Читать книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris - Страница 6

Middelalderen er således fra mange sider blevet karakteriseret som en sort tid, et tomrum eller endog en degeneration i den vesterlandske samfundsmæssige og intellektuelle udvikling frem mod moderniteten, »… en uvidenskabelig periode præget af kirkeligt tyranni over åndslivet, ukritisk efterplapren af Aristoteles, og spidsfindige, men tomme ‘skolastiske’ spekulationer om hvor mange engle, der kan danse på en nålespids.«⁷ På det seneste har der – ligesom i romantikken⁸ – været adskillige forsøg på at gøre op med dette billede, som blev skabt i renæssancen, men den negative opfattelse af middelalderens intellektuelle præstationer er stadig den dominerende holdning. Som eksempler på denne negative opfattelse af relevans for antropologiens udvikling i perioden kan nævnes H.J. Schmandts oversigt over de politiske ideers historie, hvoraf det fremgår, at der ikke var megen politisk filosofi i middelalderen. Det, der især blev diskuteret, var grænsen mellem kirkens og statens områder formuleret i tre hovedspørgsmål: Forholdet mellem kirke og stat, regeringsmagtens natur og teorien om det universelle kristne imperium.⁹ F. Thomas, som har undersøgt environmentalismens historie siden antikken, skriver, at middelalderen var en gold ødemark, hvad angår originale bidrag til udviklingen af environmentalismen.¹⁰ Da tidens hovedinteresse lå i menneskets guddommeligt formidlede frelse, var der ikke megen interesse for noget så verdsligt som de fysiske omgivelser. Dette bekræftes af K. Kretschmers beskrivelse af den fysiske geografi. Ifølge Kretschmer skete der et forfald fra oldtidens stolte, lysende højder til et gabende dyb i den tidlige middelalder. Her interesserede man sig alene for det, der havde med sjælens frelse at gøre, og det var først i det 4. århundrede, at man begyndte at interessere sig for de verdslige forhold, og nu kun med henblik på at opnå en sandere forståelse af Biblen og en yderligere forherligelse af Gud. Fordi Gud havde skabt verden, var det kun via troen, at dens væsen kunne erkendes, og derfor var troen en forudsætning for viden.¹¹ Hvad kartografien angår, skriver I. Kejlbo, at der kun var en ringe interesse for kartografien i det kristne Europa i middelalderen, specielt i den tidlige.¹² Dette bakkes op af M.L.W. Laistner, der skriver, at der intet skete i forhold til Ptolemaios (ca. 100-178), Mela (1. århundrede) og Plinius den Ældre (23-79), da de kristne ikke var interesserede i geografi, og da det var blevet usikkert at rejse.¹³ Dette blev udbygget af G.H.T. Kimble, der stillede middelalderens forhold til geografien op på den måde, at sjælen var skabt af hensyn til Gud, kroppen af hensyn til sjælen og verden af hensyn til kroppen. Dette viste sig ved, at næsten alle middelalderlige encyklopædier havde et kosmografisk eller geografisk afsnit, men de drejede sig om menneskets spredning ud over verden, som det var beskrevet i Gamle Testamente, og om dyr, planter og underfulde væsners eksistens og lignende. For Kimble var udtrykket »dark ages« med henvisning til det intellektuelle og videnskabelige fremskridt helt fortjent for perioden frem til ca. 1100, om end han dog også kort henviser til G. Sartons bemærkning om, at disse sorte tider dog ikke var lige så sorte som vor egen ignorering af dem.¹⁴

På den historiske forsknings område skete der ifølge D.J. Boorstin ej heller noget nævneværdigt i middelalderen, idet ånden fra Herodot og Thukydid ifølge Boorstin var gået i dvale i denne periode.¹⁵ På sprogvidenskabens område var det ifølge H. Roos lige så galt, for det sproghistoriske, det fonetiske og det etymologiske område blev kun behandlet sporadisk, aldrig systematisk og næsten altid med en skrækindjagende dilettantisme.¹⁶ Og idéhistorisk stod det ifølge S.E. Stybe lige så skidt til:

