Читать книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris - Страница 20

Grundlaget for romernes opfattelse af de fremmede var naturligvis den romerske ekspansion, der både bragte dem i kontakt med en lang række forskellige folk og med græsk tænkning. Forud for påvirkningen fra den græske tænkning karakteriserede romerne de fremmede ved de neutrale begreber ‘exteri’, ‘externi’ eller ‘gentes exterae’, altså eksterne folk eller nationer, og det skyldtes, at relationerne til de fremmede var meget forskellige, alt efter om der var tale om allierede eller fjender.

Med erobringen af de græske områder blev det græske barbarbegreb sammen med meget andet græsk tankegods og ikke mindst græsk sprog indføjet i den romerske diskurs. Og dette skete i et sådant omfang, at romerne også et stykke tid overtog kategoriseringen af sig selv som barbarer, ligesom de accepterede, at de kun under græsk åndelig ledelse og med beherskelse af det græske sprog kunne føres ud af barbariet. Der kom dog også hurtigt reaktioner mod dette fra romere, der følte sig urimeligt barbariseret. Cato den Ældre (ca. 234-149 fvt.) brokkede sig over forholdet og skrev at: »Grækerne håner os også altid ved at benævne os barbarer, og yderligere tilsviner de os mere end andre ved at give os øgenavnet Opiker« (en stammebetegnelse, som havde en endnu stærkere klang af barbarisk).¹² Men det var først med Gaius Lucilius (ca. 180-102 fvt.), at der skete en omformulering af begrebet, idet han brugte barbarbegrebet til at betegne alle ikke-græsk-romerske folk. Og senere skulle også Marcus Tullius Cicero i sit værk Om staten fra 52 fvt. behandle problemet i form af en dialog mellem Scipio Africanus og Gaius Laelius Sapiens: »Scipio:

Sig mig engang: herskede Romulus over barbarer? Laelius: Hvis man som grækerne mener, at alle mennesker enten er hellenere eller barbarer, er jeg bange for, at han gjorde det. Men hvis man anvender ordet barbarer, ikke om dem der taler et fremmed sprog, men om dem der er uden del i civilisationen, så tror jeg, romerne lige så lidt som grækerne er barbarer.«¹³

Romernes afbarbarisering kunne ske på flere måder, blandt andet ved at gøre grækerne til romere eller romerne til grækere. Det sidste blev det mest populære. Således påviste den græske historiker Dionysios fra Halikarnassos, der levede omkring vor tidsregnings begyndelse, at romernes oprindelse og politiske udvikling ikke var barbarisk, men græsk. I sit værk om den tidligste romerske historie, Antiquitates Romanae–Den romerske oldtid, viste han, at alle de folk, der var indvandret til Italien, og som blev til romere, stammede fra grækere, der var udvandret før krigen ved Troja. Romernes græske essens viste sig også ved, at grækerne efter syv generationers romersk herredømme ville være blevet barbariseret, hvis romerne havde været barbarer, og det var jo ikke sket. Og som trumf på det hele viste Dionysios, at romerne ikke blot var grækere, men at de var bedre grækere end hellenerne, for romerne havde bevaret de arketypiske græske træk fra Homers tid. Derfor var romernes adfærd en model for alle andre og det romerske verdensherredømme dermed legitimt.¹⁴ Men det var først i det 2. århundrede evt. at romerne helt satte sig ud over deres græske kompleks og som Aelius Aristides delte verden op i romere og ikke-romere ud fra den argumentation, at navnet romer ikke længere angav tilhørsforholdet til en by, men til en hel nation. Denne nation var ikke bare den første og bedste af alle, men den stod over for alle de andre.¹⁵

Romerne var dog ikke kun optaget af at afkaste sig betegnelsen barbar, men også af at formulere et barbarbegreb, der passede til den romerske situation. I begyndelsen af denne proces var det græske eller græsk-romerske historikere, der stod for denne udvikling.

Central i videreførelsen af den stoiske tænkning i det romerske miljø var Poseidonios fra Apameia i Syrien (ca. 135-51 fvt.). Poseidonios havde rejst i det meste af den dengang kendte verden og med inspiration fra Aristoteles indsamlet informationer inden for mange forskellige videnskabelige områder, herunder også kulturvidenskabelige. Han skulle have skrevet mange værker, men ingen af dem har overlevet, så han er i dag kun indirekte kendt via andres værker.¹⁶

Generelt betragtede Poseidonios naturen, inklusive menneskene som en organisk sammenhængende helhed, styret af et overordnet logos og dermed af faste lovmæssigheder. Mennesket betragtede han som placeret i midten af den eksistenskæde, som Platon og Aristoteles havde formuleret. Mennesket var både legeme og ånd, men mens det stod højest i den legemlige verden, og derved var det højest stående dyr, så var det lavest placeret i den åndelige verden og således det åndelige væsen, som stod længst fra Gud. Dette verdens-ordningsmønster med mennesket som overgangen mellem eller foreningen af legeme og ånd blev, som nævnt, central for forståelsen af menneskets placering i kosmos i den senere kristne tænkning.¹⁷

