Читать книгу Antropologi i Middelalderen og RenAessancen - Ole Hoiris - Страница 17

Med de store opdagelser i det 16. århundrede mødte de kristne hedenskab og afguderi i et omfang, de aldrig havde drømt om. Også her måtte man vende sig til Biblen for at sætte dette ind i sin rette sammenhæng. Her blev det især Visdommens Bog, som i form af Salomons Visdom indgår i De Apokryfe Skrifter, der satte rammerne for forklaringerne.¹⁴⁴ Givet var det jo, som Paulus havde skrevet det i Romerbrevet, at alle oprindeligt havde haft den rette tro, ligesom det altid var muligt for folk at genfinde den, hvis de ønskede det.¹⁴⁵ Situationen for hedningerne var ikke håbløs, for de kunne omvendes, selv om deres natur »var fordærvet og deres ondskab medfødt, og … deres tanker aldrig nogensinde lod sig forandre, fordi deres slægt var forbandet fra første færd«.¹⁴⁶ I første omgang skulle de få tilbuddet ligesom uforstandige børn, og virkede det ikke, skulle straffen komme over dem i samme form som de afguder, de tilbedte.

Der var tre fundamentale former for afgudsdyrkelse, som dog ikke var lige slemme. Den første og mindst syndige var tilbedelsen af Guds smukke skaberværk, universet, i form af solen, stjernerne, planeterne, vandet eller ilden. Dog burde de mennesker, der tilbeder disse skønne undere, vide bedre, da universet kun er et tegn, der peger hen på Skaberen, som man derfor burde tilbede, men straffen er kun en svag misbilligelse, fordi de dog søger Gud. Men helt kan det ikke undskyldes, at de, når de er i stand til at erkende så meget om verden, ikke selv har fundet frem til herskeren over alt dette. Den anden og værste form for afgudstilbedelse er tilbedelsen af menneskeskabte ting, »døde ting: guld eller sølv, som er kunstfærdigt forarbejdet, gengivelser af dyr eller en unyttig sten, som er formet af hænder i længst forsvunden tid.« I erkendelsen af denne tilbedelse af genstande eller billeder finder vi så den tredje form for afguderi, nemlig tilbedelsen af personer. Billeddyrkelsens oprindelse fremstilles i Visdommens Bog på den måde, at en håndværker laver et lille billede eller en figur, som han hænger op på væggen og beder om, at han f.eks. må få en god rejse. Kommer han velbeholdent gennem f.eks. en storm til søs, vil han tro, at det er billedet, der har reddet ham. Det kunne også være en far, der i sorgen over et alt for tidligt tab af et barn laver et billede af dette barn, og dette billede begynder han at tilbede og ære som en gud. Og de ceremonier og ritualer, han her udvikler, giver han videre til sine efterkommere. Det kan endelig også begynde med, at en kunstner vil ære en fyrste og derfor skaber et billede så smukt, at masserne fejlagtigt gør billedet eller en statue til objekt for tilbedelse. »Og mængden, som blev tiltrukket af kunstværkets ynde, gav sig nu til at regne den person for guddommelig, der for kort tid siden blev æret som et menneske.«¹⁴⁷ Herved havde mennesket bragt sig i en situation, hvor dets fordærv tog overhånd:

For når de udfører ritualer, hvor de dræber børn, eller holder hemmelighedsfulde ceremonier eller tøjlesløse fester med sære skikke, så kan de ikke længere bevare deres liv og deres ægteskaber rene; enten gør de det af med hinanden ved snigmord, eller også krænker de hinandens ægteskaber. Overalt råder en forvirret blanding af blodsudgydelse og drab, af tyveri og bedrag, af ødelæggelse, troløshed, oprør, falsk ed, stormløb mod det gode, glemsel når det gælder velgerninger, besmittelse af sjælene, unaturlig kønslig omgang, uorden i ægteskaberne, ægteskabsbrud og udsvævelser; dyrkelsen af de navnløse afguder er alt det ondes begyndelse, årsag og kulmination. … Men retfærdigheden vil ramme dem for begge dele: både fordi de var fjendtligt stemt mod Gud og holdt sig til afguderne, og fordi de fulde af bedrag aflagde ed i modstrid med retfærdigheden og ringeagtede fromhed. For det, der altid følger i hælene på uretfærdige menneskers overtrædelser, er ikke en kraft fra dem, de sværger ved, men derimod en retfærdig straf over dem, der synder.¹⁴⁸

