Читать книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris - Страница 11

Blandt de mindre benyttede afsnit i Biblen var dem, der fastlagde verdens form, og ikke alle havde lige meget autoritet. Der var for de fleste ingen tvivl om, at Jerusalem lå i midten af verden, for det fremgik klart af Ezekiels Bog: »Dette siger Gud Herren: Dette er Jerusalem! Jeg lagde den midt iblandt folkene, med lande rundt om,« og »… det folk, … som nu har erhvervet sig rigdom og gods og bor i jordens navle.«¹⁰ Det var også givet, at den beboede verden var omgivet af vand, hvad man kunne læse i Salmernes Bog: »Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren, for han har grundlagt den på havene, grundfæstet den på strømmene,« og senere: »Han bredte jorden ud på vandet …«.¹¹ Så langt var de fleste enige i tolkningen, men andre udsagn blev der henvist til mere sparsomt. Det gjaldt udsagnet i Jobs Bog om, at der på den anden side af disse vande var det evige mørke.¹² For mange var det ikke evigt mørke, men Paradis der var placeret her. Og endnu færre kom nærmere ind på konsekvenserne af udsagnet i Jobs Bog om, at: »Dødsriget ligger åbent for Gud, underverdenen ligger utildækket. Han spænder nordhimlen ud over det øde rum, hænger jorden op over det tomme.«¹³ Dog har dette afsnit spillet en rolle i forbindelse med søfolkenes angst for at sejle for langt ud på havet, hvor dette hul til dødsriget eller helvede i de folkelige udgaver blev placeret.

Efter at Gud havde skabt Adam i sit eget billede og Eva, befalede han dem at blive frugtbare, opfylde jorden og underlægge sig den samt herske over alle de andre skabninger.¹⁴ Derefter gav han dem plantefrø, idet de i fremtiden skulle leve af planterne.¹⁵ Mennesket var således fra begyndelsen skabt som vegetar og som agerbruger. Gud placerede menneskene i Edens Have ude mod øst, og her kunne der naturligvis ikke forekomme jagt, da det var ensbetydende med drab. Dertil kom, at der efter fleres mening kun var én han og én hun af hvert dyr i Edens Have, og da seksualitet jo endnu ikke forekom, kom der heller ikke flere dyr til. Det var først, efter at dyrene også formerede sig, noget der måske først skete efter syndfloden, at jagt kunne komme på tale. Mennesket var således fra begyndelsen plantesamler eller agerbruger, og jagt var et forholdsvis sent fænomen. Adam fik sproget, og han navngav alle dyr. Det sprog, både Adam og Gud betjente sig af, måtte efter de flestes mening være hebræisk, og det betød for de fleste af middelalderens tænkere, at hebræisk var det eneste sprog i verden frem til sprogforvirringen ved Babelstårnet.¹⁶

I Edens Have navngav Adam alle levende væsener, og her var der ud over alle de spiselige planter også Livets Træ og Kundskabens Træ.¹⁷ Eva lokkede Adam til at spise af Kundskabens Træ, og dette førte til det syndefald, som medførte, at mennesket skammede sig ved sin nøgenhed og begyndte at udvikle tøj.¹⁸ Gud blev sur, og ud over at smide Adam og Eva ud af Edens Have, straffede han dem på den måde, at kvinden i fremtiden skulle have et plagsomt og pinefuldt svangerskab, føde børn i smerte, begære sin mand og beherskes af ham, mens manden skulle skaffe føden af agerjorden med møje og i sit ansigts sved spise sit brød, indtil han vendte tilbage til den jord, han var kommet af.¹⁹ Endelig gav Gud mennesket skindtøj, for jagten, som var det samme som drab, var endnu ikke mulig, så Adam kunne jo ikke selv skaffe det. For at forhindre at Adam og Eva skulle vende tilbage til Edens Have og måske endog få fat i Livets Træ, hvis frugter ville give evigt liv, satte Gud keruberne øst for haven, for at de der med lynende flammesværd kunne bevogte vejen til Livets Træ.²⁰

