiske Pas og overfaldt orientalerne, som de i 20 år havde krævet tribut fra.69 I Jacob af Serughs (449-521) syriske udgave af Pseudo-Kallisthenes’ beretning om Alexander den Store, den første kristne udgave af Alexanderfortællingerne, blev Gog og Magog, skytherne og jernporten forenet i en apokalyptisk profeti med Alexander i en helt central rolle som den, der spærrede de 22 farlige folkeslag inde. Alexander var således en oplagt kandidat til så store gerninger, når man lige så bort fra hans religiøse tilhørsforhold, men det kunne der jo rettes på. Alexander blev udnævnt til en ny profet, og at han fik denne status ikke bare af de kristne, men også af muslimerne, kan ses af, at han i Koranen tildeles en næsten tilsvarende status, hvad der måske ikke er så underligt, i og med at afsnittet i Koranen efter en række forskeres mening er inspireret af Jakob af Serughs beretning.

Af disse visioner fremgik det således, at et tydeligt tegn på den yderste dags komme var, at folkeslag fra Østen, angreb. Derfor blev også mange forskellige folk gennem historien forbundet med Gog og Magog. Skytherne var naturligvis de mest oplagte, da de siden antikken havde været ikke bare folket, men rytterfolket, der levede i de relevante egne. Dertil kom, at de hurtigt blev meget upopulære blandt de kristne, fordi de første missionærer i de områder omkring Det Kaspiske Hav, som blev betragtet som skythernes område, blev dræbt.70 Senere blev det hunnerne, alanerne, khazarerne (som angreb Armenien gennem Kaukasus i 627), tyrkerne, magyarerne og endelig mongolerne, der kom til at repræsentere forvarslet om dommedags komme. Nogle af disse folk blev så igen genealogisk forbundet med skytherne. Det var således vigtigt for de kristne at følge med i, hvad der foregik i det fjerne Østen, ligesom efterretninger om store områder med store mængder græs, hvor der kunne opdrættes utallige heste, var yderst interessante. Og med en udsigt på tusinde år, som man mente var tiden mellem Jesus og de sidste tider, var det ikke sært, at da et rytterfolk som mongolerne trængte frem gennem Asien og angreb Europa i første halvdel af 1200-tallet, blev det af nogle fortolket som indfrielsen af denne spådom.

Antropologi i Middelalderen og RenAessancen

Подняться наверх