Читать книгу barcelona - Aarhus University Press - Страница 18

barcelonas grønne åndehuller

Hvis man betragter Barcelona ude fra havet, ser man byen ligge langs kysten skåret igennem af gade på gade ned mod kysten. Højhusene rejser sig som en ensformig plantage på rad og række, otte til tolv etager høje, og gør man sig den ulejlighed at køre gade op og gade ned fra syd mod nord eller omvendt, vil man opdage gader og kvarterer uden en butik eller bar, uden træer eller parkeringspladser, uden fodboldbaner eller parkanlæg. Denne kompakt bebyggede storby ligger klemt inde mellem Middelhavet og den lave Collserolabjergkæde, der går op i omkring 500 meters højde bag millionbyen.

Men det har været endnu værre før i tiden, da Barcelona lå klemt inde mellem de middelalderlige bymure, og af militærstrategiske grunde måtte byen ikke udvides lige uden for bymurene. Imidlertid rev man bymurene ned i midten af 1800-tallet, og en hårdt tiltrængt udvidelse af byen kunne gå i gang. Visionært tegnede den fremsynede Ildefons Cerdá byplanen for udvidelsen, Eixample på catalansk og Ensanche på spansk, som en grid-struktur. Forholdet mellem gadernes bredde og bygningernes højde skulle være sådan, at lys, luft og sol kunne nå ned i fortovshøjde. Og spidserne skulle kappes af gadehjørnerne, så hestevognene lettere kunne komme omkring. Nu fik Barcelonas fremstormende letindustri luft under vingerne, og industrimagnaterne lod bygge passende boliger i det nye område, hvor modernistiske arkitekter som Antoni Gaudí rigtig kunne boltre sig. Intet under, at han lod sig inspirere af Cerdás ideer om lys og luft og udtænkte en anderledes bebyggelse, dér hvor Barcelona begynder at hæve sig op imod sit bagland.

Parc Güell – eller Güell-parken – var tænkt som et fristed for velhavere, heriblandt Gaudís mæcen, industrimagnaten Eusebi Güell, som Gaudí havde mødt i 1878. Parken, der var under opførelse fra 1901-14, blev færdiggjort, men hans ideer til fremtidens boliger i parken blev aldrig realiseret. Selv om Gaudí udarbejdede en slags intuitiv arkitektur, var han ikke nogen håbløs naturromantiker, ligesom han heller ikke kæmpede imod industrialismens sene gennembrud i Catalonien. Det var jo den, der overhovedet muliggjorde, at han kunne bygge sine naturligt bølgende mure og tage. Derfor var det da også Cataloniens industrielle produkter, han brugte til at udsmykke sine fantasifulde skulpturer, skorstene og bænke med, ikke i ydmyg respekt for deres formål, men i en fandenivoldsk leg med materialerne. Cement, tallerkener, tegl og mursten. Alt kunne bruges. Men uanset hvad de kantede mursten blev anvendt til, var én ting sikker. Når sten blev lagt på sten i Gaudís byggeri, begyndte de kantede sten hurtigt at bølge. Heller ikke fajancen brugte han efter dens formål. Tallerkener og kakler blev slået i stumper og stykker, der som brikker i en mosaik blev sat sammen med andre skår til mønstre og figurer. Men kom med og lad os opleve Güell-parken en efterårsdag uden for turistsæsonen.