Antropologisk set var der således fra begyndelsen kun Adam og Eva, og derfor måtte alle mennesker stamme fra dem. Mennesket kom fra øst, hvor Edens Have lå, og efter planteindsamling var agerbrug det første erhverv. Kvinder skulle i al fremtid straffes ved at føde børn med smerte og beherskes af manden. Dette skulle senere give store problemer, når man mødte folk eller monstrøse menneskelignende væsner, som det var vanskeligt at forbinde med Adam, eller som ikke levede i overensstemmelse med denne straf. Om der her var tale om mennesker, kunne således diskuteres. Det var f.eks. tilfældet med amazonerne og senere matriarkalske eller matrilineære folk, hvor kvinderne ikke var underkastet manden, og det samme gjaldt kvinder, der tilsyneladende fødte uden smerte som f.eks. i de tilfælde, hvor man havde couvade. Problemet var især udtalt i forbindelse med nøgne mennesker, der ikke skammede sig over deres nøgenhed. Siden St. Augustin var nøgenhed blevet forbundet med den seksualitet, der opstod i forlængelse af den oprindelige synd, og til dette tilføjede Augustin at:

Fra da af er den skik at skjule skamdelene indplantet i alle folkeslag, fordi de alle stammer fra denne ene rod. Nogle barbarfolk har end ikke de dele af deres legeme blottede, når de er i bad, men vasker sig med disse klædningsstykker på. Også i de skyggefulde og ensomme steder i Indien bruger de mænd, der filosoferer nøgne (de kaldes derfor gymnosofister [af »gymno« – nøgen, og »sofistes« – vismand]²¹), dog dækkener for deres kønsdele, selv om de ikke har noget på de øvrige legemsdele.²²

Manden skulle så ifølge Augustin herske over sin hustru på samme måde, som ånden skulle herske over kødet.²³

Det var derfor ikke så sært, at da de kristne for første gang stod over for nøgne folk, reagerede de med forundring. Portugiserne må have mødt nøgne folk, da de i slutningen af det 15. århundrede sejlede ned langs Afrikas vestkyst, men her er der ikke kilder, der beskriver deres reaktion. Derfor bliver mødet med de amerikanske indianere de første kilder til et sådant møde, og man ser da også, at Christoffer Columbus (1451-1506) i næsten alle sine beskrivelser af de folk, han mødte i Amerika, ud over at konstatere, om de havde guld, og om de var kannibaler, skrev, at de var nøgne eller næsten nøgne, og at Amerigo Vespucci (1454-1512) i 1505 som noget af det første skrev om de amerikanske indianere, at de gik fuldstændig nøgne uden at skamme sig, og at kvinderne fødte deres børn helt uden smerte. Dertil kom, at de ingen konger og ingen regering havde, de havde så mange koner, de lystede, og de bedrev blodskam på alle leder og kanter. De kunne ophæve ægteskaber, når de havde lyst, de havde ikke hverken kirke eller religion, de åd hinanden, især krigsfanger, men det var også sådan, at fædre åd både koner og børn. Endelig kunne Vespucci meddele, at de blev op til 150 år gamle og sjældent var syge. Forundringen var stor, men han gav ikke nogen forklaring på det.²⁴

Endelig kunne det, at Edens Have skulle bevogtes, også tyde på, at Edens Have lå på jorden et fjernt sted i Østen, hvad der igen betød, at man ved at følge en af de fire floder, Nilen, Ganges eller Indus, Eufrat og Tigris, der udsprang i Paradis, til kilden måske kunne komme frem til, om end ikke ind i, Edens Have. De brændende flammesværd kunne dog også tydes på den måde, at det var den uigennemtrængelige ækvatoriale varme, der beskyttede det jordiske paradis, som så kunne placeres på den sydlige halvkugle.

Adam og Eva fik sønnerne Abel, som blev fårehyrde, og Kain, som blev agerdyrker.²⁵ Agerbrug blev således suppleret med dyreavl, men da Kain dræbte Abel,²⁶ forsvandt dyreavlen for en tid. Agerbruget blev videreført af Adam, idet Gud fratog Kain agerbruget, da han sendte ham i eksil i landet Nod, øst for Edens Have.²⁷ Kain formerede sig, og nogle generationer senere fødtes Jabal, som blev stamfader til alle kvægnomader, mens broderen Jubal blev stamfader til alle dem, der spiller på citar og fløjte. En halvbror blev stamfader til alle former for smede.²⁸ Fra dette tidspunkt var samfundet således udviklet med agerbrug, dyreavl og smedekunst.