Værst af alle var ifølge Biblen ægypterne, for ud over at undertrykke Israels folk, der ellers var beskyttet mod afguderi, og ud over at tilbede afguder ligesom alle andre, så tilbad de også de mest foragtelige dyr, dyr der var så afskyelige, at de hverken havde fået Guds accept eller velsignelse.¹⁴⁹ Med de store opdagelsesrejser i renæssancen skulle missionærerne finde lige så ugudelige eksempler på hedenskab, så det var sådan set ikke så sært, at mange fandt det naturligt, at så mange indfødte folk døde i forlængelse af kontakten med europæerne, eller at det var legitimt at slavebinde de fremmede med henblik på at føre dem på rette vej. I det hele taget fandt man, at verden ubønhørligt var ved at nå bunden af det af syndefaldet forårsagede forfald. Og dette kunne kun yderligere bekræftes ved anvendelsen af Visdommens Bog på de interne forhold blandt de kristne, for mange af de elementer, der indgår i de tre former for afgudstilbedelse, var i protestanternes øjne centrale elementer i den katolske gudsdyrkelse med dens paver, helgener og helgenbilleder. Disse ‘afguder’ blev i protestanternes øjne dyrket lige så intenst, som romerne eller grækerne i sin tid havde dyrket deres guder.¹⁵⁰

Et spørgsmål, som især protestanterne diskuterede, var, hvornår afguderiet var opstået. Her måtte man skelne mellem afgudsdyrkelse og afguder. Umiddelbart efter syndfloden havde Kam skabt afgudsdyrkelsen, men afgudsdyrkelsen kunne også gå tilbage til Nimrod, Babelstårnets bygmester. Afguder synes derimod kun at gå tilbage til Ninus, Abrahams samtidige og grundlæggeren af det assyriske imperium. Han lavede en gudestøtte af sin far Bel, som alle tilbedte, bortset fra Daniel, der til sidst måtte i løvekulen for sin modstand.¹⁵¹

1 Tertul. De prae.hae.c.7.

2 Müller 1980 p. 241-242. Dette synspunkt havde de kristne overtaget fra jøderne, der havde den samme holdning til forholdet mellem de antikke skrifter og deres hellige skrifter, som igen på mange områder er identiske med Gamle Testamente.

3 Kol.2.8.

4 White 1898 fører ideen helt tilbage til den alexandrinske intellektuelle, Philo Judaeus (ca. 25 fvt.-50 evt.).

5 Müller 1980 p. 245 ff.

6 Clemens 1996 1. kap. 25, Weyer 1953 p. 88.

7 Müller 1972 p. 30. Der er dog senere i den såkaldte Københavnerskole rejst tvivl om Salomons og Davids eksistens som andet end mytologiserede figurer. Hjort 2003 p. 15-16.

8 Müller 1972 p. 31.

9 At Gamle Testamente blev så central en tekst for de kristne skyldes ikke mindst oven nævnte Philo-Judaeus, som med sin Legum Allegoria–Allegorisk undersøgelse anviste en allegorisk tolkning af Gamle Testamente. Således mente Philo f.eks., at Guds skabelse på seks dage ikke skulle opfattes som seks dage, da Guds skabelse ikke var tidslig. Denne idé om den allegoriske tolkning blev fastholdt langt op i middelalderen. Boas 1948 p. 1-2.

