Читать книгу Kunsten taler - Aarhus University Press - Страница 14

For at forstå Dynnastenens billedprogram er begreber som stil, motiv og billedets struktur væsentlige at holde sig for øje. Erkendelsen af, at billedberetningen med vise mænd er gammel med nær samhørighed med kristne begravelser og håbet om opstandelse, er ligeledes vigtig.

Stil kendetegner selve udførelsen, ved stil forstås design. Dynnastenens billedlige udsmykning er som nævnt udført i Ringerikestil, der var den dominerende mode fra slutningen af 900-tallet og igennem første halvdel af 1000-tallet i vikingernes verden. Typiske Ringerikestiltræk er f.eks. den måde, hvorpå akantusbladene er rullet ud som med et smæld og arrangeret i vifter samt akantuspalmetteremsens gengivelse. Ringerikestilen og den dermed nært forbundne engelske Winchesterstil stod især stærkt under Knud den Stores regeringstid, hvor den unge danske kirke kom under engelsk påvirkning. Norge modtog kristendommen især fra de britiske øer. Kristendommen var tidens stærke kulturelle strømning og dominerede det nordiske samfunds kunst i de ca. 170 år, sen vikingetids kunst var mode. Norden var med i den europæiske kultursammenhæng. For Mammen-, Ringerike- og Urnesstil gælder, at designet var nordisk, budskabet altovervejende kristent.

Ved motiv forstås her en figur, hvis udførelse afstikkes af stilen. Bag ethvert motiv ligger en bevæggrund, en tilskyndelse. Ting ser ud, som de gør, alt efter hvilket budskab de havde i deres samtid. Et motiv kan optræde alene (sjældent i sen vikingetids kunst), sammen med et eller flere andre (almindeligt) eller som pars pro toto-gengivelse (udbredt). Ved en pars pro toto-gengivelse repræsenterer én detalje helheden. I sen vikingetids kunst var akantusbladet anvendt som pars pro toto for det kristne livets træ. Dette er let forståeligt på baggrund af motivets indtog i den tidlige vikingetids kunst⁵ og dets fremkomst i den sene vikingetids kunst på den store Jellingstens Kristusside. Den er en elegant illustration til den gamle legende om, hvorfor Kristi kors og det kristne livets træ er ét.⁶ På Dynnastenen møder vi akantusblade i vifter, to rammestreger, en stjerne, tre ryttere til hest, en stående person, en akantuspalmetteremse på geometrisk bort, et gennemskåret hus (så man kan se derind) med to mænd, en kvinde, der ser ud til at holde et barn frem i sine arme (der er kun lidt bevaret af tegningen af barnet) og en krybbe eller tronstol(?), en hest samt en person med glorie.

Mht. billedets struktur er et motivs status i sit billedfelt dybt afhængig af såvel placering som gengivelsesmåde. En anbringelse centralt, øverst og/eller i midtlinien viser, at motivet har fornem status. Midtaksecentrering er et ekko af kristendommens monoteistiske struktur. En anbringelse perifert – nederst og/eller til siden – viser, at motivet har lavere status. Et en face-set motiv signalerer autoritet, for det lader sig ikke blot betragte, men kommunikerer tilbage. Et profilset motiv har sine sanser halveret, det lader sig udelukkende betragte og kommunikerer ikke tilbage. Det kan dog stadigvæk have høj status. En væsentlig detalje ved profilgengivelse er dens henvisende funktion. Også proportionsforskelle og –forvrængninger er vejledende for aflæsningen af billedet. Først senere i middelalderen udvikledes perspektivet, men inden da arbejdede man med rumillusion f.eks. i form af overlapninger som på Alstadstenen N 61-62’s bredside med mennesker og dyr. Ved hjælp af proportionsforvrængninger som f.eks. overdreven størrelse af et motiv i forhold til omgivelserne gjorde man det tydeligt, at dette havde højere status.

Det er det kristne billedes struktur, vi møder på Dynnastenen, hvilket er naturligt, eftersom vi med Ringerikestilen er inde i kristen tid. Billedfladens struktur er klar, enkel og velafbalanceret med en afgrænsende rammestreg langs begge sider. De vertikalt orienterede, nedad divergerende og opad konvergerende rammelinier overskrides kun i forbindelse med lettelse af billedforståelsen, som det er kendt i sen vikingetids kunst f.eks. på Jellingstenen DR 42, hvor Kristusfiguren er det eneste motiv, der har autoritet nok til at række ud over rammen.⁷ Stjernen, den ensomt stående profilsete mands fremstrakte arme og hestenes ører rækker ud over rammen. Det siger os noget om stjernens høje status, manden som bindeled til en efterfølgende scene og hestenes fremdrift. Hestenes gangretning vises til begge sider, eftersom øverste hest vender modsat de to andre. Dette er ikke er en fejl eller tilfældighed, men bevidst fra kunstnerens side. Samtlige hestes bagpartier med haler indordner sig nøje i forhold til de to rammestreger. Nederste og største hest, der vender front mod husets dør nedenfor, er førerhest i processionen på vej til Barnet i Betlehem. Øverste og mindste hest, der vender front mod personen med glorie ovenover, er førerhest i processionen på vej fra Barnet.