Men alle disse efterkommere efter Kain levede uden for Guds område. Den sande gudstro blev båret videre i en anden gren af Adams slægt, nemlig af Adams søn Seth, som blev født, efter at Kain var fordrevet.²⁹ Derefter idet såvel Kain som Abel ligesom i Biens Bog har en tvillingsøster. Problemet med Kain opstod, da han hellere ville gifte sig med sin tvillingsøster end med Abels. Efter mordet på Abel drager han af sted med begge kvinder. Seth og hans efterkommere forbliver boende på det bjerg, hvor det jordiske paradis lå, mens Kain og hans efterudviklede denne gren af slægten sig, og der var mange, der blev over 900 år gamle. Efter mange generationer fik Metusalem en søn ved navn Noa, som i en alder af 500 år fik tre sønner, Sem, Kam og Jafet.³⁰ Nu skete der det, at nogle engle blev betaget af de jordiske kvinder, og de drog ned på jorden og tog alle de kvinder, de ville. Af disse forhold opstod kæmperne, men også den guddommelige vrede over, at jorden nu var blevet fuld af vold og utugt, hvorfor Gud fortrød sit skaberværk.³¹ Men i stedet for at udrydde det hele, lod han Noa bygge en ark, som var over 200 meter lang og 34 meter bred, og her kunne Noa, hans kone, sønner og svigerdøtre samt et eller flere par af alle dyr overleve syndfloden.³² Dermed måtte alle folk, der siden har eksisteret, stamme fra Noa og hans tre sønner,³³ og bestemmelsen af disse folks identitet måtte i overensstemmelse med den genealogiske metode, som i Gamle Testamente blev brugt til at ordne og bestemme relationerne mellem alle, være den metode, der skulle etablere denne identitet. Dog var der ud over spørgsmålet, om Kains slægt havde overlevet syndfloden i deres land langt mod øst, også mere generelt tvivl om syndflodens globalitet, idet dette ikke fremstod klart i Gamle Testamente. Således var det usikkert, om syndfloden havde ramt de folkeslag, der levede i nærheden af det jordiske paradis. Man vidste jo med sikkerhed, at det jordiske paradis ikke var blevet oversvømmet.³⁴

Noa strandede på Ararats bjerge, og efter at alle fortrædelighederne var overstået, ofrede han til Gud, som blev så rørt, at han besluttede sig for aldrig igen at udrydde alt levende.³⁵ Herefter var det Noas sønner, der som agerbrugere, kvægavlere og jægere skulle ud og mangfoldiggøre sig og befolke jorden. Men inden da opstod der problemer, idet Noa som agerdyrker opfandt vinen, drak sig fuld og lagde sig til at sove nøgen. Kam så sin far nøgen og fortalte det til sine to brødre, som uden at kigge gik ind i teltet og dækkede ham til. Da Noa vågnede, blev han sur og idømte sin yngste søn Kam den straf, at han og alle hans efterkommere for evigt skulle være de usleste trælle for Sem og Jafet og deres efterkommere.³⁶

