Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 37

Omkring 1500 slog en række tekniske, kulturelle og religiøse reformer igennem i Europa. Tilsammen udløste de en generel europæisk forventning om nye og bedre tider: ”Verden er ved at komme til fornuft, som om den er ved at vågne op fra en gammel drøm … Jeg ser en guldalder nærme sig”, skrev Erasmus af Rotterdam (1469-1536) 1519 i et brev (MacCulloch 2004, s. 101). Bogtrykkerkunsten fremmede kommunikationen og satte en begyndende demokratisering af viden i gang. Thomas More (1478-1535) udgav i 1516 sin Utopia, Erasmus af Rotterdam satte sin lid til opdragelse og undervisning og håbede på, at fornuftig dialog kunne hindre fremtidige krige. Reformkatolikker arbejdede på en genrejsning af kirken. Koncilbevægelsen kæmpede for, at vigtige beslutninger blev taget på konciler (kirkemøder) og ikke af paven alene. Det femte Laterankoncil (1512-1517) lovede reformer af pavehoffet og af biskoppernes embedsførelse. En række klostre gennemgik reformer, der førte dem tilbage til den strenge klostertugt. En reformpave, Hadrian VI, kom til (1522-1523), om end kort. Filologiske bibelstudier bidrog til reformbevægelsen, en række universiteter iværksatte fornyelser i forskning og undervisning. Folkefromheden opladede den religiøse energi. Kunstnerisk fornyelse slog igennem bl.a. i omfattende opblomstring af kirkekunsten.

Også i Danmark kan man omkring 1500 tale om en ”blomstringstid” (S.H. Poulsen 1959, s. 3). Den generelle historiske udvikling kan man kalde en ”demokratisk europæisering” (Ingesman og Poulsen 2000). I forhold til højmiddelalderen kan den religiøse, politiske og kulturelle europæisering betragtes som mere vidtgående, og den kom til at omfatte bredere befolkningsgrupper. Kulturbærere var ikke længere adelen alene, men i stigende grad selvejerbønder, købmænd og håndværkere. Dertil kom også her resultater af den almindelige europæiske udvikling. Biskopperne lod kirkelige håndbøger trykke i fornemt udstyr og investerede i kirkekunst. Karmelitermunkene havde videnskabscentre for bibelstudier i klostret i Helsingør og i et studiehus i København. Franciskanerne gik i spidsen for observantbevægelsen (en reformbevægelse). Cistercienserne udfoldede stor aktivitet i Esrum og Sorø Klostre. Birgittinerne i Mariager og Maribo var centre for en udbredt andagtslitteratur og var ”godsrige og velfungerende” (Jexlev 1991, s. 323). Johanniterne havde som hospitalsorden en speciel sammensætning af riddere, præster og lægbrødre og nød almindelig respekt. Christian II (1513-1523), der som Henrik VIII (1509-1547) i England udviklede sig til en blodig tyran, var oprindeligt en energisk renæssancefyrste med stærke humanistiske interesser. Han udarbejdede nye kirke- og skolelove og en omfattende købstadslovgivning, han omdannede Københavns Universitet til et humanistisk universitet i europæisk stil, og han oprettede studiehuset for karmeliterne.

Fig. 16 · Hans Holbein den Yngre (1497-1543): The Ambassadors, 1533 · De to mænd er blevet identificeret som Jean de Dinteville (1504-1555), herremand, og Georges de Selve (1508/09-1541), biskop, begge ambassadører ved Henrik VIII’s hof. På øverste hylde bag dem ses forskellige videnskabelige måleinstrumenter, på anden hylde ses en Mariabog og en salmebog i Martin Luthers oversættelse. Der ligger også en lut, hvis ene streng er sprunget. Billedet har været genstand for umådelig diskussion og mange forskellige tolkninger. Man kan i alt fald sige, at billedet repræsenterer forskellige verdslige og religiøse udforskninger af verden; det er måske disse bestræbelser, de to herrer er ambassadører for, altså en slags utopi over hvad mennesker kan udrette. Men den mærkelige figur på gulvet, der set i den rette vinkel viser et dødningehoved, sætter spørgsmålstegn ved disse bestræbelser.

Fig. 17 · Hans Holbein den Yngre (1497-1543): detalje af The Ambassadors, 1533 · Den underlige genstand på maleriet The Ambassadors er her gengivet set fra en meningsgivende synsvinklel. Anamorphosis er navnet på den teknik, der fordrejer perspektivet på en fremstillet genstand. Tilskueren må se genstanden fra en bestemt synsvinkel for at genetablere billedet. Man kan sige, at denne visuelle teknik svarer til verbal ironi, der også fordrejer sit budskab.

Denne generelle optimisme går som en væsentlig strøm – der var mange andre – gennem 1500-tallets første fjerdedel. Den kan også følges i tidens tekster.