10 Ez.5.5 og 38.12.

11 Sl.24.1-2. og 136.6.

12 Job.26.10.

13 Job.26.7.

14 I en af de mere populære udgaver af skabelseshistorien, Bogen om skattehulen, som tilskrives Ephraem fra Syrien (ca. 306-373), og som synes at være stærkt revideret i det 6. århundrede, forsøgte man at fastlægge genealogien mellem Adam og Jesus. I denne bog har skabelsen af Adam et meget mere klassisk præg, idet Adam skabes af et sandkorn, en vanddråbe, et vindpust og lidt varme, altså jord, vand, luft og ild, de klassiske grundstoffer, alt i verden bestod af. Og dette symboliserede, at Adam skulle være herre over luftens, havets og jordens væsner, og hertil ville han få hjælp af de himmelske magter. Adam blev skabt på det sted, Jerusalem skulle komme til at ligge, og hans fødder stod der, hvor Jesu kors 5.500 år senere blev anbragt. Hermed etableres en parallel mellem Adam og Jesus, en parallel der udbygges bogen igennem. Fra Jerusalem køres Adam i vogn til Paradis, hvor Eva skabes. (Budge 1927 p. 52-55) I den nestorianske biskop i Basra Salomons (12.-13. århundrede) Biens Bog gives flere muligheder, nemlig at Adam blev skabt uden for Paradis og af jord fra verdens fire hjørner, eller skabt på det sted i Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet, og Adams lig senere blev lagt. Herefter blev Adam ført ind i Paradis som konge over alle de skabninger, som levede her. Budge 1886 p. 16-18.

15 1.Mos.1.27-29.

16 Der var dog også modstand mod dette, idet f.eks. Gregorius af Nyssa (335-394) ikke kunne forestille sig Gud siddende som en anden skolelærer og terpe gloser og grammatik med Adam. Godt et halvt årtusinde senere, da mere nationalistiske opfattelser satte ind, blev der kamp om Guds sprog. Der var mange forslag, og et af de mere kuriøse kom fra lægen og alkymisten, svenskeren Anders Kempe (1622-1689), nemlig at gud talte svensk til Adam, Adam talte dansk med Eva, mens slangen talte fransk til Eva. Borst 1995 p. 1338.

17 1.Mos.2.8-9.

18 1.Mos.3.7.

19 1.Mos.3.16-19.

20 1.Mos.3.22-24. I Bogen om skattehulen sendes Adam ud af Paradis med løfte om, at hans synd ca. 5.500 år senere skal sones. Det sker ved, at Adam efter sin død placeres i skattehulen, hvorfra han langt senere transporteres til Jerusalem. Her begraves han således, at Kristi blod fra korset løber ned på ham, hvorved han bliver døbt og udfriet. Budge 1927 p. 67.

21 Augustin Civ.Dei 15.20.

22 Augustin Civ.Dei 14.17.

23 Augustin Civ.Dei 15.7.

24 Vespucci 1992 p. 10. Vespucci deltog i Gonçalo Coelhos ekspedition i 1501-1502 og 1503-1504 til Amerika, og på denne tur navngav man mange områder i Brasilien med navne, der refererede til den dag, man kom til stederne som f.eks. Rio de Janeiro og San Francisco-floden. Berkhofer 1978 p. 8-9, Hemming 1978 p. 14.

25 1.Mos.4.2. Af Jubilæerbogen, som er en gengivelse af Mosebøgerne fra mellem 128 og 105 fvt., fremgår det, at Adam og Eva fik en hel del flere børn. (Jubil.bogen 1958 p. 198.) I den nestorianske Biens Bog har Kain en tvillingsøster, Kelemath, og Abel en tvillingsøster, Leboda. Ideen var så, at Kain skulle giftes med Leboda og Abel med Kelemath. Men Kain ville have sin egen tvillingsøster, dræbte Abel og blev forvist til sletterne neden for Edens Bjerg, på hvis top Adams søn Seth førte den del af slægten, der forblev i den sande tro, videre. Budge 1886 p. 25-27.

26 1.Mos.4.8.

27 1.Mos.4.12 og 16.

28 1.Mos.4.19-22.

29 1.Mos.4.25-6. I Bogen om skattehulen kommer der mere logik ind i denne beretning, kommere boede på sletterne neden for bjerget. Og mens Seth og hans efterkommere levede paradisisk uden nogen form for synd, levede Kains efterkommere i synd på alle leder og kanter. Ifølge Bogen om Skattehulen og Biens Bog var det nemlig sådan, at Jubal og Tubal-Kain opfandt musikinstrumenterne, og heri tog Djævelen bolig. Dette førte til, at musikken fik Kains efterkommere til at leve i fest, drukkenskab, hor og begær, hvorfor Adam forbød Seth og alle hans efterkommere at bevæge sig ned fra bjerget. Da Seths efterkommere alligevel ville ned og se, hvad der foregik, blev de forført af de nøgne kvinder, og herefter kunne de ikke vende tilbage til bjerget. Andre af Seths dydige efterkommere drog ned for at finde de første, og det gik dem på samme måde. Resultatet af foreningen af Seths efterkommere og Kains blev blandt andet giganterne. Det var således ikke, som det fremgår andre steder, blandt andet af den autoriserede Bibel, engle, der kom ned på jorden, for engle har ifølge disse værker intet køn og kan derfor ikke få børn. Til sidst var der kun Noa tilbage på bjerget, og han fik besked på at drage ned på sletten og bygge sit skib, og med sig på skibet tog han Adams og Evas legemer og alle skattene, så det alt sammen kunne blive placeret i Jerusalem. Budge 1927 p. 69-74 og 87-104.