Noas sønner befolkede nu verden.³⁷ Den mellemste søn Jafets efterkommere befolkede den nordlige og nordøstlige del af verden, herunder »de fjerne øer«, en formulering som kunne bruges til at omfatte nogle af de områder, der dukkede op i det 15. og 16. århundrede, og som det i øvrigt var vanskeligt at finde benævnt i Biblen. Jafets sønner tog hver sit land og havde hver sit sprog, og de spaltede sig med generationerne op i stadig nye slægter og herfra i nye folkeslag.³⁸ Blandt Jafets sønner skulle Magog, som af nogle blev betragtet som stamfader til eller som slet og ret værende skytherne, senere komme til at spille en speciel rolle. Også den yngste og nu forbandede søn Kam fik mange efter kommere, og blandt disse skal især nævnes Nimrod, som med Babylon som udgangspunkt blev den første hersker på jorden.³⁹ Kams efterkommere, hamitterne, spredte sig mod syd og fik Afrika syd for Sahara. Og endelig fik Sem som den ældste søn det Østen, hvad der stort set vil sige Asien, der blev betragtet som lige så stort som de to andre kontinenter tilsammen, og som omfattede alle de hellige steder fra Israel, hvor det udvalgte folk, jøderne, skulle holde til med Jerusalem som centrum, og hvor senere Jesus skulle tilbringe sit jordiske liv og gøre sine mirakler, og helt ud til det yderste Østen med Edens Have. Grænserne mellem disse tre kontinenter blev i overensstemmelse med antikkens opfattelse gennem hele middelalderen fastlagt således, at Nilen var grænsen mellem Asien og Afrika, Don, eller Tanais som den hed dengang, grænsen mellem Europa og Asien og Middelhavet grænsen mellem Afrika og Europa. Dertil var den første statsdannelse også bestemt i form af Nimrods etablering af sig selv som hersker i Babylon.⁴⁰ Denne verdensorden blev afspejlet i de såkaldte mappamundi, verdenskort, der ikke var en gengivelse af verden, sådan som den umiddelbart så ud, men af verdens egentlige og sande natur. Det var således ikke et kort, der var beregnet til eller kunne bruges til at rejse efter. Det var først i løbet af det 15. århundrede, at man forbandt disse verdenskort med fastlæggelse af de virkelige geografiske forhold, således som man havde registreret dem i andre kilder. Mappamundi fandtes i to varianter. Den ene, som havde rod i de antikke græske traditioner, zoneopdelte verden i de polare, de tempererede og de tropiske zoner. Det var disse kort, der gav anledning til at videreføre den klassiske diskussion, om der levede mennesker på den sydlige halvkugle. Den anden form kan føres tilbage til Isidor og bygger på den romerske tredeling af verden i Asien, Afrika og Europa. Denne opdeling blev hos Isidor forbundet med den bibelske opdeling af verden mellem Noas sønner, således at Sem som den ældste søn fik Asien, Jafet som den næstældste fik Europa, og Kam som den forbandede søn fik Afrika. På disse mappamundi fyldte Asien den øverste halvdel af kortet, nogle gange med enten Kristus eller Paradis med de fire floder placeret øverst i den cirkel, der udgjorde verden. På tværs og som grænse til henholdsvis Europa og Afrika var Don (Tanais) og Nilen eller Det Røde Hav, mens Middelhavet gik lodret ned i midten herfra som adskillelsen mellem Afrika og Europa. Rundt om hele denne verden lå Oceanet. Fra omkring 1100 og frem til, at genopdagelsen af Ptolemaios’ (ca. 100-178) kort og de nye opdagelser ændrede verdensbilledet, var Jerusalem ofte placeret i midten af disse såkaldte O-T kort.⁴¹ Disse kort viste altså verdens sande karakter, og med den bibelske styring af placeringerne af de forskellige elementer, blev de samtidig fortællinger om de bibelske begivenheder i tiden fra skabelsen over frelsen til dommedag. Således var de hellige steder og vigtige begivenheder markeret som f.eks. Araratbjerget med arken på toppen, Babylon med tårnet i ruiner, det yderste Afrika med alle monstrene, og dertil kunne man nogle steder finde Alexanders port og de indespærrede folk, Gog og Magog, apostlenes virkeområder og deres gravsteder, pilgrimsmål samt kristendommens nye centrum, pavens Rom. Faktisk kunne man i de fleste af disse mappamundi også se de antikke principper slå igennem. Mens Asien, Europa og Afrika var placeret som nævnt, blev de tre Noasønners områder skrevet ind på den måde, at Sems område lå i midten med Kams og Jafets på hver sin side. Og dette svarede til det gamle princip for tredeling af verden, hvor den nordlige del var for kold, den sydlige for varm og den midterste, altså her Sems område, stedet, hvor alt det gode forenede sig og udviklede sig. Mod nord havde man i form af Gog og Magog al den ondskab, der skulle komme over verden i de sidste tider, mod syd i Afrika alle de monstre, hvis menneskelighed man kunne diskutere, og i midten Jerusalem og stedet, hvorfra frelsen var udgået og engang igen skulle udgå.

Men før Noasønnerne og deres efterkommere spredte sig over hele jorden, og mens folkene endnu talte samme sprog, forsøgte de at bygge et tårn, som skulle nå til himlen.⁴² Igen greb Gud ind og forvirrede menneskene ved at give dem forskellige sprog, så de ikke længere kunne tale med hinanden.⁴³ Babelstårnet måtte dermed opgives. Det var hermed givet, at de forskellige folkeslag voksede ud af befolkningstilvæksten, og at de forskellige sprog skulle forklares ved den babylonske straf, det vil sige, at de skyldtes Guds straf over menneskets syndige stræben efter det himmelske. Samtidig blev Babylon – et navn der ifølge Første Mosebog og Augustin betyder »forvirring«⁴⁴ – tilsyneladende symbolet på ondskaben, noget der indgår centralt i Augustins store værk De civitate Dei. Her refererer Augustin til flere steder i Gamle Testamente, hvoraf det fremgår, at ondskaben hersker i denne by. I Jeremias’ Bog fremstiles det på følgende måde:

