Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 41

Thomas Mores Utopia er et totaludkast til en idealstat, omfattende religiøse, politiske, økonomiske, sociale, kønsmæssige og etiske dimensioner. Når man tager Thomas Mores uddannelse, positioner og etiske standard i betragtning, vil man kunne hævde, at hans Utopia repræsenterer den højest mulige grænseoverskridende tænkning i datiden. Samtidig udgør Utopia en tankevækkende kommentar til nutiden. Villy Sørensen skriver: ”Er der meget i Utopia der peger ud over sin tid, så at den stadig kan virke provokerende, er der også meget der peger tilbage på den. Hvad der virker mest fremmed på en moderne læser, er sikkert det der virkede mindst fremmed på de samtidige” (More 1993, s. 9).

Beretningen om Utopia lægges i munden på en portugisisk rejsende, Raphael Hythlodeus, som foregives at have deltaget i de sidste tre af Amerigo Vespuccis (1454-1512) fire opdagelsesrejser; nummer 4 sluttede i 1504. Thomas More henlægger sit utopiske sted til en ø i Atlanten og beskriver nøje øens natur, klima, byer, bygninger, havne og vejanlæg. Værket består af to dele, første bog er en kritik af samtidsforhold, specielt engelske, mens anden bog indeholder beskrivelsen af Utopia. Bogens forord er tilegnet en ung mand, Peter Giles, som Thomas More mødte i Antwerpen. Bogen afsluttes med et efterord, hvori Thomas More i eget navn udtrykker sin skepsis over for dele af Utopia.

Meget iøjnefaldende i såvel datidigt som nutidigt perspektiv er Utopias religiøse tolerance:

Fig. 18 · Ambrosius Holbein (ca. 1494-ca. 1519): Illustration til 1. udgaven af Utopia, 1516 · Ambrosius Holbein var 22 år, da han lavede kortet over Utopia. Det er et groft skåret træsnit, som kunstneren måtte lave meget hurtigt. Thomas More afleverede først manuskriptet i september 1516, og bogen udkom til jul. Illustrationen svarer kun ret skematisk til teksten, bl.a. er antallet af byer reduceret til seks. Anden udgave af Utopia, der udkom i Paris 1517, havde ingen illustrationer.

Fig. 19 · Ambrosius Holbein (ca. 1494-ca. 1519): Illustration til 3. udgaven af Utopia, 1518 · Tredje udgav af Thomas Mores Utopia udkom hos den berømte bogtrykker Johann Froben (1460-1527) i Basel i marts 1518. Det nye kort svarer bedre til teksten, men pointen er, at det har form som et dødningehoved. Går man ud fra, at skibet i forgrunden repræsenterer tænderne, ser man det tydeligt. Kortet bliver derved et memento mori. Måske antyder Ambrosius Holbein hermed, at utopien er dødsmærket fra starten.

Der er forskellige religioner på øen og også i de enkelte byer. Nogle tilbeder solen, andre månen, andre en af planeterne som de betragter som gud. I visse egne har der været en fremragende mand hvis ry og anseelse var så stor at han stadig æres ikke blot som en gud, men som den højeste guddom. Langt den største del af befolkningen er imidlertid kommet ud over dette stade og dyrker et guddommeligt væsen, hvilket de betegner som ”ukendt, evigt, grænseløst, uransageligt”, fordi han er hævet over al menneskelig fatteevne og gennemtrænger verdensaltet, ikke materielt, men ved sin godhed og visdom. Ham kalder de Fader. Ham tilskriver de i taknemmelighed alle tings tilblivelse, vækst, omskiftelse og endemål, og guddommelig ære viser de ingen andre end ham. Og selv om de religiøse anskuelser i øvrigt varierer på øen, er de enige i troen på ét eneste højeste væsen som er verdens skaber og forsyn. Ham påkalder de alle under navnet Mythra.

(Thomas More: Utopia (1516), Foss 1993, s. 116f).

