Читать книгу barcelona - Aarhus University Press - Страница 5

Når jeg skriver ”vi”, så var det min kæreste og jeg. Egentlig var jeg taget af sted med det erklærede mål at undgå for mange danskere, men på universitetet mødte jeg en dansk pige, og da et andet af mine mål med turen til Barcelona som nævnt var at følge mine instinkter og slippe kontrollen – supplere min fornuft med lidt galskab – inviterede jeg hende i biografen, hvorefter forholdet udviklede sig.

Det var hende, der introducerede mig for Gràcia – ”et hemmeligt hjørne af den meget hemmelige by, Barcelona”, som den colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez har kaldt bydelen, hvori han slog sig ned i 1960’erne – og efterhånden blev det til en fast rutine for mig at ende dér hen på aftenen.

Med sine rødder i den politisk engagerede arbejderklasse, sine gode spisesteder og uprætentiøse barer med tv-skærme, sine traditionelle små pladser med børn, der spiller bold under træerne, var Gràcia lige netop, hvad jeg havde ledt efter, og bydelen kunne snildt lægge kulisser til min imaginære version af Den fortabte generations venstre bred i Paris.

Da vi kom hjem fra det sydlige Spanien, flyttede jeg ind hos min kæreste på Carrer Sant Joaquim, hvor hun delte en lejlighed med nogle venner. Det var kort inden jul, og hele januar måned, hvor vi havde fri fra universitetet, bevægede jeg mig ikke langt væk fra Gràcia. Vi drak kaffe på baren lige nede om hjørnet, købte ind på det lokale marked, læste Henry Miller på Café Salambo om eftermiddagene og så Hal Hartleyfilm i biografen på Carrer de Verdi, hvis repertoire ikke blev synkroniseret til spansk. Jeg droppede samtidig vanen med at tage på Camp Nou og fulgte i stedet FC Barcelonas kampe på stambaren på Plaça de la Virreina, hvor min kæreste så dukkede op og hentede mig, så vi sammen kunne vælge, hvor vi ville spise eller feste den aften.

Gràcia blev og er stadig mit kvarter, og i en lille gade helt oppe ved Travessera de Dalt, som jeg krydsede, når jeg på solskinsdage gik i Parc Güell for at læse, fandt jeg også en antikvarboghandel. Her var udvalget langt større og mere spændende end i de store boghandler nede i Eixample, så jeg kiggede forbi et par gange om ugen. Det var her, jeg fandt Sinatra, og det var også her, at jeg fandt en slidt paperbackudgave af min anden yndlingsroman om Barcelona, Mercè Roderedas Pigerne med duerne.

Rodereda var en af efterkrigstidens mest kendte catalanske forfattere. Det meste af sit voksenliv boede hun i Paris, hvortil hun var flygtet efter Den Spanske Borgerkrig, men det er hendes barndoms kvarter, Gràcia, der er genstand for denne fortælling om en stoisk arbejderkvinde, der i 1930’erne gifter sig med den dovne, men kærlige anarkist Quimet. En dagdrømmer, der fodrer duer på sit tag og gør sig forestillinger om at styrte Francos regime.

Det sidste forsøger han og hans venner endelig at gøre alvor af. Desværre uden held, hvorfor vores heltinde beslutter sig for at slå sine to børn og sig selv ihjel. Mere ville mildt sagt være en skam at røbe her. Pigen med duerne blev en litterær begivenhed, da den udkom på det forbudte sprog catalansk i 1962, og selv om meget har forandret sig siden da, lever bogen stadig. Den kan sikkert læses på flere måder, jeg valgte at gøre det som et studie i seny i rauxa.