Kald bueskytterne sammen mod Babylon, alle dem der spænder bue! I skal belejre den fra alle sider, ingen må undslippe! Gengæld byen dens gerning, gør mod den alt, hvad den har gjort! For den var overmodig mod Herren, mod Israels Hellige. Derfor ligger dens unge mænd faldne på torvene, alle krigerne omkommer den dag, siger Herren. Nu kommer jeg imod dig, du overmodige, siger Herren, Hærskarers Herre; din dag er kommet, straffens tid er inde. Den overmodige snubler og falder, og ingen rejser ham op. Jeg stikker ild på hans byer, den fortærer alt omkring ham.⁴⁵

Og dette følges op i Esajas’ Bog med følgende svada:

Babylonien, det herligste kongerige, kaldæernes stolteste pryd, skal det gå, som da Gud ødelagde Sodoma og Gomorra.

Aldrig mere skal nogen bo der, i al evighed skal ingen leve der; araberen rejser ikke sit telt, hyrderne holder ikke hvil. Men dér holder ørkendyr til, og husene fyldes med ugler; dér lever strudse, og bukketrolde springer omkring. Hyæner hyler i borgene og sjakaler i de herlige paladser. Babyloniens tid er nær, det varer ikke længe!⁴⁶

På den måde kom der en modstilling i verden, hvor Sem, Jerusalem, Kristus, dyden, frelsen og gudsriget var den ene pol, mens Kam, Babylon, Antikrist eller Djævelen, synden, fortabelsen og helvede var den anden. Hvor guds rige herskede – i form af kirkens magtstruktur – i den gode verden, var det den verdslige magt med udgangspunkt i Nimrod, der herskede i Babylon. Kampen mellem kirken og staten var således at forstå inden for dette globale mønster, hvor Gud allerede med sin indgriben og med citaterne i Biblen havde vist, hvordan forholdene skulle og burde være.

Det hellige land og jøderne udsprang således af Sems slægt. Mange generationer efter Sem fik en af hans efterkommere, Abraham, af Gud overdraget landet mellem de to floder fra Edens Have, Nilen og Eufrat.⁴⁷ Abraham fik sønnen Ismael med trælkvinden Hagar,⁴⁸ og senere, da Gud lod Sara blive gravid med Isak, lovede han Abraham, at Ismael skulle blive far til 12 høvdinge, og at han skulle blive et stort folk. Men da Ismael ifølge Guds engels bebudelse til Hagar skulle blive et vildæsel, hvis hånd skulle være vendt mod alle, og alles hånd mod ham, og da han skulle leve på tværs af alle sine brødre, var det Isak, Gud ville slutte pagt med.⁴⁹ Ismaelitterne skulle da også i den kristne litteratur ofte blive fremstillet som en del af den ondskab, der fra øst eller nordøst, hvor de blev placeret, skulle komme over verden på de sidste dage. Derfor blev ismaelitterne eftersøgt i Østen, ligesom der var forskellige bud på, hvilke af de asiatiske og senere de amerikanske folk der var ismaelitter.

