Читать книгу barcelona - Aarhus University Press - Страница 13

Mens Plaça Reial fremtræder en smule slidt, er der intet ’brugt’ over Barcelonas opera, som ligger ud til den modsatte side af det stykke af Ramblaen, der hedder Rambla dels Caputxins. Operaen, Gran Teatre del Liceu, er blandt de største og fornemste i Europa og har masser af kjole og hvidt-stemning. Hvis man spørger José Carreras, den verdenskendte tenor, så foretrækker han El Liceu over alt andet. ”Det er her, jeg begyndte. Det er min by, og dette storslåede teater er, hvor jeg lærte at værdsætte musik”, siger Carreras i bogen Barcelona 20 x 20 af Jordi og David Querol. Her fortæller 20 lokale personligheder om 20 steder i Barcelona. Som antydet er José Carreras, hvis fornavn i virkeligheden er catalanske Josep, bysbarn af Barcelona. Han optrådte første gang på El Liceus scene som 11-årig og studerede på operaens konservatorium, inden han fik det første ledende parti som 23-årig. Operaen blev opført i en bygning, som tilhørte en religiøs orden og blev indviet i 1847. Facaden har været den samme alle årene, selv om operaen er blevet hærget af brande to gange, nemlig i 1861 og i 1994. Begge gange var der aldrig tvivl om, at operaen skulle genopbygges – og med respekt for det oprindelige.

Liceu-operaen hedder i virkeligheden Gran Teatre del Liceu og er en vigtig kulturinstitution i Barcelona. Bygningen har været hærget af brand to gange. Ingen af gangene var der tvivl om, at den skulle genopbygges © Aslak Kappel Hansen

Så nutidens publikum kommer stadig ind i en hesteskoformet sal, hvor interiør og farvespektrum er helt klassisk: Forgyldt stuk og røde plyssæder. Der er næsten 2.300 pladser, fordelt på gulvet og fem balkoner. Akustikken er fremragende. Blot må udlændinge forlige sig med, at overteksterne over scenen er på catalansk. Det kan være svært at følge med i f.eks. Richard Wagners Parsifal, medmindre man er fortrolig med handlingen ned i detaljen. Så er det godt med pauserne til at læse på lektien – to af slagsen i en maratonforestilling på over fem timer, og her er den perlende cava en foretrukket opkvikker i barerne i sidegangene.

Efter tæppefald for operaen kan man altid forlænge den gode oplevelse ved at krydse over Ramblaen og sætte sig ind på Cafè de l’Òpera, som står i et nærmest symbiotisk forhold til El Liceu. Undervejs fanger blikket måske Joan Miró-mosaikken, der ligger omtrent på denne højde af Ramblaen som en del af gågadens underlag. Cirkelrund og i farverne sort, hvid, rød, blå og gul. Enkel og alligevel inspirerende. Mosaikken skal dog helst ses i fuldt dagslys. Men det var Cafè de l’Òpera, der var målet: Cafeen har gennemgået flere forvandlinger – senest i 1929, hvor den fik sin nuværende modernistiske stil med spejlbilleder med figurer på væggene. Stedet er mest egnet til at drikke kaffe eller te, hvis man da ikke vil prøvesmage et af de 200 ølmærker eller – meget uspansk – et af de næsten 3.000 whiskymærker. Mad er ikke just cafeens spidskompetence, men hvis klokken er hen omkring midnat, er det vel også ved at være forbi spisetid? Selv om folk i Spanien traditionelt spiser sent.