Читать книгу barcelona - Aarhus University Press - Страница 19

Vi tager metroen til Vallarca-stationen, hvor der møder os noget så sjældent som en tydelig skiltning til en større seværdighed. Vi følger strømmen, og nu går det bare opad, rigtig opad. Og gaden Baixada de la Glòria er lang, rigtig lang. Så stejl er den, at vi vælger den nemme løsning: rulletrappen i stedet for de gammeldags trapper op til parkens bagindgang. Her har vi udsigt til taxaerne på vej nedad, hvor chaufførerne har hånden på håndbremsen … just in case. Fra trappen går vi ind ad parkens brede grusstier, kantet med stensætninger og kaktus. Hvor de elskende i romantikken lod sig rive med af naturens stærke kræfter, når de spejlede deres dramatiske kærlighed i den vilde storm, bliver storbyens parker nu om dage til en skriveflade, hvor kærligheden til sig selv eller en anden bliver mejslet ind. Det er kaktusserne med deres flade blade, der må holde for, når der skæres navnetræk og hjerter. Den, der i bedste storbystil vil protestere mod skamferingen, ridser selvfølgelig også, men vælger et skilt til sin protest.

De flade kaktusgrene i Güell-parken frister storbyens elskende til at fortælle om deres evige kærlighed. Svaret – Respect Cactus – kommer prompte fra dem, der elsker naturen højere, men selvfølgelig på et af kulturens skilte © Catherine Murray og Tuxette

Hvor godtfolk er, kommer handlende til: Langs de brede stier sidder nordafrikanske gadehandlere på hug bag store hvide klæder, hvor de har bredt deres varer ud. Tingeltangel, som man finder i enhver dansk provinsby. Sælgernes meditative ro breder sig som ringe i vandet, mens vi lytter os frem til parkens nutidige sjæl: de forskellige gademusikanter, der med passende afstand mellem sig sætter lyd til parkens arkitektoniske opbygning. Lad os nævne i flæng: en meget alternativ guitarspiller, en flok musikeres latinamerikanske rytmer, en lutspiller med tilhørende cd’er til 10 euro stykket, og da vi går på musikalsk opdagelse, finder vi en mand, der sidder i en grotte og blæser i sin didgeridoo, et særpræget instrument, der stammer fra de australske aboriginere og muligvis er verdens ældste blæseinstrument. Denne musiker behersker den helt særlige teknik, der gør det muligt at spille i op til flere timer uden ’åndehuller’. Og ved indgangen til søjlerummet sidder et par musikere og spiller, den ene på carcaba, en slags kastagnetter i metal, den anden på guembri, et trestrenget baslignende instrument af træ beklædt med kamelskind på oversiden.

Her rejser søjlerne sig næsten naturgroet op af jorden, mens overdækningen med dens runde loftsformer virker huleagtig. De godt 80 søjler fungerer ikke bare som dekoration, men også som bærende piller for rummets overdækning. Men det arkitektoniske indgreb i det skrånende terræn går endnu videre, for overdækningen er samtidig forudsætningen for den store, flade plads, der breder sig ovenpå. Desuden opfylder søjlerne en sindrig funktion, der ikke kan ses med det blotte øje, idet regnvandet føres ned igennem dem til en cisterne under jorden. Parkanlægget er nemlig placeret på en tør og gold skråning, hvor der skulle opsamles regnvand, hvis stedet skulle forvandles til en bevokset oase med boliger til industriborgerskabets foregangsmænd i starten af det forrige århundrede.

Imidlertid var Gaudí for fremsynet, så tallerkenfabrikanterne holdt sig tættere på Barcelona. Til gengæld kan vi i dag gå op på den flade plads over søjlehallen. Det er lidt af en tilsnigelse, at pladsen kaldes Det Græske Teater, for selv om den skulle have været indrettet som sådan, blev det opgivet sammen med bebyggelserne. Til gengæld er der i dag rigtig mange besøgende, der nyder at opholde sig på pladsen og samle sig i slyngningerne på Gaudís fantastiske bænk, der på én gang danner brystværn ud mod det skrånende terræn længere nede og giver en uendelighed af siddepladser og kroge til parkens mange gæster. Den lange bænk, der slanger sig omkring pladsen, er indbegrebet af Gaudís bølgende arkitektur med kakkelstumper og tallerkenskår i alskens farver, der liver op og danner kringlede mosaikker på den lange bænkerad. Her er der god plads og vidt udsyn over Barcelona, så det trods de uendelig mange spanske turister er til at være her.

Vi skal selvfølgelig også besøge parkens højeste punkt, et ’stenbjerg’ med en formidabel udsigt over Barcelona. ’Bjerget’ er bygget som en forhistorisk mallorkinsk talayot, men omtales i dag ofte som Kalvariebjerget. Heroppe, side om side med Gaudís elskede kors, der peger lige op i himlen, kommer vi til at filosofere over, hvor sammensat en person han selv var. Inderligt troende katolik og inspireret af naturens bølgende organiske former i sin arkitektur, men arkitekt for storbyens industrimagnater og selv en foregangsmand, der byggede videre på maurernes sindrige ingeniørarbejder, hvad enten det gjaldt om at opsamle og distribuere vand eller lede luften ind til naturlig afkøling af husene.

Bænken, der danner brystværn foran den store flade plads i Güell-parken, slynger sig med sine keramikmosaikker og giver plads til mennesker af alle sprog, også musikkens, der gerne går i dialog med pengenes klingende tale © Luana Bandeira

Herfra går vi ned til hovedindgangen ved Carrer d’Olot for at se den legendariske drage Phyton, de underjordiske vandes vogter, der med sin farvestrålende keramikmosaik ikke er spor skræmmende. Dragen, eller måske bare salamanderen, viser Gaudí i hans bestandige dialog mellem praktisk hensyn og kulturhistorisk udsyn, for de underjordiske vande er her det regnvand, der ledes ned gennem søjlerne. Hovedindgangen er flankeret af to bygninger, der rejser sig som eksklusive portnerhuse, bygget med inspiration fra brødrene Grimm. Huset til højre er heksens, mens det til venstre med korset er Hans og Grethes. Her møder der os endnu en stribe sælgere med varerne bredt ud på hvide klæder. Men pludselig lyder der et højt råb, som varskoer sælgerne om, at politiet er på vej. Hurtigere end lynet bliver varerne rullet sammen til små bylter, og parksælgerne slentrer skødesløst og uskyldigt af sted.

Også vi skal af sted, så for at undgå omveje stikker vi hovedet ind hos en lille lokal købmand og spørger om vej. Butikkens eneste kunde, Pepe, en transseksuel fra Guatemala, slår følge med os. Senere kommer vi i tvivl, om Pepe er en kvindelig mand eller en mandlig kvinde, men i situationen forekommer det ligegyldigt. Hun er på hjemmebane her i kvarteret, hvor der mestendels bor homoseksuelle og illegale indvandrere. Det er strengt forbudt at spille fodbold i parken, men her udenfor må vi dukke os for en bold på afveje. Hun følger os hen til metro Lesseps, en station fra metroens oprindelse i 1924, én ud af nu 165 stationer på en 125 km lang strækning.