30 1.Mos.5.

31 1.Mos.6.1-4.

32 1.Mos.6.11-22. Efterhånden som man med de store opdagelsesrejser også opdagede utallige dyr, opstod der selvfølgelig det problem, hvordan Noa havde haft plads til alle disse dyr og til foder til dem. Der kom forskellige løsninger – f.eks. at der kun var foder til den første dag, hvorefter dyrene gik i dvale. Også mere kontroversielle teorier opstod i det 16. og 17. århundrede, hvor det var givet, at intet skib kunne have plads til så mange dyr. I stedet begyndte man at tænke i, at arterne helt eller delvist var blevet udviklet i de regioner, de nu levede. Således viste Abraham Milius i 1667 i værket The Origin of Animals and the Migration of Peoples, at dyr og planter voksede ud af de omgivelser, de befandt sig i. Gud skabte mennesket, mens elementerne skabte dyr og planter, og dette beviser han med henvisning til to steder i Skabelsesberetningen, hvoraf vands og jords generative kræfter skulle fremgå.

33 1.Mos.9.19.

34 Thomas Burnet (1635-1715) påpegede i sit berømte værk Telluris Theoria Sacra–Den hellige teori om jorden fra 1681 et problem, man ikke tidligere havde været rigtig opmærksom på, nemlig at der forud for syndfloden ikke kunne have været noget hav, for havde der været det, havde folk også lært sig at sejle, og så ville synderne jo derved have undgået at drukne under syndfloden. Burnet blev i øvrigt kendt for sin alternative syndflodsteori. Han beregnede, hvor meget vand der skulle til, for at de højeste bjerge blev dækket af vand, og fandt ud af, at så meget vand ikke kunne regne ned på 40 dage. Derfor mente han, at syndfloden skyldtes, at dele af kontinentet var faldet ind i jorden, hvor der var vand. Derved havde disse dele presset vandet frem. De steder, hvor firmamentet var faldet ned, fandt man nu verdenshavene. (Burnet 1965 p. 27-30 og 54-64, White 1898) Teorien om, at hele jorden var fast forud for syndfloden, gav også Burnet et godt bud på, hvor den amerikanske befolkning var kommet fra. Som det fremgik af Moses’ beretning, befolkede efterkommerne efter Noas sønner Afrika, Asien og Europa. Men der står ingen steder skrevet, at alle stammer fra Noa. Derfor kunne man, indtil andet blev bevist, antage, at der også havde overlevet folk i Amerika, en slags amerikansk Noa, og herfra stammede så amerikanerne. Burnet 1965 p. 183.

35 1.Mos.8.21 og 9.11. Af Jubilæerbogen fremgår det, at syndfloden godt kunne ske igen, for her advarer Noa sine sønner mod utugt, urenhed og uretfærdighed, de tre synder som Noa her yderligere udpensler, og som havde medført syndfloden. Jubil.bogen 1958 p. 209.

36 1.Mos.9.20-27. Ifølge Bogen om skattehulen kunne Kam ikke fordømmes, da han jo var blevet velsignet af Herren før bygningen af Arken. Derfor faldt fordømmelsen på hans søn Canaan, og efter ham er blandt andre ægypterne blandt de fordømte folk, der skal være slavernes slaver indtil verdens ende. Budge 1927 p. 118-121.

