Читать книгу barcelona - Aarhus University Press - Страница 9

et opspil til byen

Hvorfor ikke begynde ved begyndelsen? Ramblaen, det cirka 1,2 km lange strøg, udgår fra Barcelonas havn, fra Middelhavet. Fra havneområdet nede nær Plaça del Portal de la Pau føres den gående op ad den svagt stigende gade, som er omgivet af rækker af afskallede platantræer, og gennem bløde knæk til Plaça de Catalunya, pladsen, der er byens bankende hjerte. Sådan, nedefra og op, har de lokale beskrevet gadens retning, siden Ramblaen blev åbnet mod havet i forbindelse med forberedelserne af værtskabet for De Olympiske Lege i 1992. Ramblaen tjener som et opspil til byen – en introduktion på godt og en smule ondt til Barcelona, samtidig med at strøget er indbegrebet af byen.

At anskue Ramblaen som et anslag til Barcelonas kultur og befolkning giver så meget desto mere mening, fordi afviklingen af OL i 1992 skaffede plads til Barcelona på turisternes verdenskort. Siden har udenlandske gæster som en anden flodbølge væltet ind i denne spanske – undskyld, catalanske! – middelhavsby. Udlændingene er efterhånden i massivt overtal i menneskemængden på Ramblaen, der i løbet af en gennemsnitlig dag tæller op mod 250.000 personer! Strøget er Barcelonas mest kendte seværdighed. Gågaden er et velvalgt sted at indlede et besøg i byen.

Så her er den britiske familie, som anskuer bygningsfacaderne, der vender ud mod Ramblaen, og overvejer, om de skal skyde et billede til det digitale album, fordi ornamenteringen på balkongitrene minder om bysbarnet Antoni Gaudís kringlede stil. Her er det midaldrende franske par, klædt i diskret elegance, der stjæler sig til et kig på en af karikaturtegnernes kulstreger af et hastigt portræt, inden de stikker hovedet ind under udhænget til en kiosk og studerer udvalget af souvenirs, fra køleskabsmagneter til nøgleringe om Barcelona og det blårøde fodboldhold FC Barcelona, hvorefter de foretager det planlagte køb af en avis hjemme fra Paris. Her er de unge svenske fyre med hængerøv i bukserne, som standser op for at se på en af de levende statuer, mimerne, som er klædt ud som Døden selv i natsort kutte og med et kalkhvidt kranie af et hoved, og spjætter med af forskrækkelse, da Døden pludselig giver et livskraftigt spjæt.

Ramblaen er som en over én kilometer lang grøn slange, der når fra havnen til Plaça de Catalunya © Siegfried Weisenburger

Ramblaen har mange ansigter og viser dem gerne – gadekultur, klassisk kultur og moderne kultur. Læg hertil madkultur, hvis profil er sammensat af så forskellige ingredienser som et marked i verdensklasse samt for hovedpartens vedkommende middelmådige fortovscafeer med både lokale småretter og internationale repræsentanter i den kvalitetsmæssigt lette ende. Samt undergrundskultur i skikkelse af ludere, der viser sig frem i de sene timer, og lommetyve, som helst ikke lader sig se.