De næste århundreder [efter ca. 500] af europæisk historie viser intet nyt af idéhistorisk interesse – der frembringes ingen nye religiøse eller filosofiske opfattelser. Først omkring 700-tallet sker der noget, som også i det lange løb får væsentlig betydning for det europæiske åndslivs udvikling, nemlig muhammedanismens næsten eksplosionsagtige udvikling… Under denne rivende udvikling af det arabiske åndsliv var den vesteuropæiske kultur præget af stagnation, ja nærmest tilbagegang.¹⁷

C.R. Beazley er langt hen enig i den negative opfattelse af middelalderens intellektuelle aktivitet, men deler dog middelalderen op i fire faser, som forholder sig forskelligt til den fremmede omverden. Den første periode fra ca. 300 til 900 var karakteriseret ved at være uprogressiv og uproduktiv, hvad angår geografisk indsigt.¹⁸ Og A.P. Newton er enig, hvad angår verdensopfattelsen, idet han mener, at der mellem det 6. og det 11. århundrede skete et tab af antikkens videnskabelige begreber om verden, idet disse blev erstattet af ukritiske skabelsesberetninger. Først i 1410 begyndte den kartografiske renæssance med oversættelsen af Ptolemaios til latin.¹⁹ W.R. Jones udtrykker det på den måde, at det middelalderlige Europas lærde aldrig fik formuleret en teori om kulturel udvikling, som kunne tåle sammenligning med Ibn Khalduns (1332-1406) eller en række andre store muslimske og kinesiske historikeres arbejder.²⁰ Kun sjældent gik de ud over de klassiske og hellige skrifter for at undersøge barbariets natur eller relationen mellem barbariet og civilisationen fra et verdsligt synspunkt.²¹ Og endelig giver M.T. Hodgen i forbindelse med sin beskrivelse af antropologien i renæssancen en tilsvarende negativ karakteristik af, hvad der skete på det antropologiske område i middelalderen. Hun skriver, at geografisk viden var fraværende eller så teologiseret, at etnologiske observationer var umulige.²² For middelalderens intellektuelle var alle barbarer ens. Ifølge Hodgen blev den gamle græske tvedeling mellem hellenere og barbarer og den tilsvarende romerske mellem romere og barbarer erstattet af modsætningsparret kristne eller ‘gentes’ og barbarer, hvor barbarer her betød ikke-kristne, hvad enten det drejede sig om muslimerne eller de hedenske nordeuropæiske folk, en formulering som nok må siges at bekræfte G. Sartons tidligere nævnte bemærkning. Langt mere tungtvejende er det, at også K.E. Müller, der systematisk har forsøgt at samle alt, hvad der findes af etnografisk og etnologisk teori fra den græske oldtid til og med den europæiske middelalder, mener, at der ikke skete noget etnologisk i denne periode. Efter hans mening gav det kristne missionsbud, som krævede en direkte indgriben i og forandring af de hedenske samfund, mulighed for en helt ny udvikling af etnologien, som derved kunne være blevet frigjort fra antikkens barbarcivilisationsmodsætning, men denne mulighed forblev, bortset fra i jesuitten Joseph-François Lafitaus (1681-1746) tilfælde, uudnyttet helt frem til vore dage. Årsagerne hertil var ifølge K.E. Müller de kristnes erkendelsesinteresse eller videnskabsopfattelse samt fastholdelsen af den dualistiske modsætning mellem kristne og hedninger.²³

Middelalderen skulle således generelt være karakteriseret ved, at der hverken på det teoretiske eller det empiriske niveau blev skabt noget, der fik betydning for fremtiden. Om dette er korrekt inden for det antropologiske område, vil fremgå af det følgende. Her vil den middelalderlige tænkning om forholdet mellem de fremmede og de kristne blive anskuet i relation til de antikke rødder, som havde det hedenske Hellas eller Rom som verdens centrum, og til de jødiske rødder, som havde jøderne, den jødiske tro og templet i Jerusalem som verdens og troens centrum. Det var de rødder, som den kristne, middelalderlige tænkning tog udgangspunkt i og distancerede sig fra helt frem til den eksplosion i både de tidslige og de geografiske opdagelser, som førte ind i renæssancen.