Читать книгу Kunsten taler - Aarhus University Press - Страница 13

Dynnastenen er velbevaret, om end den har lidt overlast med beskadigelse af toppen, erosion af overfladen f.eks. ved det afbildede hus samt graffiti. Stenen blev derfor i 1879 overdraget til Universitetets Oldsaksamling i Oslo, nu Universitetets kulturhistoriske museer, arkeologisk seksjon, hvor den i dag kan ses. Dens runestensnummer er N 68 i Norges innskrifter med de yngre runer, oversigtsværket med illustrationer over norske runeindskifter.

Materialet er rødbrun Ringerike sandsten. En anden norsk billedrunesten udført i samme sandsten er f.eks. den lidt ældre Alstadsten N 61-62. Den står i udstilling på museet ved siden af Dynnastenen.

Dynnastenen er en firsidet, himmelstræbende slank stenstøtte, der smalner ind mod toppen, som hælder lidt til hierarkisk højre side. Stenen har to bredsider og to smalsider. Formen er elegant og tidløs og leder tanken hen på såvel antikkens obelisker som moderne skulpturer. Et berømt samtidigt, men mere kompakt eksempel på en billedrunesten, hvis top ligeledes hælder til hierarkisk højre side, er Vangstenen N 84. Dynnastenen måler 2,82 m i højden, 0,54 m i bredden ved bunden og 0,16 m ved toppen. Tykkelsen er jævn hele vejen, ca. 0,18 m. Højden over gulvniveau i museet er 2,75 m.

Billedudsmykningen udgør et samlet hele og fordeler sig på tre af stenens fire sider: den ene bredside og de to flankerende smalsider. På bredsiden ses hovedfeltet. På de to smalsider ses øverst planteudsmykning (fig. 2) og for den ene smalsides vedkommende tillige derunder runeteksten (fig. 1). Også udsmykning og tekst relaterer sig til hinanden. Det fornemste eksempel blandt billedrunesten på billeder og tekst, som går op i en højere enhed, er den store Jellingsten (o. 965). Den er udsmykket i Mammenstil og øvede stor indflydelse på de efterfølgende sten. Dens runestensnummer er DR 42 i Danmarks Runeindskrifter, oversigtsværket med illustrationer over danske runeindskrifter.

Oprindelige bemalingsrester er ikke bevaret på Dynnastenen, hvor i dag kun råskitsen til billedudsmykningen samt runeteksten står tilbage. Men oprindeligt må stenen have strålet i smukke farver. Klare, stærke farver spillede en stor rolle i sen vikingetids kunst, og nogle runetekster omtaler ligefrem, at de var opmalet, ligesom oprindelige farvespor undertiden er bevaret. Farver er følelsesladede og har symbolværdi. De har gjort billedrunestenene smukke, iøjnefaldende og lette at forstå med hensyn til både tekst og billeder.

Dynnastenens tekst består af 71 runetegn og læses nedefra og opefter. X er begyndelses- og skilletegn. Teksten indledes i prosa, men slutter i elegant rytmisk verseform og lyder oversat: »Gunnvor gjorde bro, Trydriks datter, efter Asrid, sin datter. Hun var den dygtigste mø på Hadeland«. Tre generationer er nævnt: moderen Gunnvor, morfaderen Trydrik og datteren/barnebarnet Asrid. I runetekster er kvindenavnet Gunnvor velkendt og kvindenavnet Astrid almindeligt, på Dynnastenen er sidstnævnte som nævnt stavet i en ældre form: Asrid.

Som al kunst spejler Dynnastenen i tekst og billeder sin tids og sit samfunds moralske og sociale normer. Tiden er Nordens missionstid. Kristendommen er tråd i tidens trend. Samfundet er klassedelt, og kristendommen indført i Norden af kongemagt og overklasse. Opførelse af et vej- eller broanlæg i forbindelse med dødsfald – eller fremsynet før – blev på denne tid anset som en velbehagelig gerning over for Gud. Den lettede de levendes vej til kirke samt præstens vej til den døende og dermed den dødes vej til det kristne himmerige. Det er kimen til det fremvoksende afladsvæsen, vi ser her.⁴ I samme ånd opsender andre runestenstekster bønner til Gud Herren, Krist, Sankt Mikael og Sankta Maria. Andre inskriptioner igen beretter om pilgrimsrejser, der tales om lys og Paradis, og nogle tekster understreger, at personen, som mindes, døde i hvide dåbsklæder, dvs. fri for skyld.

Fig. 2. Planteudsmykning øverst på Dynnastenens to smalsider. De ligesom med et smæld udrullede blade med biblade peger fra hver sin side ind mod hovedfeltet. Tegning: Lise Gjedssø Bertelsen.