Читать книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris - Страница 5

Tidspunktet for overgangen mellem senantikken og middelalderen er der ikke nogen klar enighed om, ligesom overgangen mellem middelalderen og renæssancen og mellem renæssancen og oplysningstiden også kan placeres på forskellige tidspunkter og med henvisning til forskellige kriterier. Og endelig skete overgangen mellem disse perioder på meget forskellige tidspunkter forskellige steder i Europa. Middelalderens begyndelse kan fastlægges ved erobringen af Rom i 410 eller det vestromerske riges fald i 476,¹ da Romulus Augustus eller Augustulus, en barnekejser der sad på tronen i et år, mens faderen, en general ved navn Orestes, styrede landet, mistede tronen. Eller den kan fastlægges ved den romerske kejser Konstantins (ca. 280-337) erklæring af kristendommen som Romerrigets religion i 312 eller hans egen indvielse til kristendommen ved sin død. Det præcise årstal er dog ikke vigtigt i denne her sammenhæng, idet det i det følgende drejer sig om den periode og de forfattere, der brugte det kristne verdensbillede, som det var blevet formuleret i Biblen eller mere bredt, i de hellige skrifter, som reference for forståelsen af de fremmede. Og dette skete, både før og efter at kristendommen i 380 blev den dominerende religion i Romerriget, og hermed også både før og efter at kristendommen blev den samfunds- og kulturbærende kraft, der forenede stat og kirke i det fælles projekt at opbygge det kristne samfund, noget der igen havde den effekt, at det kristne og det romerske smeltede sammen i en sådan grad, at kristendommens oprindelige kosmopolitiske perspektiv fortabte sig i den romersk-kristne helhedskultur.²

Det var i det 4. århundrede, at den kristne kirke dukkede frem som samfundets organisatoriske ramme i konkurrence med staten. Kirken blev derved attraktiv for både indflydelsesrige og højt uddannede personer, som kunne undvige statens magt ved at søge ind i kirken, hvor de ofte kunne opnå større magt, end den statslige tilknytning kunne tilbyde. Dette kan f.eks. ses ved, at St. Ambrosius (339-397), der var søn af Galliens prefækt med magt over det, der i dag er Frankrig, England, Spanien og dele af Nordafrika, efter en karierre som guvernør over det nordlige Italien med sæde i Milano gik ind i kirken som Milanos biskop og fra denne position arbejdede hårdt for at få den aldersvækkede kejser Theodosius I (kejser 378-395) til at forbyde alle andre religioner end kristendommen, noget der lykkedes i 392. Med barbarernes erobring af Rom ændrede magtspillet sig. Den hedenske romerske overklasse kunne ikke forlige sig med de germanske barbarer, hvis primitive vold (set med det romerske aristokratis øjne) stod over for det forfinede romerske aristokratis levemåde, og de kunne ikke forestille sig, at disse barbarer på nær i ganske enkelte tilfælde kunne humaniseres eller civiliseres. Her stod den kristne kirke anderledes, idet den principielt havde den universelle udbredelse af kristendommen som et centralt element. Barbarerne kunne konverteres og blive medlemmer af kirken. På den måde kunne barbarerne integreres i en konstruktion, hvor forsvaret for imperiet var identisk med forsvaret for kirken. Dette skete da også, og lige så stille overtog kirken statens rolle i forhold til de erobrende barbarer.³ En anden og måske vigtigere årsag til, at de kristne bedre end den romerske adel kunne håndtere de barbariske hedninger, var, at der for de kristne ikke skete noget, uden at Gud havde en mening med det, og derfor var de hedenske barbarers sejre en del af Guds plan og dermed et tegn til menneskene. Det blev så op til de kristne intellektuelle at tyde disse tegn og finde frem til, hvad Guds plan var.

Da målet med denne fremstilling af middelalderens og renæssancens antropologi, som nævnt, er at undersøge anvendelsen af det kristne verdensbillede på forståelsen af de fremmede, er det heller ikke så vigtigt, hvornår overgangen til renæssancen, hvor kristendommens verdensbillede stadig var den mest centrale baggrund for opfattelsen af de fremmede, skete. Ikke engang ved overgangen til oplysningstidens overtagelse af formuleringen af verdensbilledet og forståelsen af de fremmede sker der et radikalt brud, som kan placeres tidsmæssigt præcist, da oplysningstidens antropologi inddrog det kristne verdensbillede som sin forudsætning, for derefter at marginalisere det som noget givet, men irrelevant at diskutere i de egentlige analyser. Adskillelsen mellem renæssancens og oplysningstidens antropologi er således ligesom adskillelsen mellem antikkens og middelalderens tematisk. Her drejer det sig om overgangen mellem ideen om den af Gud styrede verden, som det var blevet åbenbaret i Biblen, til ideen om den af den universelle menneskelige fornuft styrede, verdslige udvikling, som blev oplysningstidens antropologiske projekt.

Den moderne antropologis interesse for antikkens antropologi har været meget ringe for ikke at sige stort set ikke eksisterende, når der ses bort fra enkelte henvisninger til Herodot eller endnu sjældnere Thukydid (ca. 455-efter 399 fvt.) og Lukretius (ca. 94-55 fvt.). Og når disse henvisninger endelig er forekommet, er det sket uden at sætte disse antikke tænkere ind i nogen form for kontekst, bortset fra en påpegning af hvor de har skrevet noget, der ligner det, man i den moderne antropologi har formuleret. Mens bevidstheden inden for antropologien om en antropologi i antikken således er meget svag, er den helt fraværende, hvad middelalderen angår, som det f.eks. ses i R.L. Meeks udmærkede gennemgang af stadieteoriernes historie. Her springer han direkte fra Tacitus (ca. 55-120) til Hugo Grotius (1583-1645).⁴ Blandt middelalderteksterne er det stort set kun Gamle Testamente som kilde til de old-israelske forhold eller til den vilde tilstand, som er blevet behandlet.⁵ Dette er især sket blandt det 19. århundredes evolutionistiske antropologer, som har sammenlignet dele – ‘survivals’ – i testamentet med informationerne om samtidens vilde og barbarer.⁶ Det er, som om betydningen af betegnelsen ‘renæssancen’, genfødselen, er blevet taget helt alvorligt i antropologien. Dette kan naturligvis begrundes med, at renæssancen var tiden for den første store europæiske opdagelsesbølge, som så igen gav grundlaget for den registrering af og magt over de fremmede, som i det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede formede den professionelle antropologis objekt som primitive eller simple samfund uden en statslig centralmagt. Slægtskab blev ofte fremstillet som disse samfunds sammenholdsfaktor, og den statslige centralisering og dermed civilisationen blev tilvejebragt af kolonimagterne. Den manglende antropologiske interesse for tiden forud for renæssancen kan ligeledes tilskrives den almene opfattelse af middelalderen som en periode, hvor der stort set ikke skete noget på akademisk niveau eller af relevans for videnskabens udvikling.