Efter at Moses havde ført jøderne ud af Ægypten og rundt i ørkenen i 40 år, bosatte de sig i Israel, men da de ikke tilbad Gud på den foreskrevne måde, da de brød den pagt med Gud, som Moses havde indgået, straffede han dem ved blandt andet at lade assyrerkongen erobre området og føre jøderne i eksil i Hala, ved Gozans flod og i Mediens byer.⁵⁰ Fra dette fangenskab vendte kun to af Israels tolv stammer tilbage og bosatte sig i Israel. Heraf udsprang der to konsekvenser. For det første fandt man her en model for en forklaring på, at de udvalgte folk blev erobret og underlagt et andet, ikke-udvalgt folk. Det var Guds straf for ulydighed og synd. Denne forklaring blev nærmest standard for senere tiders kristne intellektuelles forklaringer på, at kristne tabte til eller blev erobret af hedninger, kættere eller muslimer. Dette var efter Kristus og frem til dommedag Guds næsten standardiserede måde at straffe de kristne for deres synder, nu hvor han havde lovet at afstå fra at udrydde alle mennesker med syndfloder eller lignende. Og for det andet var der det problem, at man ikke vidste, hvad der var blevet af de øvrige ti stammer. Dette var en stor gåde, og mange af de nye folk, de kristne mødte, når asiatiske folk angreb Europa, eller når europæerne drog ud i verden, blev i første omgang kategoriseret som de ti forsvundne stammer. Dette gjaldt asiatiske folk, hvis verdenshistoriske betydning i forbindelse med dommedag man bedømte som både positiv og negativ, og det gjaldt indianerne i Amerika. Disse ti forsvundne stammer var den mest anvendte bestemmelse af folkene i Østen, men der var jo også to andre muligheder, idet der jo tidligere i to tilfælde var blevet forvist folk til Østen. Det drejede sig om efterkommerne efter Kain, som kunne have overlevet syndfloden ved foden af det bjerg, det jordiske paradis lå på, og så ismaelitterne, Ismaels efterkommere.

Dette var således fortidens historie, som man kunne udlede jordens forskellige folks identitet og egenart af. Men Biblen peger også fremad. Hele historien mellem skabelsen og dommedag er jo åbenbaret.

Jøderne skulle blive forløst af den store Messias, som ifølge Salmernes Bog skal herske fra hav til hav og fra floden til jordens ende. Denne forløsers modstandere skal falde på knæ for ham, og hans fjender skal slikke støv. Konger fra Tarshish og fjerne øer skal frembære gaver, Sabas og Sebas konger skal bringe tribut, og alle konger skal kaste sig ned for ham, og alle folkeslag skal tjene ham.⁵¹ Af dette kunne de kristne senere slutte sig til, at der var tre konger, der besøgte Jesu vugge. Denne jødernes konges magt skulle altså blive stor, og den skulle sprede sig til hele verden, hvad der i Esajas’ beskrivelse fremstilles på følgende måde: »Jeg kommer selv for at samle alle folk og sprog, og de skal komme og se min herlighed. Jeg sætter et tegn på dem og sender dem, der undslipper, ud til folkene i Tarshish, Pul, Lud, Meshek, Tubal, Javan og de fjerne øer, der ikke har hørt om mig og ikke har set min herlighed. De skal fortælle folkene om min herlighed.«⁵² Og at Esajas hermed mente hele verden kunne ses af, at han også henviste til Amerika, hvad der af nogle, som nævnt, blev tolket ud af henvisningen til »de fjerne øer«, af andre ud fra følgende: »Ve dig, du land, hvor græshopperne svirrer, landet bag Nubiens strømme, du som sender bud af sted på floden i sivbåde hen over vandet. Gå, I hurtige sendebud, til det granvoksne, glinsende folk, et folk, som frygtes vidt omkring, til det spændstige, krigeriske folk, hvis land gennemstrømmes af floder.«⁵³

Esajas blev også brugt til mere konkret at markere forholdet mellem de græske tænkere og de kristne i forhold til barbarerne, og her viste den kristne overlegenhed sig ifølge Athanasios fra Alexandria (ca. 296-373) klart. I De incarnatione–Om legemliggørelsen fra 335 skrev han, at grækernes filosoffer intet var i forhold til Kristus, som fik barbarerne til at opgive deres galskab og leve i fred. Ingen andre var kommet til skythere, etiopiere, persere, armeniere, gotere og dem på den anden side af oceanet, og ingen andre havde som Kristus fået dem overbevist, så de derfor ophørte med deres brutale skikke og tilbedelsen af deres gamle guder. Og som bevis for disse udsagn henviste Athanasios til Esajas’ og Mikas Bog, hvor der står, »Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.«⁵⁴ Dette bliver i Athanasios’ fremstilling til, at »Mens de stadig var afgudsdyrkere, plejede grækere og barbarer at kriges med hinanden, og de var grusomme over for deres egne. For det var umuligt at krydse hav eller land på nogen måde, uden at have sværd i hånd…«⁵⁵ Men efter at de var blevet kristnet, havde de lagt vildskaben og mordene til side, og de krigedes nu ikke længere, men levede i fred og venskab med hinanden. Når disse barbarer, der tidligere ikke kunne være uden deres våben i blot en time, hørte om Kristus, smedede de straks deres våben om til plove.⁵⁶