I og med ensartetheden af lovene for mennesket og for naturen betragtede Poseidonios samtidens primitive eller barbariske folks levemåde som identisk med de civiliserede folks oprindelige livsform.¹⁸ I modsætning til stoikerne i øvrigt betragtede Poseidonios ikke verdens udvikling som cyklisk, men som stoikerne mente han, at den menneskelige oprindelse var paradisisk. Også for ham var mennesket fra begyndelsen en svag skabning, som i kraft af fornuften udviklede sig til at blive den stærkeste. Han skal have lavet en længere redegørelse for de forskellige kunsters oprindelse på baggrund af tilfældigheder, de fysiske omgivelser og menneskets efterligning af naturens processer. Mennesket havde således opdaget velværet ved den ild, som spontant opstod i skoven, og havde derefter vedligeholdt den. Dette havde ført mennesker sammen, hvad der havde ført til sprogets udvikling. De første ledere var nu opstået i form af filosoffer og vise mænd, som styret af verdensfornuften udviklede de forskellige kunster eller håndværk ved at efterligne dyrene. For Poseidonios var fornuften i dens højeste form, som den blev praktiseret af filosofferne, udviklingens drivkraft, og derfor tilskrev han filosofferne alle større opfindelser. Og han forestillede sig også det oprindelige menneskeliv som en gylden tid med filosoffer som ledere i et retfærdigt, godt og fredeligt diktatur. Her var det pligten og ikke magtbegæret, der drev de vise mennesker til at lede folket i et fredeligt og broderligt fællesskab, hvor alt blev delt. Med udviklingen af større kompleksitet og luksus blev dette styre tilsidesat af et tyrannisk kongedømme, hvor lovene dog stadig blev formuleret af filosofferne.¹⁹ Mere relevant for de kristne tænkere var hans udledning af religionens oprindelse. I den oprindelige tilstand havde mennesket ifølge Poseidonios stået guden meget nær og havde derfor kunnet leve i overensstemmelse med de guddommelige principper. Derfor var den oprindelige religion også ens for alle mennesker – hellenere såvel som barbarer. Men med udviklingen mistede mennesket den oprindelige, religiøse uskyld. Stjerner, planeter, måne, sol, planter, frugter, følelser, genstande etc. blev gjort til guder i forskellig mængde og kombination hos de forskellige folk. Fra den oprindelige, sande urreligion, som var konkret erfaret, var der sket et menneskeligt forfald på det religiøse område.²⁰

En af Poseidonios’ elever var Marcus Tullius Cicero, som også er den, der har viderebragt fragmenterne af Poseidonios’ skrifter. Selv behandlede Cicero kun antropologiske emner helt perifert, og næsten helt i overensstemmelse med Poseidonios. I sit værk Om staten formulerede Cicero en definition af barbarerne som alle dem, der i tid og rum og ud fra psykologiske, moralske og kulturelle kriterier stod uden for den græsk-romerske kultur, og dette blev senere fulgt op med en opdeling af verden i tre hovedgrupper, romerne, de klassiske og højt civiliserede grækere og barbarerne. Typeeksemplet på barbarerne var ifølge Cicero gallerne, men både de fortidige og de samtidige, degenererede og asiatiserede grækere udgjorde også et godt barbarisk eksempel.²¹ Cicero beskrev barbarerne som store, rå, vilde og uden moral og rationalitet, og mens de romerske overklassefamilier aldrig havde været barbarer, så havde til gengæld de romerske masser været det, og det var de ifølge Cicero stadig. Cicero udviklede her et generelt barbarbegreb, som henviste til menneskets primitive tilstand, hvor det levede vildt og instinktivt, voldeligt, uden orden, grov i ånden, med en rudimentær teknologi og brutale skikke og tæt på den dyriske naturtilstand. Det barbariske var alt det irrationelle i mennesket, instinkternes og følelsernes verden, alt det, der ville nedbryde civilisationen. Derfor var barbariet en permanent og universel mennesket og samfundet iboende tilstand eller kraft. Modsætningen hertil var ‘humanitas’, den sande romerske tilværelse, der ifølge Cicero var karakteriseret ved frihed (i modsætning til slavens ufrihed), dyd, religiøs hengivenhed samt den visdom, der består i at erkende, at verden er styret og behersket af guddommelig magt. Barbarerne eller det barbariske kunne civiliseres eller måske rettere humaniseres af romerne, men den civiliserede tilstand var ikke stabil. Således kunne f.eks. et liv i lediggang og overflod føre til, at civilisation forfaldt til barbari. Det var kun ved at fastholde og fremme energi, disciplin, religion og kultur, at et sådant forfald blandt romerne kunne undgås.²² Hermed var barbarbegrebet i perioden omkring vor tidsregnings begyndelse blevet almengjort som en generel betegnelse for det vilde, det utæmmede, det instinktive og det ubearbejdede, eller formuleret på anden måde, det djævelske og syndige som hele tiden truede det guddommeliges dydige orden.