37 I Jubilæerbogen beskrives det langt mere detaljeret, hvordan Noa fordelte verdens lande mellem sine sønner og sønnesønner. Og her bruges også opdelingen af verden i tre zoner med den bedste i midten. Kams land var varmt, Jafets koldt, og Sems i midten var hverken varmt eller koldt. (Jubil.bogen 1958 p. 212-215) Biens Bog har en detaljeret opgørelse af de 72 folk, der kom efter Noas sønner, 27 efter Sem, 36 efter Kam og 15 efter Jafet, som her løber op i 78. Bogen er skrevet i første halvdel af det 13. århundrede, men på trods af at det centrale og nordlige Europa nu var blevet en del af den kristne verden, nævnes ingen folk herfra som efterkommere efter Jafet. Hans efterkommere er næsten udelukkende de forskellige græske folk. Budge 1886 p. 38.

38 1.Mos.10.5.

39 1.Mos.10.8-10, 1.Krøn.1.10.

40 I de nordiske lande havde man i den forbindelse et problem med at placere Vinland, indtil dette problem med den spanske genopdagelse blev overtaget af spanierne, og Amerika med tiden blev til et nyt kontinent. I en tekst fra omkring 1300 nævnes Vinland som udgående fra Afrika. (Simek 1990 p. 434-435) Herved kunne det indtil videre fastholdes, at der kun var tre kontinenter.

41 Woodward 1987 p. 340-341.

42 Ifølge Biens Bog var det oprindelige sprog ikke hebræisk, men syriakisk. Budge 1886 p.

43 1.Mos.11.4-9.

44 1.Mos.11.9, Augustin Civ.Dei 16.4. I virkeligheden betyder »bab-ili« Guds hus. Borst 1995 p. 116.

45 Jer.50.29-32.

46 Es.13.19-22. Tilsvarende forbandelser findes også i Es.21 og 27 og Jer.51.

47 1. Mos.15.18.

48 1. Mos.16.11 og 15.

49 1. Mos.16.12 og 17.19-21.

50 2.Kong.17.22-23 og 18.11-12.

51 Sl.72.8-11.

52 Es.66.18-19.

53 Es.18.1-2.

54 Es.2.4. og Mika 4.3.

55 Athanasius De incar.51.4.

56 Athanasius De incar.50-52.

57 Jer.1.13-16.

58 Jer.4.13 og 23-26.

59 Jer.47.2.

60 Åb.20.8.

61 Ez.38, se også 1.Mos.10.

62 Ez.39.1-20.

63 Åb.20.1-3 og 7-10.

64 1.Joh.2.18 og 22, 2.Joh.1.7.

65 Michael 1982 p. 133 og Ross 1963 p. 34.

66 Cary 1956 p. 81.

67 I det 6. århundrede byggede den byzantinske kejser Khosro I Anushirvan (531-579) en jernport ved Derbend mellem Kaukasus og Det Kaspiske Hav i forbindelse med en mur, som hans far, den sasanianske konge Kavadh I (regerede 488-531), havde påbegyndt. Det er disse byggerier, der senere, omkring det 11. eller det 12. århundrede, da de oprindelige bygherrer var blevet glemt, blev forbundet med Alexander den Store.

68 Ross 1963 p. 33-35.

69 Isidor Etym.2.66.

70 Johnson 1959 p. 254.

71 Matt.2.1-12, Budge 1886 p. 84-85.

72 Sl.72.10.

73 Baudet 1965 p. 17.

74 Mandeville 1997 kap. IX.

75 1.Kong.10.1-13.

76 Baudet 1965 p. 18.

77 Hamilton 1996a p. 177.

78 Wilkinson 1977 p. 202-204.

79 Simek 1992 p. 99.

80 Hamilton 1996a p. 180-182 og 184.

81 Markham 1967 p. 6. Marco Polo besøgte gravene i Saba i Persien, mens atter andre placerede gravene i Turkistan. Der var således nogen konkurrence om de indbringende grave.

82 Kol.3.11.

83 Rom.3.29-30.

84 Ef.2.19-20.

85 Engberg-Pedersen 1998.

86 Snowden 1970 p. 198. Origenes gør her meget ud af at vise, at Moses var gift med en etiopier, en datter af Kam.

87 Rom.1.19-25.

88 1.Thess.4.5.

