Читать книгу barcelona - Aarhus University Press - Страница 6

Min kæreste rejste hjem for at læse videre i Aalborg i februar 1996, og derefter flyttede jeg tværs over Gràcia, hvor jeg lejede et værelse i en lejlighed på hjørnet af Carrer de la Providència. De følgende måneder blev jeg hver morgen vækket af gadens stemmer. I princippet kunne jeg sove lige så længe, jeg havde lyst til, men ved nitiden blev det umuligt at ignorere verden udenfor længere. Jeg kørte skodderne lidt op, åbnede vinduet på klem og lagde mig tilbage i sengen og kom langsomt til live, mens lugten af benzinos, skrald og renvaskede fortove blandede sig med støjen af trafik og stemmer og den metalliske skurren fra gitre, der blev hevet op foran barer og butikker. På de gode dage trængte solen igennem det hele med en stærkt pirrende duft af forår, der lokkede mig hurtigt op af sengen og ud i byen for at drikke kaffe og komme i gang.

Jeg havde for længst droppet kurserne på det universitet, jeg var indskrevet på, og kun i weekenderne kom jeg på de barer, hvor jeg i forvejen kendte folk. Det passede mig fint, og i dag, hvor jeg har fået det hele på afstand og har mulighed for at efterrationalisere, forstår jeg hvorfor: Jeg havde groft sagt været gennem tre vilde måneder med fester efterfulgt af tre måneder med faste rutiner, men jeg havde endnu ikke fået vished om, at jeg var voksen nok til at manøvrere sikkert mellem galskaben og fornuften på én gang. De sidste tre måneder af mit ophold skulle bruges til at lære mig selv at kende.

For at dagene ikke skulle ligne hinanden gik jeg på museum om onsdagen, hvor det var gratis, og om fredagen rundede jeg ugen ordentlig af ved at trave tværs gennem Eixample og op på Montjuïc. Ved bænkene med udsigt over Middelhavet spiste jeg en bocadillo og drak en cola, mens jeg læste et kapitel i en medbragt bog indtil solnedgang, hvor jeg gik ned til det gamle skibsværft Drassanes og tog en metro hjem.

Gràcia blev nemlig mit hjem, og når jeg i dag besøger Barcelona, er det her, jeg bor, hvis jeg er alene. Jeg har et fast lille hotel om hjørnet fra Fontana-stationen over for en bar, hvor jeg kan drikke morgenkaffe og lytte til de stemmer og den støj, jeg kender så godt. På en god dag slentrer jeg op i Parc Güell og læser dagens avis, hvorefter jeg nyder eftermiddagsstemningen og en vermouth på en af kvarterets små pladser langt væk fra menneskemylderet på Ramblaen. Om aftenen spiser jeg tapas og drikker øl eller ser måske en fodboldkamp på en af barene på Carrer de Verdi med nogle gamle venner, der som jeg ikke får dårlig samvittighed over at sidde stille i Barcelona.

Den luksus kan jeg kun tillade mig, når jeg er alene af sted. Er min kone og mine børn med, bor vi ofte på et af de større hoteller nede mod vandet, så børnene kan bade, og er jeg rejst med folk, der ikke har været i Barcelona tidligere, så tager vi sammen de sightseeingture, jeg selv tog de første uger, jeg boede der.

Vi starter altid på Ramblaen. Her fortæller jeg, hvordan man i det 14. århundrede lavede den lille flod, der forbandt havnen med byen, om til den vej, der i dag er verdens mest berømte strøg. Vi besøger også byparken, Parc de la Ciutadella, der blev anlagt i forbindelse med Verdensudstillingen i 1888, og Mercat de la Boqueria samt selvfølgelig Sagrada Família, hvor vi af guiden får at vide, at dens arkitekt, Antoni Gaudí, blev kørt ned en morgen i 1926 på vej til arbejde et par gader væk. Vi lader os føre rundt i Barri Gòtics små gader og trange gyder omkring Catedral La Seu, og indimellem, på Carrer de Montsió, finder vi beværtningen Els Quatre Gats, der fik sit navn efter fire kunstnere, der her mødtes med blandt andre den unge Picasso og gav næring til den catalanske afstikker af art noveau, el modernisme.

Har mine gæster kun lyst til at besøge et enkelt museum, vælger jeg Museu Picasso, fordi det er stemningsfuldt og ligger tæt på Santa Maria del Mar-kirken og El Born-kvarteret, der efter sin ansigtsløftning byder på gode spisesteder, smukke gader og mulighed for at shoppe. Men vi ender altid i Gràcia. Børnene, hvis de er med, leger så lidt på legepladsen over for Joanic-stationen, inden vi drikker kaffe på Plaça de Rius i Taulet, hvis høje klokketårn flere gange har ringet til kamp for den catalanske frihed.

Om aftenen undersøger vi højlydt menuerne på restauranterne i kvarteret. Vi har altid svært ved at vælge, hvor vi vil spise, for tænk, hvis vi gik glip af noget spændende på en af de andre restauranter. Sådan tænker vi, akkurat som alle de andre turister i byen. Det skammer jeg mig ikke over. Turist er vel blot et andet ord for at være nysgerrig, og er du ikke nysgerrig i Barcelona, når du er på besøg, så burde du blive hjemme.