Den positive formulering af dette var, at barbarer var alle dem, der ikke havde den græsk-romerske kultur eller dannelse. Og hermed var den snævre sammenhæng mellem et folk og barbarbegrebet ophævet. Barbarer kunne findes eller opstå inden for alle folk, og barbarer kunne civiliseres. Dette sidste kunne ske ved, at romerne herskede over dem, så herved havde også romerne skabt sig et legitimt grundlag for at erobre verden. Dette kom klart til udtryk i Titus Livius’ (59 fvt.-17 evt.) store værk om Roms historie Ab Urbe condita–Fra Byens grundlæggelse, hvor han beskrev Roms kamp mod den ondskab, der havde været i Italien. Det drejede sig om de forskellige former for barbari og de store, fremmede invasioner. Derefter fulgte en beskrivelse af Roms generelle bekæmpelse af barbariet, afsluttende med et bevis på Roms overlegenhed med henvisning til, at erobringen af Middelhavet var et moralsk imperativ, udførelsen af en guddommelig ordre samt en installation af lov og orden i det orientalske kaos og det vestlige barbari. Hos Titus Livius modstilledes det barbariske og det sande romerske, men igen som en analytisk model, der skulle anvise romernes vej til det sande romerske. For også for Titus Livius realiserede romerne ikke deres sande bestemmelse. Således kunne de romerske nederlag forklares ved manglende troskab over for de romerske dyder samt ved fremmedartede påvirkninger i forskellige former.²³ Og her var Titus Livius’ tænkning ikke langt fra jødernes og de kristnes, idet de også forklarede nederlag ved manglende troskab over for Gud i form af tilbedelse af andre guder eller ved synd i al almindelighed. I mere komplicerede situationer som ved Det Romerske Imperiums sammenbrud kunne man så diskutere, hvilke guder der var blevet svigtet.

Hermed var der skabt en model for opfattelsen af Rom eller det romerske i den globale histories kamp mellem det gode og det onde. Det sande romerske skulle ikke blot bekæmpe barbariet i form af de fremmede barbarer langs imperiets grænser eller i imperiets udkant, men også i form af det altid truende forfald til barbari blandt romerne selv. Og hermed var der ikke langt til de kristnes omsætninger af det romerske til det kristne og af den barbariske inferioritet til synd. De kristnes kamp imod det onde – Djævelen – og for det gode – Kristus, og kampen mod hedenskabet såvel internt i menneskene og i Rom som mod de barbariske folk i udkanten af Rom og udenfor blev således en kopi af det hedenske Roms forhold til de samme fænomener og grupper.

1 Homer Iliad.2.867.

2 Werner 1918 p. 400-408, Jones 1977, Jüthner 1923 p. 119, Opelt og Speyer 1967.

3 Romilly 1980.

4 Sikes 1914 p. 62-67.

5 Cole 1990 p. 58.

6 Porphy. De abstin.4.2.

7 Lovejoy 1961 kap. 2. Lovejoy viste her, at hele konstruktionen kunne udledes at Platons Timaeus, da ideen om skabningens uendelige mangfoldighed logisk måtte indeholde de to andre principper. Lovejoy 1961 p. 61-62.

8 Der er en lang debat, om Macrobius var kristen. Her oversættes hans gudsbegreb i overensstemmelse med den holdning, at han ikke var kristen. Stahl 1952 p. 6-8.

9 Macrob. Com.Scip.1.14.15. Min oversættelse.

10 Arist. Pol.2.1.1254b.14.

11 Se Engberg-Pedersen 1998 p. 113.

12 Plin. Nat.hist.29.7.14.

13 Cicero De re pub.1.37.58.

14 Schultze 1986 p. 128-133, Hartog 1991 p. 150-154.

15 Jüthner 1923 p. 85.

16 Edelstein 1967 p. 158-159, Müller 1972 p. 306.

17 Reinhardt 1928 kap. 1, Baldry 1965 p. 189-190.

18 Müller 1972 p. 312.

19 Phillips 1964 p. 174.

20 Müller 1972 p. 341-346.

21 Freyburger 1977 p. 142-145, Dauge 1981 p. 121-123.

22 Freyburger 1977 p. 150, Dauge 1981 p. 124.

23 Dauge 1981 p. 170-176.