Gudstjeneste foregår på den måde, at utopierne tilbeder de fællestræk hos den højeste guddom, som alle er enige om. Særtræk ved guddommen dyrkes privat. Det anses dog for skændigt at være ateist og at benægte sjælens udødelighed og Gud som altings skaber. Skønt alle religioner principielt er lige, mener hovedparten, at kristendommen er udtryk for den højeste religionsform.

I Utopia findes ingen penge, og der er fælleseje. Embedsstanden sammensættes af repræsentanter fra hver storfamilie. Arbejdsdagen er seks timer; det er tilstrækkeligt til at producere alle fornødenheder og endda overskud. Alle skal uddannes i landbrug og have lært mindst ét håndværk. Alle lærer at læse og skrive på landets eget sprog. Slagtning og andet ubehageligt arbejde udføres af slaver, der hovedsagelig er personer idømt samfundstjeneste. På landet bor man i storfamilier på omkring 40 personer, i byerne i store treetages huse med haver og fælles spisning på torvet. Alle huse er ens, og man bytter hus hvert tiende år. Der lægges stor vægt på sygepleje. Aktiv dødshjælp til uhelbredeligt syge er tilladt, men selvmord er forbudt. Krig anses for barbarisk, men der er militærtjeneste for alle mænd og kvinder til forsvar af landet og kamp mod tyranner i udlandet. Forbrydelser straffes med samfundstjeneste, dødsstraf anvendes kun ved uforbederlige personer. Der er få og let forståelige love, og der er ingen advokater. Før ægteskab skal mand og kvinde fremstilles splitternøgne for hinanden, så ingen snydes til en grim krop bag smukke klæder. Samleje før ægteskab er forbudt, overtrædelse straffes med livsvarigt forbud mod ægteskab. Utroskab straffes med slavearbejde, i gentagne tilfælde med døden. Legemlig sundhed sættes højt, klæderne er enkle, smukke og praktiske, al pynt og pragt afskys. Det bløde og unyttige metal guld anvendes til natpotter og skraldespande, mens det hårde og nyttige jern står i høj kurs. Den megen fritid anvendes på offentlige oplæsninger og forskellige slags leg og spil (dog ikke terningspil). Narre anses for samfundsnyttige og værdsættes højt.

For en nutidig betragtning er især den religiøse tolerance, fællesejet og synet på krig fortsat en utopi, mens synet på dødsstraf, onde folkeslag og lejesoldater klart er datidens. Der er delvis ligestilling mellem kønnene; dog er husfaderen familiens øverste, og guddommen er mandlig; i synet på seksualitet er den nøgne fremvisning før ægteskabet overraskende.

Bogen blev straks modtaget med begejstring, senere meldte skepsis sig. Protestanter hævdede, at der ikke var nogen sammenhæng mellem Utopia og Mores øvrige forfatterskab. Katolikker fremhævede netop konsistensen. Diverse skeptikere pegede på, at bogens ironiske træk ophævede hele projektet. En gennemgående nyere tolkning er, at More udtrykker sig som en typisk humanist med sin fremstilling af sagen fra to sider (in utramque partem). Stephen Greenblatt (1980) ser Utopia som udtryk for det ”selv”, Thomas More svigtede til fordel for sin politiske karriere.

Thomas Mores Utopia er i sit brede politiske, religiøse, økonomiske og kulturelle sigte en totalvision, som ingen andre samtidige kunne præstere. Hans nærmeste åndsfælle Erasmus af Rotterdam var primært kristeligt moralsk i sine utopiske forestillinger (herom i kapitlet ”Humanisme”). Thomas More ser – i modsætning til Erasmus – ikke ud til at være kendt i dansk senmiddelalder. Men historikeren Ellen Jørgensen udtaler om Poul Helgesen (1485-1534): ”han er vor Thomas Morus” (1961, s. 77). Hun sigter imidlertid hermed til Poul Helgesens kamp mod Luther, ikke til hans utopiske forestillinger.

Man skal altså ikke forvente at finde utopier af Thomas Mores format i dansk senmiddelalder, men der findes forskellige forestillinger af utopisk art.