Читать книгу barcelona - Aarhus University Press - Страница 12
plaça reial
ОглавлениеApropos opdagelsesrejse: Inde til højre, ligeledes på Rambla dels Caputxins, ligger den rektangulære plads, Plaça Reial, som blev anlagt i 1800-tallet. Der er en fontæne i midten, seksarmede gadelygter, designet af Gaudí og med, hvad ligner en fed fugl øverst på den bærende søjle, kurrende duer, og rundt i kanten løber en søjlegang, som delvist giver ly for cafeer. Plaça Reial, med facaderne i sandgul og med deres brune træskodder med rigeligt med patina, danner en smuk ramme om udendørs teater og friluftskoncerter det meste af året og et marked med frimærker og mønter hver søndag formiddag. Foruden cafeer er der natklubber og restauranter i periferien af pladsen.
Tilløbsstykket er restauranten Les Quinze Nits, som breder sig ud på pladsen og i to etager i højden på meget af den ene side af Plaça Reial. Restauranten er enkelt og smagfuldt indrettet med stole med rød vinylpolstring, røde lampeskærme, oliebehandlede trægulve og frodige grønne planter foruden bordene med hvide duge. Menuen er middelhavsmad, der ikke slår bunden ud af feriebudgettet. Eneste forbehold er den til tider noget rutineprægede præstation, når det gælder både mad og især betjening. Restauranten er en kæmpemæssig organisme, og selv om der er mange pladser, er der ofte en lang kø uden for indgangen. Og det er ikke usædvanligt at blive antastet af subsistensløse, mens man venter.
Den rektangulære Plaça Reial danner en smuk ramme om udendørs aktiviteter. Det er også her, man finder den store, populære restaurant Les Quinze Nits