89 Rom.1.26-32.

90 Müller 1980 p. 262.

91 Men helt universel var denne redning i troen ikke for alle. Således var der ikke enighed om, at også skytherne kunne reddes. Mens skytherne i antikken både havde været fremstillet som dyriske og som ædle vilde, var de kristne generelt meget negativt indstillet over for dem. På baggrund af fastlæggelsen af deres afstamning fra Magog, og den jødiske historiker Josephus’ fremstilling af dem som vilde dyr og som lystmordere, fik de et meget negativt ry hos de kristne. Af Tertullian blev de fremstillet som rå, barbariske, promiskuøse og kannibalistiske, mens Orosius mente, at det ikke var hoppemælk, men menneskeblod, skytherne drak. Jeronimus (340’erne-420) kunne berette, at de slagtede og åd deres forældre, slægtninge og naboer, når disse blev gamle, og Isidor skrev, at de levede af menneskekød og -blod. Deres ondskab smittede også af på de folk, der var deres efterkommere, og hvis navne og historie viste, at de var skythere. Det gjaldt ifølge Eusebius fra Caesarea (ca. 265-339) og Isidor goterne, der stammede fra Gomer, mens den ærværdige Bede (672/3-735) fandt skythere blandt britonernes forfædre. St. Basil (ca. 329-279) var en af de få, der havde noget positivt at sige om skytherne. Det skyldtes, at han mente, at der var nogle universelle moralske sandheder, der havde deres udspring i vor fælles oprindelse, så ud over deres mangel på selvkontrol og store grusomhed, så havde nogle grusomme folk som f.eks. skytherne også enkelte humanistiske træk. Endelig skal det nævnes, at J.-J. Rousseau (1712-1778) gjorde de amerikanske indianere til skythere, men nu i den positive bestemmelse som ædle vilde. Boas 1948 p. 130, Johnson 1959.

92 ApG.1.8, Matt.28.19-20. I Biens Bog redegøres der med reference til Eusebius fra Caesarea for, hvor hver enkelt tog hen. Simon Peter tog først til Antioch, hvor han opvakte en fra de døde, og derefter tog han til Rom, hvor han virkede, indtil han blev korsfæstet af den onde kejser Nero (37-68). Andreas tog til Skythien og Nicomedien og døde i Byzans. Johannes tog til Asien (Ephesos) og blev sendt i eksil på øen Patmos af kejser Tiberius (42 fvt.-37 evt.), hvorfra han vendte tilbage til Ephesos. Jakob, Johannes’ bror, tog til byen Bethsaida i Galilæa, men blev dræbt af Herodes Agrippa I (10 fvt.-44) et år efter Kristi himmelfart. Filip tog sig af Frygien, Pamfylien og Pisidia og virkede som apostel i 27 år. Thomas virkede blandt partherne, mederne og inderne. Og fordi han døbte en indisk kongedatter, dræbte kongen ham med et spyd. Hans lig skulle være blevet bragt til Edessa og begravet her, men andre mener, at han er begravet i Malapur i Indien. Matthæus virkede i Palæstina, Tyre og Sidon, og efter sin død blev han begravet i Antioch. Bartholomæus virkede i det indre Armenien og omgivende områder, og han blev korsfæstet af den armenske konge og begravet i den kirke, han havde bygget i Armenien. Judas blev erstattet af Mathias, som tog sig af Hellas og Sicilien, hvor han byggede en kirke og døde. Thaddæus tog til Laodicea, Antaradus og Arwad. Jakob, Alfæus’ søn, prædikede i Palmyra og endte i Batnan i Sarug, hvor han døde og blev begravet. Simon Kananæer prædikede i Samosata, Aleppo Manbig og Kinnesrin. Han byggede en kirke i Kyrrhos, hvor han døde og blev begravet. Og ud over apostlene var der Jakob, Jesu bror, som blev i Jerusalem, hvor han blev stærkt mishandlet og til sidst dræbt ved stening. Budge 1886 p. 105-107.

93 Rom.10.18, Sl. 19.5.

94 Åb.2.11.

95 Borst 1995 p. 368.

96 Gregor 1964 p. 15.

97 Joh.11.16.

98 Joh.20.24-28.

99 ApG.1.8.

100 Gregor 1964 p. 87, Hamilton 1996a p. 172.

101 Gregor 1964 p. 85, Slessarev 1959 p. 88 ff.

102 Polo 1965 p. 238, 247-249 og 277-278.

103 Polo 1965 p. 278.

104 Yule 1967 bd. 3, p. 238.

105 Yule 1967 bd. 3, p. 249-251.

106 Yule 1967 bd. 2, p. 141-142 note 2.

107 Smeding 2002 p. 13.

108 De adventu patriarchae Indorum ad Urbem sub Calixto papa secundo–Om indernes patriarks ankomst til Rom under pave Calixtus II.