Som »rygrad« midt ned igennem billedet løber lodret en usynlig/synlig linie: imellem stjernen og personen med glorie, igennem rytterne, palmettefrisens midte og skillelinien mellem hus og hest (fig. 3).

Med fælles lodret basis er hus og hest placeret på højkant, drejet 90º, hvilket hverken skyldes pladsmangel på stenen eller svigtende evner hos kunstneren. Det er et kendt træk i sen vikingetids kunst og er med til at vise, at billedprogrammet ikke afsluttes nedadtil. Som parallel til hesten kan nævnes f.eks. det profilsete firbenede dyr, drejet 90º, nederst i billedfeltet på vej op imod det kristne kors på Sunnerängastenen. Dens runestensnummer er Sm 133 i Sveriges Runinskrifter, oversigtsværket med illustrationer over svenske runeindskifter.⁸ Dynnastenen har ingen vandret basislinie nederst som Alstadstenen N 61-62 og Vangstenen N 84.

Dynnastenens billedfelt består af tre vandrette zoner (fig. 4).

Fig. 3. Dynnastenen. Billedfeltets lodrette midtakse. Foto: Eirik I. Johnsen, Universitetets kulturhistoriske museer, Oslo. Streg: Lise Gjedssø Bertelsen.

Fig. 4. Dynnastenen. Billedfeltets tre vandrette zoner. Foto: Eirik I. Johnsen, Universitetets kulturhistoriske museer, Oslo. Streg: Lise Gjedssø Bertelsen.

Øverst er den himmelske sfære bestående af akantuskaskaden, stjernen og personen med glorie. I midten er den jordiske sfære bestående af tre vise mænd til hest, og den øverste af dem er gentaget stående. Nederst er himlen på jorden bestående af akantuspalmetteremsen på geometrisk bort samt huset og hesten. I huset, som vi kigger ind i som i et dukkehus, ses Jomfru Maria, der som nævnt utvivlsomt har holdt Kristusbarnet frem mod to af de tre vise mænd, og en krybbe eller tronstol(?). Hierarkisk opbygning af motivernes indbyrdes placering og differentierede gengivelsesmåder informerer om, hvad der vises, og hjælper ved aflæsning af billedet.

Motivernes indbyrdes placering i billedfeltet fremmer som nævnt forståelsen. Akantuskaskaden øverst på stenen er dermed i bogstaveligste forstand højt hævet over at kunne affærdiges som indholdsløst pynt eller dekorative bladflige. Introduktionen af akantusranker på billedrunestenene – med Kristussiden på Kong Haralds sten i Jelling – som symbol på det kristne livstræ og Kristi kors’ fælles identitet dokumenterer akantusmotivets høje symbolværdi.⁹

Motivernes differentierede gengivelser viser indbyrdes statusforskelle. På Dynnastenen er de motiver, som er gengivet en face: stjernen, personen med glorie, akantuspalmetteremsen samt det gennemskårne hus. Akantuskaskaderne, menneskene og hestene er vist i profil med stor retningsgivende effekt. Rumillusion ved hjælp af størrelsesforskelle er anvendt mht. hestene med ryttere. Når figurer i en remse bliver større og større, nærmer processionen sig. Når figurerne i en remse bliver mindre og mindre, fjerner processionen sig. Proportionsforvrængning er anvendt på menneskene inde i huset. Her er kvinden i fodsid kjole væsentlig større end de to mænd i kjortler. Hun signaleres dermed af højere status end dem, hvilket ikke kan overraske, eftersom kvinden kun kan være Jomfru Maria. Mændene er to af de tre vise mænd. Differentierede gengivelsesmåder af motiverne til demonstration af rumillusion, statusforskelle mm. for at lette billedets aflæsning var velkendt i samtiden bl.a. inden for illuminerede manuskripter. Dette ses tydeligt i f.eks. et evangeliar fra Echternach fra ca.1040, hvis billedprogram vedrørende de vise mænd fra Østerland/ de hellige tre konger har betydning for forståelse af Dynnastenens.¹⁰