109 Slessarev 1959 p. 10-11.

110 Slessarev 1959 p. 11-14.

111 Hamilton 1996a p. 173.

112 Mandeville 1997 kap. XIX, Joh.20.24-29.

113 Mandeville henviser her til, at det i samtidens kristne tænkning var sådan, at jo mere lidelse, en dødsdømt var udsat for før henrettelsen, jo kortere ville tiden i skærsilden være. Dette begrundede den udstrakte og grusomme tortur, dødsdømte blev udsat for forud for henrettelsen.

114 Mandeville 1997 kap. XIX.

115 Staden u.å. p. 100.

116 Hemming 1978 p. 46.

117 Müller 1980 p. 350.

118 Augustin Civ.Dei 18.40.

119 Usher var i det hele taget glad for eksakte tal. Han regnede også ud, at der ved Babelstårnets fald var 388.605 mænd og lige så mange kvinder i verden. Borst 1995 p. 1319.

120 Kragh 2004 p. 11.

121 Dan.2.37-45.

122 Matt.24.19, Murphy 1952 p. 186-187 og 195.

123 Murphy 1952 p. 191.

124 Denne idé kan følges tilbage til Severian af Gabala i det 4. og 5. århundrede.

125 Ottos morfar var kejser Henrik IV (1050-1106), hans onkel kejser Henrik V (1081-1125) og hans nevø kejser Friedrich I Barbarossa. Otto studerede nogle år i Paris, og i 1138 blev han biskop i Freising. I 1145 var han i den italienske konges tjeneste og mødte i Italien pave Eugen III (pave 1145-1151), og i 1147 drog han sammen med halvbroderen kong Konrad III (1093-1152) på korstog.

126 Freising Chron.1. Forord. (Min oversættelse) Se også Phillips 1994 p. 45.

127 Dan.4-5 og 7-11, Freising Chron.1. Forord, 5. Forord og 36, og 7.35, Lammers 1960 p. LV.

128 Clemens 1996 1. kap 21.

129 Augustin Civ.Dei 22.30.

130 Matt.1.1-16.

131 Ap.G.1.7. Augustin mener dog stadig, at jorderiget kun skal eksistere i de 6.000 år, for et andet sted, hvor han gør op med antikkens opfattelse af den cykliske historie i en uendelig tid, skriver han, at verden endnu ikke er 6.000 år gammel. Augustin Civ.Dei 12.11.

132 Gregory 1927. Brugen af de forskellige kalendere fortsatte langt op i middelalderen. Markham 1967 p. 1.

133 Isidor Etym.5.38.5-39.

134 Bede beregnede, at der var 3952 år mellem Adam og Jesus. Edson 1999 p. 98-99. den jødiske og bibelske baggrund

135 Edson 1999 p. 124-125.

136 Budge 1886 p. 123-124.

137 Augustin Civ.Dei 18.2. og Müller 1980 p. 352.

138 Budge 1886 p. 125.

139 Westrem 1991 p. XVIII.

140 Wilkinson 1977 p. 47-52.

141 Campbell 1991 p. 6.

142 Schiltberger 2005 p. 79.

143 Campbell 1991 p. 9.

144 Salomons Visdom stammer fra tiden omkring den anden halvdel af det første århundrede fvt. Den blev oprindeligt skrevet på græsk og blev formidlet via jøderne i Alexandria. Der var helt frem til det 16. århundrede diskussion, om bogen skulle tilskrives Salomon eller jøden Philo (Philo Judaeus) fra Alexandria, der behandlede emnet på samme måde i sin De Monarchia–Om monarkiet. Schmidt 1987 p. 12.

145 Rom.1.19-25, tidligere citeret.

146 Visd.12.10-11.

147 Visd.12.13-14.

148 Visd.14.23-31.

149 Salomon 1979 kap. 13-15.

150 Schmidt 1987 p. 10-12.

151 TilfDan C, Jer.50.2, Es.46.1, Schmidt 1987 p. 15.